Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

Øget kamp om førstepladserne i langdistanceløb

Danish Endurance
Championship 

25/06/06 

DEC - Danish Endurance ChampionshipKampen bliver mere jævnbyrdig i Danish Endurance Championship
Der var øget kamp om førstepladserne i samtlige tre klasser, da lørdagens Sankt Hans-løb på Ring Djursland dannede rammen om anden afdeling af Danish Endurance Championship. Hvor premiereløbet for halvanden måned siden havde givet forholdsvis overlegne sejrherrer, måtte vinderne denne gang kæmpe mere og kæmpe længere, inden deres førstepladser var i hus.
 

Den vel nok tætteste kamp oplevede man i den mellemste klasse for biler fra 1601 til 2000 cm3. I løbet første halvdel var der således intet afgjort på forhånd mellem Jens Enemark, Kruså, og Martin Clausen, Skærbæk. De to sønderjyder var sjældent mere end 7-8 sekunder fra hinanden, og det var først, da de begge dykkede i pit på den 96. omgang for at tanke, at der opstod større afstand mellem dem. Mens Martin Clausen kunne overlade rattet til Ulrik Larsen, Asperup, som kvitterede med at lægge sig i front af klassen, fik Jens Enemarks makker, Jesper Kristoffersen, København, også nye dæk på bilen, hvilket satte mandskabet en omgang tilbage.

Jesper Kristoffersen fik blandt andet i forbindelse med en safety car-periode kørt noget af det tabte ind, men da han senere måtte i pit for at tanke og overgive bilen til Jens Enemark, satte man så lang tid til, at Ulrik Larsen ved at sætte tempoet ned, at han kunne spare et ekstra pitstop og dermed vinde klassen med et forspring på to omgange.

I den mindste klasse for biler op til 1600 cm3 svingede føringen alt efter, hvornår de enkelte teams var i pit. Sejren gik til Tommy Schröter/Per Rosenkilde-Hansen/Casper Kirk Kristiansen, Vojens/Vojens/Martofte, men trioen skulle heller ikke have begået mange fejl, for så ville to andre hold have taget sejren. Blot to omgange efter fulgte Werner Wounlund/Bjørn Larsen, Ishøj/Greve, som dog til sidst måtte kæmpe hårdt for bare at sikre sig andenpladsen i klassen. Blot tre sekunder efter dem over målstregen fulgte nemlig Steffen Larsen/Henrik Poulsen/Nick Reimersø, Ishøj/Taastrup/Taastrup, på tredjepladsen!

Den generelle sejr og førstepladsen i klassen for biler over 2000 cm3 gik også denne gang til Team Lindholm Bilers heftige Porsche, hvor Lasse Jakobsen/Martin Kristensen, Thisted/Viborg, denne gang havde fået selskab af Henrik Bollerslev, Viborg. Men denne gang fik Porsche-mandskabet mere kamp til stregen, idet Jens Ole Mathiesen/Michael Outzen, Grindsted/Ringe, formåede at følge dem tæt over den første fjerdedel af løbet, selv om de som løbet skred frem også satte omgange til i forhold til den senere vinderbil.

Næste afdeling af Danish Endurance Championship køres på Padborg Park i Sønderjylland søndag den 20. august.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 24/06/06 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship
  •