Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperSport 600 VM Series

Harms på podiet i Australien

SuperSport
600 VM Series 

03/03/08 

For en uge siden gjorde Robbin Harms come-back i Supersports Verdensmesterskabet og søndag morgen dansk tid kørte han sin Honda racer ind på en imponerende 3. plads efter i lange perioder at have ført 2. VM-afdeling, som fandt sted på den legendariske Philip Island racerbane i Australien.
 

”Jeg er bare så glad,” stråler Robbin Harms. ”Det her var mere end en podieplacering, det var også en dokumentation af, at jeg til trods for det lange genoptræningsforløb er ved at være i top-form igen og måske endda er endnu bedre end tidligere.”


Robbin Harms (til højre i billedet) scorede årets første podieplacering, da han blot et halvt sekund efter de to australiere Andrew Pitt (mf) og Joshua Brookes (tv) blev nr. 3 i 2. afdeling af Supersport Verdensmesterskabet på Philip Island i Australien.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Robbin Harms kom i mål blot et halvt sekund efter de to yderst erfarne australske kørere, Andrew Pitt og Joshua Brookes, der ekstra opildnet af et stort hjemmepublikum satsede alt, for at vise hvem af de to, der var bedst på hjemmebane.

Det var imidlertid danskeren, der førte størstedelen af løbet. Efter at være startet fra 6.pladsen var Robbin Harms hurtig helt fremme. Allerede et par omgange inde i racet snusede han til føringen og siden udviklede løbet sig til en intens kamp mellem de fire første, der foruden Harms og de to australiere talte franskmanden Fabien Foret.

Robbin Harms trives på den vanskelige Grand Prix racerbane, der er naturligt anlagt på den berømte Philip Island, 125 km syd for Melbourne. Han kørte et fejlfrit løb og havde selvsagt intet behov for at oversatse på racets sidste omgang. For Robbin Harms var placeringen vigtig, men det vigtigste var, at vise sig selv og omverdenen, at hans ”speed” er helt i top. Undervejs satte han endda løbets hurtigste omgangstid.

”Jeg er rigtig tilfreds og vil gerne takke alle, som har hjulpet mig og troet på mig,” siger Robbin Harms, der kører for det svenske Stiggy Motorsport med support fra MC-Hjørnet i København.

Resultatet medførte også, at Robbin Harms nu ligger på en delt 3.plads i kampen om Supersport Verdensmesterskabet, blot 8 points efter team-kammeraten Joshua Brookes, der har taget føringen i VM.

Efter de to første VM-afdelinger får Harms & Co. en pause på en måned. Næste løb finder sted på racerbanen i Valencia i Spanien d. 6. april. Valencia er en bane, som alle deltagerne i VM-kampen kender rigtig godt. For Robbin Harms er pausen en ekstra fordel, fordi han kan fortsætte sin intensive træning og om muligt være i endnu bedre form, når hjulene sættes på europæisk grund.

Resultat, 2. afd. af Supersport VM
Philip Island, Victoria, Australien

1. Andrew Pitt (AUS), Honda, 33m51,257
2. Joshua Brookes (AUS), Honda, +0,062
3. Robbin Harms (DEN), Honda, +0,597
4. Fabien Foret (FRA), Yamaha, +0,780
5. J. Rea (GBR), Honda, +0,976
6. Garry McCoy (AUS), Triumph, +1,228

VM-stillingen efter weekendens race: 1. Joshua Brookes (AUS), 33 pts.
2. Joan Lascorz (SPA), 29 pts.
3. Robbin Harms (DEN), 25 pts.
Andrew Pitt (AUS), 25 pts.
Broc Parkes (AUS), 25 pts.
6. Craig Jones (GBR), 16 pts.
7. G. Vizziello (ITA), 14 pts.
8. Fabien Foret (FRA), 13 pts.

Scandinavian Racing Press
i samarbejde med MC-Hjørnet

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • Robbin Harms
  • Phillip Island
  •