Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Gjønge Rally skal afgøre flere rallymesterskaber

DM Rally 
08/11/06 

Selv om hovedfokus i lørdagens Danflex Huse Gjønge Rally 2006 vil være på duellen mellem Ib Kragh, Juelsminde, og Martin Johansen, Kolding, så er kampen om Dansk Idræts Forbunds Danmarksmesterskab ikke den eneste titelkamp, der skal afgøres på Møn.
 

Løbet er også finale for en lang række andre klasser og mesterskaber, og her er der flere steder åbenhed om udfaldet.

Det gælder bl.a. i mesterskabet for de ældre, tunede biler i Gruppe H, hvor tre mandskaber har teoretisk mulighed for at tage titlen, men reelt er det to, der kan gøre det. Lars Kragh, Køge, har et solidt forspring til Johnny Pedersen, Slangerup, der med sin BMW M3 har den vel nok mest potente bil i Gruppe H-konkurrencen.



Johnny Pedersen (øverst) har feltets vel nok hurtigste Gruppe H-bil, men det er Lars Kragh (nederst), der er favorit til at tage mesterskabet.
(Foto: Sydsjællands Automobil Klub)

”Vi kan næsten ikke undgå at få sølv, så vi kører efter at komme så højt op som muligt, og hvis det bliver tørvejr, så tror jeg, at vi kan komme op mellem de fem første generelt,” slår Johnny Pedersen fast. ”Vi er i år blevet nummer tre og fem og er så to gange udgået fra en femteplads, så det er bestemt et realistisk mål. Vi har jo hidtil kørt fra Lars i år, og selv om vi nok ikke kommer til at køre i cirkler om ham, så vil han nok ikke køre i noget højt tempo af hensyn til sine DM-chancer.”

Men der tager Johnny Pedersen måske fejl. I hvert fald hvis man skal tro Lars Kragh, der har et så stort forspring, at en ottendeplads blandt Gruppe H-bilerne er nok for at give ham titlen.

”Vi gør som vi plejer, nemlig at køre det bedste, vi har lært,” slår køreren i den røde Opel Kadett GT/E fast. ”Vi giver fuld gas, og vi vil slutte sæsonen af med værdighed, sådan som vi har gjort det i Yokohama-mesterskabet. Vi har kun haft første- og andenpladser i år, og det har vi også tænkt os at gå efter her.”

Netop balancen mellem at presse bilen til det yderste og så køre taktisk for bare at komme i mål, er særdeles svær. Presser man for hårdt på, kan det betyde afkørsler og et nul-resultat, men er man for forsigtig, så kan man også ende langt nede i det slagne felt. Men en helt tredje faktor kan også afgøre duellen mellem Lars Kragh og Johnny Pedersen.

”Vi er selvfølgelig meget ydmyg om vores situation og muligheder, for det er jo en mekanisk sport, hvor ting kan gå i stykker. Det kan man bare spørge Johnny om,” siger Lars Kragh med henvisning til rivalen, som ville have haft bedre chancer, hvis den hidsige mekanik ikke havde drillet. ”Vi har sat nogle af firhjulstrækkerne på plads i år, så vi har bevist, at vi kan være hurtige, men realistisk skal Lars nok dumme sig, hvis han ikke skal have et DM,” replicerer Johnny Pedersen.

Danflex Huse Gjønge Rally 2006 udgør også finalen i FirstStop Historic Rally Cup, og selv om Kurt Mejer, Horsens, allerede har sikret sig titlen, så bliver der tæt opløb om de to resterende podiepladser.

Seks mandskaber ligger adskilt af mindre end 10 points, og da holdet bag rattet af den bedst placerede historiske rallybil i mål vil score hele 40 points, kan alting ske. To kørere ser dog ud til at have bedre chancer end andre for at sikre sig de to sidste medaljer.

I sin klassiske Porsche 911 har Per G. Hansen, Ringsted, nemlig vundet de to seneste afdelinger af FirstStop Historic Rally Cup, og kan han fortsætte denne linie, er sølvet hjemme. Men denne medalje kan også gå til en anden kører fra det midtsjællandske område. Troels Lund, Slagelse, er bare tre points efter ham, og selv om han endnu har sin første sejr til gode, så har han opnået flere topplaceringer i år.

Sydsjællands Automobil Klub

Morten Alstrup