Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Moto GP

Valentino Rossi tilbage på toppen

Moto GP 
06/05/08 

MotoGP i Kina
For første gang i otte løb er den 7-dobbelte verdensmester, Fiat Yamaha køreren Valentino Rossi, tilbage øverst på podiet i et VM Grand Prix.
 

I fjerde afdeling af MotoGP verdensmesterskabet, der fandt sted søndag morgen, dansk tid, på Shanghai racerbanen i Kina, kørte Rossi en sikker sejr i mål, dog først efter meget af løbet at have dystet imod spanieren Daniel Pedrosa på Honda. Nr. 3 blev den regerende verdensmester, Casey Stoner på Ducati, der weekenden igennem havde problemer med at holde samme tempo som konkurrenterne på Yamaha.


Valentino Rossi
(Foto: Fiat Yamaha)

Valentino Rossi holdt nemlig ikke i pole-position. Det gjorde til gengæld amerikaneren, den tidligere dobbelte Superbike verdensmester Colin Edwards, på en Tech-3 Yamaha, alt imens vinderen af Portugals Grand Prix for tre uger siden, Jorge Lorenzo, team-kammerat til Rossi hos Fiat Yamaha, startede 4’er efter Stoner.

Alting har en forklaring, for selvom Lorenzo førte VM efter en sensationel begyndelse på sin debut sæson i MotoGP forud for Kinas Grand Prix, var 4. startposition ligeså sensationel. Under et voldsomt styrt fredag morgen, som kostede en brækket venstre fod og en kvæstet højre fod, sprang Lorenzo på motorcyklen lørdag eftermiddag, bed smerterne i sig, kvalificerede sig til start og formåede siden at komme i mål i Grand Prix’et på en overbevisende 4. plads.

Grand Prix’et blev afviklet under vanskelige kørselsforhold. Efter solrige træningsdage silede regnen ned søndag formiddag og MotoGP løbet fandt sted på en optørrende bane. Det vendte op og ned på mange ting og var formentlig en medvirkende årsag til, at Edwards ikke kunne holde fast i føringen kort tid inde i løbet. Forholdene passede imidlertid Valentino Rossi, som snart dokumenterede, at han trods lidt modgang på ingen måde har glemt sin gamle form.

Udfaldet af Grand Prix’et blev også, at VM-kampen snævrede ind. På grund af Lorenzo’s handikap og sin 2. plads i mål, er Daniel Pedrosa i føring, men Lorenzo’s 4. plads indebærer, at han fastholder 2. pladsen i VM-kampen – nu har han imidlertid Rossi lige i baghjulet. Kun 2 points adskiller de to team-kammerater.

Næste Grand Prix finder sted på den berømte Le Mans racerbane i Frankrig om to uger, d. 18. maj. Hér vil vejret også kunne spille ind og udfaldet være næsten uforudsigeligt.

Resultat, Kinas Grand Prix, 4. afdeling af MotoGP verdensmesterskabet, Shanghai:
1. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 44m08,061s
2. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, +3,890
3. Casey Stoner (AUS), Ducati, +15,928s
4. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, +22,494s
5. Marco Melandri (ITA), Ducati, +26,957
6. Nicky Hayden (USA), Honda, +28,369s

VM-stillingen efter weekendens løb:
1. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 81 pts.
2. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 74 pts.
3. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 72 pts.
4. Casey Stoner (AUS), Ducati, 56 pts.
5. James Toseland (GBR), Yamaha, 33 pts.
5. Loris Capirossi (ITA), Suzuki, 33 pts.

Scandinavian Racing Press


Læs mere om:
  • 04/05/08 - Shanghai - Moto GP
  •