Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car - Gruppe 1

SSC gruppe 1 review

Special Saloon Car
Gruppe 1 

09/08/06 

-halvvejsrapport
Med 10 af 16 tællende løb, er mere end halvdelen af Special Saloon Car Challenge 2006 gennemført. Inden sæsonen havde få bemærket navnet Henrik Møller Sørensen, men Nissan Primera-køreren fra Vejle har med stabil og hurtig kørsel vist vejen og lagt sig lunt i spidsen af gruppe 1 og det samlede felt.
 

Foreløbig har 17 kørere deltaget, hvoraf 16 har scoret point, der totalt domineres af tidligere DTC-biler. Top-3 i pointene kører således denne type biler, mens et tilsvarende antal har vist tænder ved enkelte lejligheder. Henrik Møller Sørensen har som sagt lagt sig i front og med 6 løb og i alt 132 point tilbage, har han elimineret alle bortset fra fem andre kørere, der har mulighed for at vinde gruppe 1.


Solen har skinnet på Henrik Møller Sørensen, når der skulle køres løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Pointtavlen viser at Henrik Møller Sørensen har gennemført samtlige 10 løb – 4 sejre og 6 andenpladser – men det fortæller faktisk kun om en del om hans sæson. Undervejs har der nemlig været enkelte tekniske defekter eller afkørsler, men altid i træning eller tidtagning, men aldrig når der var point på spil. Generelt har Henrik Møller Sørensen været i skyggen af de to hvid/røde VestiVejlebo-Peugeot’er i direkte kamp, men da Henrik og ”verdens bedste mekanikere” har holdt Nissan’en kørende hele året, er resultatet en fortjent føring af både gruppe og samlet Challenge-opgør.
Blandt årets højdepunkter tæller Henriks indhentelse af den førende Johnny Vejlebo i åbningsløbet på Jyllands-Ringen. Pludselig var den gule Nissan i bak- og sidespejle på den førende og angreb gentagne gange over de sidste omgange dog uden at komme forbi. Ved Ring Djurslands SSC-festival fandt Henrik først farten til søndagens løb, hvor han indtil sidste sving lå til sejren. Her snoede Peter Vesti sig forbi, men i dagens andet løb vendte billedet og Henrik blev gruppevinder for anden gang i år.
Sejrene på Padborg Park og Sturup Raceway var relativ nemme sejre, men i Challenge-sammenhæng var Sturup vigtig. Maksimum point bragte nemlig Henrik Møller Sørensen i en afgørende føring i både gruppe 1 og i den samlede stilling. Teamet har vist at de kan køre med hovedet og har fokus på gruppeplaceringer, som i sidste ende afgør mesterskabet. Absolut godkendt indsats.


Ny bil til Ring Djursland, men Peter Vesti var fortsat manden der scorede de fleste point.
(Foto: Motorsporten.dk)

Peter Vesti kan fremvise 4 gruppesejre fra 7 starter og en foreløbig andenplads i gruppe 1. Toppunktet var absolut sejren på Padborg i maj, hvor resten af feltet blev reduceret til statister i den tidligere rallykørers mesterlige håndtering af våde baneforhold. Lavpunktet kom dagen efter samme sted, hvor Peter blandt flere andre blev fanget i at holde dæktemperaturen oppe længst muligt, men derfor aldrig nåede på banen.
På Ring Djursland blev den nyerhvervede Toyota Corolla DTC-bil debuteret med tre topscorer og en andenplads, hvorefter han og teamkammerat Johnny V. Nielsen valgte at regruppere, da konkurrenterne kørte på Sturup. Han er reelt eneste udfordrer til Henrik Møller Sørensen i gruppe 1, men med tre nulscorer har han en del at hente i efteråret.


Kim Morgan Jensen har budt forhjulstrækkerne på modstand i gruppe 1 med sin baghjulstrukne BMW.
(Foto: Motorsporten.dk)

Kim Morgan Jensen fortsætter stilen fra sidste år – hurtigt, stabilt og lige efter de bedste. Indtil videre har det resulteret i gruppesejren ved åbningsløbet, hvor Kim holdt sig uden for startuheldet. På Padborgs våde asfalt lå han til andenpladsen, men holdt hovedet koldt og ofrede andenpladsen til fordel for et step længere nede på podiet. Sturup bød på gearkasseproblemer, men stadig to sikre andenpladser. En mand der får det bedste ud af situationen.


Morten Schmidt var klar fra start og det kommer ham stadig til gode.
(Foto: Motorsporten.dk)

Morten Schmidt kører efterhånden på sin fjerde sæson i SSC og er dermed en af klassens mere erfarne. Ny motor og gearkasse har bragt ham tilbage i gruppens bedste halvdel, dog uden at være en trussel for DTC-bilerne. Golf II’eren er desuden stadig upåklagelig at beskue, så gerne flere af Mortens slags.


Niels Højby.
(Foto: Motorsporten.dk)

Niels Høiby er gruppens femmer – et bevis på at det betaler sig at være med, for som regel er Niels blandt feltets sidste i Jesper Sallys Super Cup-BMW fra sidste år. Pointene er scoret hvor de kunne blive det, med specielt Sturup som et højdepunkt. Her kæmpede Niels med flere konkurrenter, vel at mærke første gang, der blev indstillet på undervognen. Hvis køreren hygger sig med dét, kan vi andre også.


Mesteren og hans lærling: Jakob Borum og Mikkel Holch.
(Foto: Motorsporten.dk)

Jakob Borum er indtil videre sidste udfordrer til den førende Henrik Møller Sørensens føring. Den forsvarende Super Cup-mester har et 2-2 opgør i gang med Morten Schmidt i rollen som bedste ikke-DTC-bil. Et par missede løb gør det imidlertid svært at gøre gældende i det samlede regnskab.


Niels Christian Christiansen
(Foto: Anders Molin - Nimo Foto)

Yderlig 11 kørere har deltaget i gruppe 1 og her finder vi bl.a. gammel SSC-fan Niels Christian Christiansen. Til denne sæson har han således opbygget en fræk Renault Sport Clio. En fjerdeplads fra Padborg er bedste resultat, i en sæson der hidtil er løbet af sporet med gearkasseproblemer.


Johnny V. Nielsen tog konkurrenter på sengen fra start og snart også sig selv.
(Foto: Motorsporten.dk)

Johnny V. Nielsen vandt åbningsløbet, men har været plaget af tekniske problemer i en af feltets mest potente biler. Uheld har imidlertid forpurret hans sæson i en sjælden grad og dermed er hans sæson stort set allerede fokuseret på enkeltresultater – og i den genre burde Johnny have gode chancer.


Niels Davidsen havde en udmærket debut på Sturup.
(Foto: Motorsporten.dk)

At der er langt mellem resultaterne i bunden af denne gruppe er rallycrosskøreren Niels Davidsen et godt bevis for. To fjerdepladser på Sturup indbringer Davidsen den øjeblikkelige 8. plads i Jesper Ternvalts tidligere Renault Sport Clio.


(Foto: Motorsporten.dk) Erik Byrgesen,
(Foto: Jan Gripping)Claus Klostermann
(Foto: Team Holbæk)og Erik Skovbjerg startede alle sæsonen i gruppe 1, men af forskellige årsager har de scoret deres seneste point i gruppe 2, mens
Per Madsen
(Foto: Motorsporten.dk)
og Mikkel Holck er kørt ind i dyrt ødelagte motorer og dermed en tidlig sæsonafslutning.


Chris Poulsen
(Foto: Anders Molin - Nimo Foto)

Chris Poulsen, som er endnu en Super Cup-kører i SSC, har også kørt mellem problemer i sin Honda Civic og en enkelt sjetteplads fra festivalen er hans bedste resultat.


Marc Schubert og VW Jetta'en, hvor det blev til en sjetteplads.
(Foto: Mike Carlsen)

Hamburgeren Marc Schubert har deltaget i udvalgte løb uden større succes i sin VW Jetta,

(Foto: Motorsporten.dk)
mens Morten Troelsen stadig har til gode at gennemføre et løb i sin nu blå Peugeot 306.

Yderligere to DTC-biler har gæstet gruppe 1.


Martin Sally sparede ikke Mégane'en ved SSC Festivalen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Martin Sally Pedersen dukkede op som den berømte trold af en æske, da han lånte sin fars Renault Mégane ved SSC Festivalen. Uden for konkurrence vandt han tre af weekendens fire løb i gruppen efter minimal forberedelse.


Klas Høj kom hjem med en tredjeplads i gruppen som bedste resultat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Klas Høj dukkede ved samme lejlighed op i René Rasmussens Toyota Corolla og vandt ganske vist intet, men var en af weekendens gladeste mennesker i en kørsel der var hans egen 50 års fødselsdagsgave.


Bo Andersen i Opel-klassiker.
(Foto: Jan Gripping)

Ved samme lejlighed udførte Bo Andersen sin egen variant af langdistanceløb. Med fire starter i SSC og to i Historisk 1976, gennemførte han 71 løbsomgange over to dage - og så målflaget hver gang!

Jesper O. Hansen