(Foto: Jacob Seedorf)

Kl. 14.00 går første tidstagning i gang. Skyder nogle billeder af Erik's Mazda MX3 på de første 2 omgange. Så køre bilen i pit, der havde været problemer med bremserne under træningen, så jeg tænker ”åh nej, bare det nu ikke er slut” Ville jo gerne have flere billeder.
Men Bilen kommer ud igen efter et hurtigt tjek. Får et par billeder i Depot svinget, og på langsiden længest væk fra pitten.

Jeg holder øje med hvilken bil der er foran Erik, for når de kommer ned af langsiden ved pitten gælder det om at være hurtig på knappen. Jeg har mit kamera oppe og kigger igennem søgeren, følger bilerne ned mod hvor jeg står. Men pludselig støder Erik og Kims biler sammen, og spinner rundt og har retning lige imod mig. På det tidspunkt står jeg klods op af autoværnet lige ved pit udkørsel. Jeg løber et par meter bagud mod autoværnet bag mig, og vender mig om.
Der ser jeg de 2 biler i en støvsky tordne ind i autoværnet med et mega brag, for derefter at blive slynget længere ned af banen. Imens alt det sker breder bekymringerne om der er sket noget alvorligt sig i hele kroppen, og jeg tænkte:
”Fuck! Det er sgu slemt det her, bare der ikke er sket noget.” Ude på banen får Kim kørt BMW'en ind til siden, men Eriks Mazda holder stille, med frontspoileren liggende ved siden af. Det eneste jeg tænker da jeg ser bilerne holde der er ”kom ud, kom ud, kom ud”. Først efter Erik endelig kommer ud, det føltes som flere minutter, ånder jeg lettet op. Jeg ringer til min kæreste, som jeg ved sidder sammen med Eriks kone. For at sige at Erik er kommet ud, og tilsyneladende ser okay ud. Men telefonen bliver ikke taget, så jeg begynder at fotografere igen.

(Foto: Jacob Seedorf)

Her bagefter sidder jeg så med en ordentlig en' på opleveren, første gang jeg er på Ring Djursland, ser jeg min gode ven, og den bil jeg skulle fotografere, tordne ind i autoværnet med stor fart. Jeg har stadig den støv sky med to biler i der kommer imod mig, og så det mega brag det gav da de ramte autoværnet, til at køre rundt i hovedet. Så kommer jeg i tanke om en SMS Erik sendte til mig, for et stykke tid siden. ”Vent til du oplever det, så forstår du hvorfor det betyder så meget for mig at komme af sted” skrev han. Ja tak, opleve noget det gjorde jeg ihvertfald. Ligefør det var for meget. Men heldigvis skete der ikke noget med de to kører.

Noget andet jeg oplevede, var et fantastisk sammenhold, for inden bilen næsten havde ramt jorden ude i depotet. Kom der mekanikere fra de andre team, for at tilbyde deres hjælp. Der blev arbejdet meget intens på at få bilen på banen igen, og teamets mekanikerne viste ikke tegn på at opgive. Jeg syntes i hvert fald flere gange at det så håbløst ud. Men de fortsatte alligevel, først kl.21.30 ringede Erik og gav den triste nyhed at bilen var så medtaget, at det ikke lykkes at få den ud at køre igen.

Alt i alt var det en meget begivenhedsrig dag, og jeg er helt klar til at skal af sted en anden gang. Skal jo ha' taget de billeder!

Jacob Seedorf