Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

American Le Mans Series

Sebring 12-timer - Sidste time

ALMS 
18/03/07 

American Le Mans SeriesAudi vinder Sebring 12-timer!
Marco Werner, Emanuele Pirro og Frank Biela vinder Sebring 12-timer generelt. Jan Magnussen bliver toer i GT1 og Lars Erik Nielsen henter en fin fjerdeplads i GT2.
 

Lige på timeskiftet pitter Audi nr.1 og Tom Kristensen kommer i bilen med lige over en time tilbage af løbet. Desværre er der stadig 4 omgange til Fernandez Racing Lola-Acura på tredjepladsen, og der er ikke rigtigt hentet tid over de sidste to stints, så en podieplads er langt væk lige nu.

I GT1 er det stadig - som efter en metronom - Corvette der styrer klassen. Jan Magnussen kommer i bilen lige over kl. 2 dansk tid, og skal sandsynligvis køre bilen hjem. Team Modena Aston Martin er nu 9 omgange efter, og fik aldrig en fod til jorden i det her selskab.

For Lars Erik Nielsens Farnbacher Loles Motorsport går det helt planmæssigt. Spyker C8 Spyderen er løbet ind i problemer og der er nu mere end 3 omgange i mellem dem. Samtidig er der 4 omgange op til nr. 3 så det ligner en 4 plads i GT2 - en meget fin indsats.

Det eneste sted der kan findes lidt reel kamp, er om førstepladsen i GT2. Jaime Melo i Risi Ferrari er 5 sekunder foran Marc Lieb i Flying Lizard Porsche.

Med knap 50 minutter tilbage ryger Horag Lista Lolaen i problemer med lyset og da det er kulsort på Sebring om natten, er Eric Van De Poele nødt til at stoppe på banen - måske et større problem?

Begge Dyson Porscher er i pit - tilsyneladende har Andy Lally svært ved at starte sin bil. Man må sige at de Porscher har skuffet fælt. Dyson Porscherne er 24 og 30 omgange efter, og Penske Porscherne er henholsvis 14 og 67! omgange efter. Med Porsches stolte sportscar traditioner i tankerne, kan dette ikke være tilfredsstillende i Weissach.

Nu begynder de syge og de halte biler at lide for alvor med 45 minutter tilbage. Spyker C8 Spyderen holder stille i pitten med en overophedet motor, og Panoz nr. 21 har også netop eksploderet en motor. Det samme gælder Horag Lista Lolaen der bliver trukket ud af løbet med 40 minutter tilbage på grund af mekaniske problemer.

Sidste pitstoprunde begynder med 35 minutter igen. Den indledes af Flying Lizard Porsche nr. 45 som et tydeligt modtræk mod det forventede sidste pitstop fra Jaime Melo.

Og ganske rigtigt, omgangen senere kommer Risi Ferrarien ind til sidste pitstop. De fumler dog i det - en mekaniker begynder at rense forruden under benzinpåfyldningen med sin hjelm åben, hvilket man ikke må og det koster dem 20 sekunder.

De holder sig dog foran Flying Lizard Porschen. Men Risi har ikke skiftet dæk, i modsætning til Lizard, så nu skal det vise sig om det er nok til at hente og overhale Risi Ferrarien. Jorg Bergmeister har lige præcis en halv time til at vinde GT2 klassen.

Med 15 minutter tilbage er der kun 5 sekunder imellem de to - det bliver lige til øllet for Bergmeister hvis han kan holde tempoet.

Tom Kristensen bringer sin Audi ind til sidste pitstop med med et kvarter igen, sikker på en fjerdeplads. Bryan Herta har store problemer med AGR Acuraen. Han holder kun lige akkurat et tempo der kan holde ham foran Adrian Fernandez i Lola-Acura, men han taber i gennemsnit 10 sekunder pr omgang så de to omgange han har i forspring kan hurtigt forsvinde. Det springende punkt er om det er nødvendigt for dem at stoppe igen, eller om Herta i virkeligheden sparer på benzinen?

5 minutter igen og Bergmeister er 1.2 sekunder efter Risi Ferrarien - det bliver et ræs til stregen! På sidste omgang er der 0.5 sekund imellem Bergmeister og Melo, og i sidste sving vinder Melo efter en tæt tæt kamp på allersidste omgang...

Altså - Audi nr. 2 vinder foran AGR Acura, Fernandez Acura og Audi nr.1. I GT1 er det Corvette 1 og 2 med Oliver Gavin som vinder foran Jan Magnussen.

I GT2 er det altså Jaime Melo lige akkurat foran Bergmeister og Patrick Long i Tafel Racing Porsche. Lars Erik Nielsens Farnbacher Loles Porsche ender på en fjerdeplads.

Vi følger op på dette spændende løb senere søndag - tak for nu!

Jesper Thomsen

Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Tom Kristensen
  • Audi Sport North America
  • Corvette Racing
  • Sebring
  • 07/03/17 - Sebring - ALMS
  •