Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Plads til begejstring

Danish
Touringcar
Challenge 

25/09/06 

Finalesejr til Elgaard, men føringen skrumpede
Team Essex havde en blandet weekend på Padborg Park. På plussiden var en søndag der blev bedre end den truede med at være. På minussiden blev teamets målsætning om at udbygge føringerne ikke opfyldt.
 

Før weekendens dobbeltløb på Padborg Park førte Casper Elgaard kampen om DTC mesterskabet med 11 point foran Jan Magnussen. Trods søndagens finalesejr lykkedes det alligevel konkurrenten fra Team Den Blå Avis at hente fem point ind, så Casper Elgaards forspring nu er på seks point. Dermed skal det hele afgøres ved DTC finalen der køres på Jyllands Ringen midt i oktober.

"Alt kan ske", siger Team Essex' teamchef John Nielsen, "men det bliver i al fald ikke en kedelig finale". Hvis Casper Elgaard vinder DTC mesterskabet så bliver det 3. gang i træk at han vinder den titel.


Starten på søndagens pre-finale. Casper Elgaard er yderst til venstre på vej op i feltet.
(Foto: Motorsporten.dk)

"Det var en blandet weekend", reflekterer John Nielsen, "men det vigtigste er at vi stadig fører, og det agter vi at blive ved med. Casper Elgaard kørte godt lørdag, men al polemikken efterfølgende slog ham måske lidt ud søndag. Men han kom stærkt tilbage".

Selv oplevede Casper Elgaard også weekenden som en blandet fornøjelse. "Umiddelbart vil man jo sige det er en dårlig weekend når man mister fem point af sit forspring. Men alligevel er jeg meget glad, for hele weekenden var det op ad bakke, så vi skal være glade for at vi ikke mistede flere point", fortæller han.


Øjeblikke senere - Casper Elgaard er ved at finde sin 6. plads.
(Foto: Jeppe Rimmen)

Lørdagens shoot out var ellers "busines as usual" da Casper Elgaard sluttede på 3. pladsen og dermed igen fik point i tidskørslen. Men fra da af var det slut med det sædvanlige. Konkurrenterne, og ikke bare de andre med BMW biler, var hurtige. "Jeg havde en god bil denne weekend", fortæller Casper Elgaard, "ikke en fantastisk god bil, men en god bil. Men alle de andre teams har gjort et stort arbejde og var alle meget hurtige. I prefinalen om lørdagen gik det ikke helt som planlagt. Jeg blev ramt af Michel Nykjær og mistede et par pladser. Alligevel kunne jeg slutte løbet på 3. pladsen".

Lørdagens finale blev dramatisk, med flere sammenstød og en noget kontroversiel afgørelse om udmåling af straf. "Fordækkene var ikke gode i starten af finalen" fortæller Casper Elgaard, "men efter fire omgange fungerede det hele. Jeg lå bag Jan Magnussen og pressede ham. Han laver et par småfejl og på et tidspunkt forsøger jeg at komme indenom ham, der er lidt kontakt og han må køre lidt sidelæns. Efterfølgende holder jeg mig på ydersiden, men han giver ikke plads og jeg må en tur gennem sandkassen". Casper Elgaard slutter på 6. pladsen i finalen, mens Jan Magnussen bliver nr. 4 efter at have udført en strafbane.


Så tæt lå John Nielsen og Jan Magnussen.
(Foto: Jeppe Rimmen)

Efter løbet nedlægger Team Den Blå Avis protest, som bliver taget til følge og Casper Elgaard bliver idømt 3 strafsekunder som skal lægges til hans tid i næste shoot-out. "Jeg bliver dømt for at have begået en forseelse, det er fair nok! Dommeren mente jeg skulle have haft en strafbane, men der kom ingen indberetning fra svingdommeren. En sådan straf, eller tre sekunder lagt til min sluttid i finalen, havde været ok. Det havde ikke betydet det store. Men i stedet vælger man at give mig tre tillægssekunder i næste shoot out, der så i sidste ende betyder, at jeg skal starte som nr. 14. Det slår meget meget hårdere, end hvis jeg havde fået en strafbane. De to ting står ikke mål med hinanden", siger Casper Elgaard.

I søndagens shoot-out må Casper Elgaard forlade den allerede efter anden runde. Egentlig var han hurtig nok til at komme med i tredie runde, men en påkørsel af gummiflaps i et sving koster ham den bedste tid, og dermed er han ude af shoot-out. Med de tre sekunders straf rutcher han så ned til en startplacering som nr. 14.

"Der kogte jeg lidt over", siger en undskyldende Casper Elgaard, "jeg antydede at Team Den Blå Avis havde bestukket DASU. Jeg vil gerne her undskylde for den udtalelse, både overfor Den Blå Avis og overfor DASU. Det har naturligvis intet på sig og jeg beklager meget den udtalelse".


Elgaard fik sin første finale sejr i år.
(Foto: Jeppe Rimmen)

Men en startplacering som nr. 14 tog ikke modet fra Casper Elgaard. "Mit mål med prefinalen var at slutte på en 5. plads, selvom det ville blive svært", fortæller han. Da starten gik lavede Casper Elgaard sæsonens bedste start, og på vej gennem første sving lå han på en 6. plads. Dermed virkede 5. pladsen nu mere end realistisk. Specielt fordi Jason Watt havde en strafbane tilgode for en forseelse i shoot-out'en. Senere rykkede Casper Elgaard op på 4. pladsen, da Martin Jensen og Henrik Lundgaard havde kontakt og Lundgaard spandt rundt.

"Det virkede måske lidt let der, men jeg var faktisk heldig", beretter Casper Elgaard, "for at undgå at køre ind i Lundgaard havnede jeg selv i græsset og var inde og kysse barrieren".

I finalen startede Elgaard som 2'er og kom hurtigst afsted. Lige bag ham lå holdkammeraten John Nielsen, der sørgede for at ingen andre kom i nærheden. "Det var flot arbejde af John", siger Casper Elgaard, "vi styrede løbet. Og det var dejligt at vinde en finale. Selvom man får ligeså mange point, er det nu rart at stå øverst på podiet. Så alt i alt endte det som en rigtig god dag".


Elgaard og Nielsen i søndagens finale.
(Foto: Jeppe Rimmen)

For de andre kørere i Team Essex blev det også til en lidt blandet weekend. For teamchef John Nielsen startede det med at han røg ud i anden shoot-out runde om lørdagen. "Min 3. plads i mesterskabet er så godt som sikret, så jeg tillod mig at prøve noget nyt i opsætningen", fortæller John Nielsen, "Selve løbet blev noget kaotisk. Det røde lys slukkede, og så tændte det igen. Jeg nåede at køre lidt, men stoppede da lyset kom igen. Så slukkede det igen og så brød kaos løs. Jeg blev ramt af Ronnie Bremer, men det er virkeligheden på grund af det med lyset. Når sådan noget sker, bør der være omstart. De røde flag skal simpelthen ud med det samme", siger John Nielsen, der sluttede pre-finalen på en 9. plads. I finalen blev det vekslet til en 3. plads.

Om søndagen gik det bedre for John Nielsen, der blev nr. 2 i både pre-finale og finalen. "Før pre-finalen bestemte jeg mig til, at jeg ikke ville gå på ydersiden af Magnussen, hvis vi kom afsted samtidig. Og det gjorde vi, så jeg lagde mig bag ham. Og så kørte vi stærkt - meget stærkt. Det var som at køre kvalifikationsomgange hver gang. På et tidspunkt rammer jeg en kerb og må lige bruge et par omgange på at finde ud af om der er sket noget med bilen, men det er der ikke. Jeg kommer igen op til Magnussen, men der bliver aldrig mulighed for at sætte angrebet ind", fortæller John Nielsen.


John Nielsen i kamp med Henrik Lundgaard.
(Foto: Jeppe Rimmen)

I finalen startede John Nielsen som nr. 4 - lige bag Casper Elgaard - og gennem første sving var de to Essex racere i front. "Jeg havde masser af speed i bilen, men min opgave var at sørge for, at Casper kunne køre sit eget løb og vinde".

For de to kørere hos Team Essex Development var weekenden også noget blandet. Philip Andersen vandt DTC cuppen om søndagen og har før finalen midt i oktober en pæn føring i det mesterskab. "Jeg er meget godt tilfreds med weekenden", siger Philip Andersen, "lørdag blandede jeg mig i toppen og søndag vandt jeg i finalen og kom øverst på podiet".


Philip Andersen havde en god søndag i Padborg.
(Foto: Jeppe Rimmen)

Men det er ikke kun DTC cuppen der interesserer Philip Andersen. I den samlede stilling ligger han på en 8. plads. "Det er min hensigt at være med fremme i det generelle klassement, og det går jo fint", siger han.

For René Rasmussen blev det ikke nogen god weekend. Lørdag kom han aldrig rigtig ud at køre, da bilen gik i stykker, og man var løbet tør for reservedele. Til søndagens shoot-out gik det bedre.

"Mit mål er at komme med i anden runde af shoot-out'en" siger René Rasmussen, "og det var tæt på at lykkes. Men så fik jeg fjernet mine to bedste tider for påkørsel af flabs. Ellers var jeg blevet nr. 14".

"Generelt var der mere speed i bilen om søndagen, men i prefinalen mistede jeg placeinger på grund af en strafbane. Og i finalen blev jeg ramt af Pontus Mörth i starten. Jeg valgte at køre videre, selvom jeg var et par omgange bagefter", slutter René Rasmussen.


René Rasmussen havde god speed i bilen, men heldet havde han glemt derhjemme.
(Foto: motorsporten.dk)

DTC finalen køres den 15. oktober på Jyllands Ringen, og her bliver det afgjort om Team Essex og Casper Elgaard kan vinde mesterskabet for tredie år i træk.

Team Essex

Læs mere om:
  • 23/09/06 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge - DM
  •