Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Advan Cup

På skovtur i Sverige

Advan Cup 
01/06/07 
Yokohama

”Jeg er bare øm i hele kroppen”. Stemmen i telefonen 2. Pinsedag er Anders Majgaards. ”På optagelserne fra onboard-kameraet kan man se, at speedometeret viser 127 km/t, da jeg rammer barrieren, så der var knald på”.
 

Op til weekenden på Sturup Raceway var der ellers store forventninger efter problemerne med manglende motorkraft under løbet på Jyllands-Ringen var blevet løst. Der var god fart i bilen, men det kunne ikke udnyttes til noget fornuftigt, da de lovede dæk ikke var kommet til fredagens test. Man kan ikke teste seriøst på brugte dæk, som er blevet hårde og uden bid, men det var forholdene, så der blev kørt omgange for at få banen ind i kroppen.

Træningen lørdag morgen måtte også køres på gamle dæk, så en placering som nummer fire med 7/10 op til Kent Iversen på førstepladsen var absolut ikke dårligt, og viser bare, at bilen virkelig har potentialet til at være med i toppen.

Under tidtagningen begynder bilen at køre dårligt, så Anders må nøjes med en halvdårlig tid, da han simpelthen ikke kan få bilen til at køre rigtigt trods en hektisk indsats af mekanikerne. En del af aftenen blev brugt på problemløsning, og bagefter der blev skruet længe for at få en opsætning, der kunne bruges.


(Foto: Spider-Web.dk)

Der var en vis spænding, da Anders kørte på banen til første heat om søndagen. Det er ikke helt almindeligt, at man ændrer en bils opsætning så meget og så er nødt til at køre løb uden at have testet, men det er kompetente folk, som skruer er på holdet. Bilen kørte perfekt, og det gav den nødvendige selvtillid, da starten gik. Den første konkurrent blev taget i starten og den næste overhaling blev gennemført inden første omgang var kørt, men på grund af et uheld kom der gult flag og Safety Car i det øjeblik Anders lå på siden af konkurrenten. Det skabte en del uklarhed om den korrekte plads og det blev forstærket af, at den overhalede konkurrent hele tiden lå og skubbede bagpå. En kontakt til dommerne bekræftede, at overhalingen var godkendt og gennemført korrekt, så pladsen i køen var rigtig.

Efter oprydningen blev løbet givet frit og på vej ned mod svinget inden skoven, ligger en konkurrent på venstre side. Anders giver plads og begge kommer fint ind i svinget, men ved udgangen sker der noget. ”Lige pludselig får jeg bare en skuldertackling, så jeg ryger ud i sandet og ind i barrieren. På videoen, kan man se, at jeg får et puf, og så er det ud i botanikken!”


(Foto: Spider-Web.dk)

Bilen kilede sig ind mellem stålbjælkerne i barrieren og venstre dør blev blokeret af de store skumgummimåtter, der heldigvis stod på stedet. Da rydningsholdet kom frem, var Anders kommet ud af bilen, men var noget groggy. Heldigvis var rydderne opmærksomme på, at bilen ikke bare kunne trækkes ud uden at det ville give store skader på fronten. ”Hvis de bare havde trukket den ud, så ville stålbjælkerne have skåret hele snuden af bilen”, siger Anders og fortsætter: ”Der skal lyde en stor ros til rydderne for superprofessionelt arbejde og også en stor tak til Peter Elgaard og Jens Munkholm, fordi de insisterede på, at bilen ikke skulle skades mere under bjærgningen. Det er jeg dem meget taknemmelig for.” Med assistance fra brandvæsenet blev den ene stålbjælke klippet over og bilen løftet ud.

I pausen på en time inden andet løb var der hektisk aktivitet for mekanikerne. Stumper blev skiftet, der blev justeret og rettet til og sidst men ikke mindst, så blev bilen ’forbundet’ med gaffatape i metervis. Ingen kan mere være i tvivl om, hvorfor det hedder racertape!


(Foto: Spider-Web.dk)

Anders måtte en tur forbi lægen, som skulle checke for skader og egnethed til at køre igen, men heldigvis blev der givet grønt lys for videre deltagelse.

Fra en startplacering i den bagerste del af feltet, hvor man ikke kan se startsignalet, var det udsigtsløst at forvente en topplacering, men man kan jo altid køre efter at lave flest overhalinger. Bilen kørte efter forholdene ganske godt, så lidt efter lidt blev antallet af konkurrenter foran reduceret. Det blev til næsten 20 overhalinger på en bane, der er kendt for at være umulig at overhale på, så på det punkt, var det et godt heat. Et par omgange før mål begyndte bilen pludselig at køre langsomere: ”Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg kunne bare ikke tæve den hurtigere rundt på banen, så jeg måtte bare sørge for at få holdt afstanden til dem bagved.”

Holdet fik god moralsk opbakning af de mange gæster, som var kommet til Sverige for at følge de lokale kørere, og der er ingen tvivl om, at de har fået en stor oplevelse med hjem. De har set godt motorløb, og de har set det arbejde, der bliver udført bag linierne for at få en bil repareret og klar til næste heat i en fart.


(Foto: Spider-Web.dk)

Hvis man ser på omgangstiderne fra heatet, er det tydeligt, at tiderne i sector to og tre pludselig bliver dårligere. Det er den mest snoede del af banen, hvor der er mest brug for bundtrækket til at komme ud af svingene. ”Det må Arne Staun hjem og kigge på, for hvis nogen kender den bil, så er det ham”, slutter Anders.

Næste løb er på Jyllands-Ringen og der bliver det for alvor spændende at se bilen i aktion. Når alting fungerer i bilen er den blandt de fem hurtigste og Anders er meget sikker på, at han næste år vil være en seriøs udfordrer til mesterskabet.

JA Motorsport

Spider-Web.dk
Kim Gripping

Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • JA Motorsport
  • Sturup Raceway
  • 07/05/27 - Sturup Raceway - Advan Cup
  •  
     

    Advan Cup nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her