På det tidspunkt havde den hurtige SEAT kører fra Tappernøje scoret så mange points, at hverken Jan Magnussen eller John Nielsen kunne indhente hans forspring.
(Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT)
”Det var fantastisk dejligt at hive sejren i hus,” sagde en lettet Michel Nykjær, mens ”søde” racerkolleger fejrede ham med en kæmpe bordbombe der fyldte teamteltet med store mængder guldkonfetti. ”Vi vidste at sejren ville være i hus hvis jeg bare kunne slutte foran John Nielsen i andet heat, og da min taktik i første heat gjorde at jeg skulle starte som nummer to, mens John lå nede på ottende pladsen, var mulighederne tilstede for at jeg selv kunne afgøre det inden finalen.”
Seat Leon-køreren fra Tappernøje kom således i mål på en taktisk klog syvendeplads i det første heat, mens mesterskabskandidaten Jan Magnussen, efter en række uheldige sammenstød med Michael Outzen, måtte nøjes med tolvtepladsen. Den placering fjernede ham helt fra kampen om den øverste podieplads, der nu kun kunne nås af Michel Nykjær eller John Nielsen.
(Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT)
”I andet heat skulle Kurt Thiim og jeg starte forrest, og vi var enige om ikke at støde ind i hinanden inden første sving” fortæller Michel Nykjær og fortsætter ”Jeg valgte ret hurtigt at lukke den lavtflyvende Tom Pedersen udenom, så der ikke var risiko for at han skulle komme i karambolage med mig. Og så var taktikken ellers bare at sørge for at holde bilen kørende de sidste omgange med John Nielsen bag mig. Det var bestemt ikke en let opgave da min Leon ikke kørte godt med al den succesballast der var proppet i den, men da vi kørte over målstregen, kunne jeg ånde lettet op da jeg så at John var langt efter mig”.
Michel Nykjær kørte samtlige afdelinger i den velbesøgte Valvoline DTC finale med køligt taktisk overblik og kunne overlade den offensive kørsel til Jan Magnussen og John Nielsen, der måtte satse hele butikken, hvis de skulle hente det pointforspring, den sympatiske racerkører fra Tappernøje havde høstet gennem hele DTC sæsonen.
(Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT)
Efter at Michel havde krydset målstregen som DTC Danmarksmester 2007 med en knyttet næve i vejret foran sit ellevilde team og den gulklædte fanskare på tribunen, kunne han fortjent lade sig hylde af publikum, sponsorer og hele familien Nykjær, der udgør en utrættelig rygrad i det importørstøttede SEAT Racing Team.
Det gamle racer koryfæ John Nielsen, der måtte kæmpe så hårdt med en defekt servostyring i sidste heat, at han fik et mindre ildebefindende, udtrykte anerkendelse over for sin 23 år yngre kollegas præstation igennem DTC sæsonen med ordene: ”Michel har været en god modstander i sæsonen. Al ære og respekt til ham.”
(Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT)
Michel Nykjær vandt DTC mesterskabet med en overbevisende margen på hele 13 points ned til John Nielsen på andenpladsen.
(Foto: Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT)
Vidste du det om Michel Nykjær?
Michel Nykjær der indledte sin racerkarriere som gokartkører, begyndte samarbejdet med SEAT i år 2000 i en Ibiza Turbo.
Michel var noget forud for sin tid, da han året efter blev nummer 2 i Yokohama Cuppen med en SEAT Ibiza turbodiesel.
(I år har SEAT som den første bilproducent i verden vundet en afdeling af WTCC, Verdensmesterskabet for standardvogne, i en dieseldrevet SEAT Leon).
I 2002 vandt Michel Nykjær Yokohama mesterskabet i en benzindrevet Ibiza 1,8 Turbo.
I 2003 debuterede Michel Nykjær i DTC i en SEAT Toledo og sluttede på 11. pladsen.
Siden 2004 har den 28 årige racerkører fra Tappernøje deltaget i DTC for SEAT Racing Team, der støttes af den danske SEAT importør og forhandlerorganisation.
Det er far Jens Nykjær der står for teknikken, Mor Jytte står for catering og hospitality. Bror Chano står for data, søster Jeanette hjælper ofte til med hospitality mens kæresten Stine er altid med og hjælper med hospitality samt bestyrer fanklubben med stor ildhu.
Thomas og Michael er faste mekanikere der har været med hele vejen hos Michel i DTC karrieren.
Top-10 slutstillingen i Danish Touringcar Championship:
1. Michel Nykjær - Seat Leon - 300 points
2. John Nielsen - BMW - 287 points
3. Jan Magnussen - BMW - 270 points
4. Casper Elgaard - BMW - 236 points
5. Henrik Lundgaard -Chevrolet - 217 points
6. Michael Outzen- BMW - 208 points
7. Pontus Mörth - Chevrolet - 205 points
8. Tom Pedersen - BMW - 175 points
9. Jens Edman - Honda - 173 points
10. Kurt Thiim - BMW - 128 points Skandinavisk Motor Co. A/S - SEAT Læs alt om DTC finalen på Jyllands-Ringen Læs mere om: Michel NykjærSeat Racing TeamJyllandsringen14/10/07 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |