Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

DTC-feltet vender tilbage til Ring Djursland

Danish
Touringcar
Challenge 

13/05/08 

Efter et års pause kører Danish Touringcar Championship igen på den svære bane
Der bliver masser af udfordringer for kørerne i Danish Touringcar Championship, når de næste gang skal kæmpe om points til det prestigefyldte mesterskab. Løbsserien virker hårdere og tættere end nogensinde tidligere. Ved sæsonpremieren tidligere på måneden var det således bare 3,2 sekunder, der adskilte feltets 26 kørere efter tidtagningen. Men forude venter en ny og større udfordring:
Ring Djursland
 

Efter et års pause er Danmarks mest krævende racerbane vendt tilbage til DTC-kalenderen. Det sker i den kommende weekend, hvor Djurslands Banks DTC Weekend køres som den anden af sæsonens otte afdelinger. Atter skal kørerne og deres teams prøve kræfter med den svære asfaltstribe på 1752 meter, som udover to langsider også tæller hårnåle, blinde sving og ti meter store niveauforskelle indenfor ganske korte afstand. Det er med andre ord en bane, der skiller fårene fra bukkene. Som udgangspunkt.


Efter et års pause skal Ring Djursland med sine skæve kurver og stigninger og fald atter danne rammen om en afdeling af Danish Touringcar Championship.
(Foto: Morten Alstrup)

”Banen er rigtig sjov og egentlig ikke svær,” siger Henrik Lundgaard, Hedensted, der tidligere har vundet kvalifikationsheat på Ring Djursland.

”Det er en kort bane, som gør, at omgangstiden ikke bliver lang, så en fejl på to tiendedele kan sagtens flyttes 6-8 pladser i resultatet, og derfor er det endnu vigtigere, at omgangen bliver ramt lige i øjet, for de tyve første er nok indenfor otte tiendedele. Set-uppet på din bil og din tidtagningsomgang skal selvfølgelig passe, og når banen så er svær at overhale på, er det vigtigt at have en god kvalifikation.”

Henrik Lundgaard ankommer til Ring Djursland på en delt andenplads i mesterskabet. Det sker på baggrund af hans resultater bag rattet af sin Chevrolet Lacetti ved sæsonpremieren i kampen mod specielt de to BMW 320-kørere Tom Pedersen, Christiansfeld, og Jan Magnussen, England. Men det var også en kamp mellem biler af to forskellige konstruktioner og dermed karakteristika. Forhjulstræk og baghjulstræk.


Henrik Lundgaard forventer en jævnbyrdig kamp mellem feltets for- og baghjulstrukne biler på Ring Djursland. Her er han midt i mellem de to BMW-kørere Kasper Jensen og Michel Nykjær.
(Foto: Morten Alstrup)

”Jeg håber, at der bliver mindre forskel på de to biltyper på Ring Djursland,” vurderer Henrik Lundgaard. ”Når vi tidligere har kørt løb på Ring Djursland, er det endt som et løb for baghjulstrækkerne, når vi kørte i august, hvor vi havde høje temperaturer og næsten oplevede kogende asfalt. Jeg havde håbet på, at vi ville få andre temperaturer denne gang, selv om vi her i starten af maj næsten har haft sommerlige temperaturer. Men jeg tror på, at Ring Djursland sammen med Padborg Park vil sætte de to biltyper på samme niveau.”

I forhold til det felt, der stillede til start ved sæsonpremieren, bliver feltet i Danish Touringcar Championship næsten identisk, dog med et par undtagelser. Jan Magnussen og James Thompson, begge England, kommer nemlig ikke til start, da de har kontraktlige forpligtelser i henholdsvis American Le Mans Series og den officielle VM-serie for standardvogne, og det faktum søger flere af deres konkurrenter at udnytte.

”Det er da to konkurrenter, som vi ikke skal overhale og som vel at mærke er svære at overhale, så der bliver lidt mere plads til os andre,” siger Jens Møller, Ikast, som bliver Hartmann Honda Racings eneste repræsentant på Ring Djursland. Team Den Blå Avis Valvoline har derimod valgt at indsætte en erstatningskører i form af Jacob T. Ludvigsen, Århus, der dermed får sin DTC-debut.


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her