Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

Småfejl, spøgelsesbillister og champagneglas

Advan Cup 
16/10/07 
Yokohama

Med et mesterskab i lommen, var Team Womans World Lund Racing veloplagte til årets sidste løbsweekend. 250 gæster var inviteret til lyserød guldfest søndag eftermiddag, og det var 3 glade kørere, der lørdag formiddag gjorde klar til træning.
 

Men det gik ikke helt efter planen. I tidtagningen kørte Kim Lund sig til 15. pladsen - ikke just, hvad man forventede. "Det var vist bare alle de småfejl, vi har været forskånet for hele sæsonen, der er kommet i dag", sagde en tydeligt skuffet Kim Lund kort efter at være kommet ud af bilen. Lars Højris kørte sig til en 22. plads, heller ikke hvad han havde håbet på, men humøret var højt inden første heat. Louise var ikke helt utilfreds på trods af sin 32. plads i tidtagningen: "Nåja, det kunne have været en del bedre, men se - der er 3 kørere bag mig når løbet starter!"


Kim Lund på vej op igennem feltet – med Lars Højris lige bag sig.
(Foto: Spider-Web.dk)

Da starten gik til første heat, kom Kim da også hurtigt afsted. Men allerede på 3. omgang kørte feltet bag safetycar. Og på det nye banestykke, fik Kim sig en overraskelse: "Vi kørte ned mod venstresvinget, da bilen foran pludselig bremser hårdt op. Jeg når ikke at få bremset ned, så det ender med et brag, da jeg kører ind i siden på ham", fortæller silkeborgenseren. Det kostede Kim's videre deltagelse i løbet, og mekanikerne fik genopfrisket hvordan man retter buler ud og skifter køler på en Peugeot 307.

Lars fik sig en overraskelse, der overstiger meget andet: "Vi kørte mellem sving 8 og 9, da Lars Gaardsøe pludselig kommer kørende imod mig! Der var jeg godt nok ved at have brug for et sæt rent, brandsikkert undertøj bagefter!" sagde han. En racerbane er nok heller ikke det bedste sted at møde en spøgelsesbillist...

Lørdag aften blev der skruet og banket på 307'eren, for søndag skulle Kim én gang for alle slå fast hvorfor han er dansk mester for anden gang i træk. Men da mekanikerne var færdige, gik turen et par kilometer hjem til Kim's hus, hvor der var arrangeret en fest for alle på holdet.


Kims nevø fejrede mesterskabet sammen med flere hundrede andre gæster i teltet.
(Foto: Spider-Web.dk)

Da det blev søndag formiddag, begyndte de mange gæster at komme til banen, og det varede ikke længe, før der var en lang kø til de "brændte fingre" og fadølsudskænkningen. Det var tydeligvis glade gæster, og stemningen i teltet var helt perfekt.

Da 2. heat blev startet, kom Kim formidabelt godt afsted. Fra en start bagerst i det 32 biler store felt, kørte han sig på løbets 10 omgange op til 9. pladsen - svarende til at han har overhalet mere end to biler pr. omgang!

Lars Højris havde et godt race, hvor han havde en god kamp med Ole Luton og Bruno Rasmussen. Desværre fik han aldrig muligheden for at komme udenom, så han fik ikke vekslet sin 16. plads til Brunos 14. plads.

Louise havde en duel med Peter Obel i 2. heat, og det var rigtigt flot race - så sig ikke, at der ikke bliver leveret spændende race i den bagerste del af feltet! Men hvad bringer fremtiden for "Feltets kønneste", den tidligere fitness-kvinde og Fear Factor-deltager? "Tja, det er svært at sige. Hvis jeg finder pengene til det, så vil jeg gerne køre en sæson til. Det er min første sæson nogensinde, og der kan man jo sjældent gå ud og vinde det hele, så næste sæson vil jeg kunne komme længere frem i feltet", siger hun med et optimistisk smil.


Louise kæmpede om placeringerne med Peter Obel.
(Foto: Spider-Web.dk)

Hendes kollega, Lars, ved endnu ikke hvad fremtiden bringer. "Jeg har da tænkt mig at fortsætte... Men lige nu ved jeg ikke, hvad det bliver i. Jeg håber på en sæson til i Advan Cup, men om det bliver i samme bil, eller måske i en anden, ja det er godt at vide!" siger han.

Spider-Web.dk
Kim Gripping

Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Team Lund
  • Jyllandsringen
  • 14/10/07 - Jyllandsringen - Advan Cup
  •  
     

    Advan Cup nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her