Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford 1800

Otte DM-kørere i verdens hårdeste F1800-løb

F1800 
20/10/06 

Den danske serie er stærkt repræsenteret ved årets Formel Ford Festival
Det kan godt være, at Nicki Thiim, Sønderborg, i søndags sikrede sig Danmarksmesterskabet i Formel Ford, men derfor er sæsonen endnu ikke slut. Hverken for den nye mester eller syv af de kørere, som han i årets løb har konkurreret med. Så snart løbet på FDM Jyllandsringen var slut, pakkede de alle racerbilen, værktøjet og det øvrige grej sammen og drog til England.
 

Rejsemålet var den legendariske racerbane Brands Hatch, hvor man i weekenden afvikler den 35. udgave af verdens hårdeste løb i klassen. Formel Ford Festivalen er det officielle navn, men uofficielt betragtes løbet som verdensmesterskabet for Formel Ford, for det var her, at Jan Magnussen, England, i 1992 og Jason Watt, Herlev, i 1994 strøg til tops og lagde grunden til deres internationale karriere.


De otte kørere som er med i Formel Ford Festivalen. Bageste række fra venstre Tommy Nygaard, Vibe Smed og David Olsson. Forreste række fra venstre Nicholai Sørensen, Ronni Jensen, Nicki Thiim, Kim Humborstad og Anders Ole Egebart.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Om det samme vil lykkes for en af de otte deltagere fra årets Danmarksmesterskab i Formel Ford, vil tiden kun vise. For Formel Ford Festivalen er en benhård konkurrence, og selv om man ikke skulle forlade racerbanen sydøst for London med en pokal i favnen, så får man værdifuld erfaring, som kan hjælp en videre i karrieren.

Formel Ford Festivalen er kendt for sin specielle afvikling efter knock-out-princippet, hvor kørerne skal gennem en række indledende løb, inden de - hvis alt går vel – når frem til finalen. I år er afviklingen blevet endnu mere speciel, for her køres der separate løb for biler med motorer af typerne Kent, Zetec (den som anvendes i DM) og Duratic (den som introduceres i DM-serien i 2008).

Syv af de otte kørere fra DM-serien stiller op i Zetec-klassen. De anføres af veteranen Anders Ole Egebart, Odder, som er den eneste genganger i Formel Ford Festivalen, da han var med i 2000. Den anden yderlighed i feltet bliver Nicholai Sørensen, Sindal. Da sæsonen startede, var han end ikke debuteret i klassen, og nu kaster han sig ud i verdens hårdeste Formel Ford-løb!

Danmarks største Formel Ford-team, Lucas Racing, stiller ikke overraskende med flest kørere. Foruden Kim Humborstad, Norge, og David Olsson, Sverige, møder man op med Ronni Jensen, Næstved, der var årets sensation i den hjemlige serie, hvor han vandt sæsonens to sidste løb på FDM Jyllandsringen. Team Witch Craft har også tilmeldt sig, hvor det skal blive specielt spændende at følge den danskbyggede Aquila FZ 1, der ligesom tidligere i år køres af Vibe Smed, Frederiksberg, og Tommy Nygaard, Ikast.

I modsætning til sine rivaler stiller den nye Danmarksmester Nicki Thiim ikke op i Zetec-klassen.

Tidligere på sæsonen sikrede den 17-årige sønderjyde sig nemlig sejren i Ford Rookie 2006 for kørere under 21 år, og førstepræmien var her et sæde hos et fabriksteam i den nye Duratec-klasse ved Formel Ford Festivalen. Her skal han køre for Ray Sport, hvis biler i år har vundet adskillige løb i det britiske Formel Ford-mesterskab, hvor teamets to kørere Nick Tandy og Peter Dempsey, begge Storbritanien, sluttede på henholdsvis anden- og tredjepladsen.


Hr. Nielsen

Læs mere om:
  • Brands Hatch
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her