Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTM

Kristensen i Mercedes-slagsmål

DTM 
29/07/07 

DTMSom frygtet endte Tom Kristensen i masse-slagsmål i dagens DTM-løb på Zandvoort-banen og måtte forlade løbet uden point. Allerede i første sving måtte han efter en god start fra femte position bakke af for ikke at risikere et sammenstød med sine fire Audi-kolleger foran.
 

Til gengæld kom Tom Kristensen derved i klemme mellem Mercedes-kørerne Bruno Spengler og Paul di Resta.

”Jeg blev skubbet udad af Spengler og op i Resta, der snurrede rundt foran mig. Her stod jeg helt stille, inden jeg kunne komme forbi, og så var jeg pludselig nede på 12.-pladsen. Min bil havde samtidig fået slået lidt af sin sporing i stykker, men jeg fik kontakt med feltet igen. Her lå jeg imidlertid bag nogle andre Audi-kørere og kunne ikke rigtigt tillade mig at satse. Heller ikke i pitstop-runderne havde jeg de store muligheder for at gøre fremskridt, da jeg måtte indordne mig teamets ønsker for de kørere, der lå bedre placeret foran mig.
Da jeg kom ud fra første pitstop, blev jeg ramt bagi af sidste års mester Bernd Schneider. Det virkede rimeligt bevidst, så jeg holdt på og svarede tilbage, da jeg havde indersporet til næste sving. Vi fik byttet en del maling, hvilket ikke gjorde balancen i min Audi meget bedre. Efter andet pitstop blandede Mercedes-køreren Jamie Green sig så også i den fortsatte kamp mellem jeg og Schneider. Jeg ramte ikke et sving helt perfekt, hvorpå Green dykkede indenom og gav mig det sidste skub ud af løbet.
Alt i alt en kedelig dag for mig, men en fantastisk dag for Audi,” siger Kristensen.


Allerede i første sving var Tom Kristensen involveret i et sammenstød, da han fik et puf fra inderbanen. Danskeren endte søndagens DTM-løb i Holland uden point.

Og ja, det blev efter sidste løbs mange fadæser på Mugello en rigtig god dag for Audi, der besatte de fire første pladser. Alexandre Prémat, den unge franskmand, der uheldigt torpederede Tom Kristensen i sæsonåbningen på Hockenheim, lå efter fantastisk kørsel til at vinde, men gav på de sidste 200 meter plads til teamkollegaen Martin Tomczyk. Også Timo Scheider på tredjepladsen gav plads til en kollega længere oppe i mesterskabsstillingen, nemlig Mattias Ekström, der efter et nyt, kritisk pitkiks fra Audi-teamet havde fået en sikker førsteplads ommøbleret til en 9.-plads.

Efter løbet lød der hård kritik fra Mercedes-lejren, der mente, at Audi-kørerne havde spillet alt for meget med musklerne. Løbsdommerne gav dog Audi medhold, så stærkeste indtryk til sidst gav en lidt betuttet vinder, Martin Tomczyk, der øverst fra podiet måtte tage imod råb fra utilfredse tilskuere.

”Det var synd for Prémat, der havde fortjent sejren, men DTM er i lige så høj grad en holdsport. Med dagens resultat ligger vi nu på de første to pladser i mesterskabet, og Prémat har så meget talent, at hans tid nok skal komme,” vurderer Tom Kristensen fra Zandvoort.

Resultat af dagens løb på Zandvoort:
1: Martin Tomczyk, Audi
2: Alexandre Prémat, Audi
3: Mattias Ekström, Audi
4: Timo Scheider, Audi
5: Bruno Spengler, Mercedes

Samlet stilling før sæsonens sidste tre afdelinger:
1: Mattias Ekström, Audi 38 p.
2: Martin Tomczyk, Audi 30 p.
3: Bruno Spengler, Mercedes 26 p.
4: Bernd Schneider, Mercedes 25,5 p.
5: Mika Hakkinen, Mercedes 25 p.
6: Paul di Resta, Mercedes 22 p.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • Audi Sport Team Abt Sportsline
  • Zandvoort
  • 29/07/07 - Zandvoort - DTM
  •