Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Intens løb med flad slutning

Formel 1 
28/05/06 

Endnu en sejr til Alonso
Efter gårsdagens dramatiske begivenheder var ingen sikre på hvad de helt kunne forvente af årets løb i Monaco. Men efter 78 omgange kunne Fernando Alonso køre over stregen som vinder af endnu et løb, og samtidig udbygge sin føring i VM til 21 point.
 

Løbet startede ellers i fin form med fire biler - Alonso, Webber, Raikkonen og Montoya, der slap afsted fra resten af feltet og kørte deres eget løb. Raikkonen kom hurtigt forbi Webber, og derefter var der stilstand i toppen. Selv ikke to runder af pitstop kunne ændre meget på hvordan placeringern så ud blandt de bedste.

Længere nede i feltet var der også samlet flere klumper af biler, der kæmpede om placeringer. Michael Schumacher der startede bagerst fik langsomt arbejdet sig op gennem feltet. Takket være en et-stops strategi, overhalinger og held med udgåede biler til sidst, kunne tyskeren rejse hjem med en 5. plads i bagagen.

I front af feltet kom der en del dramatik. Først udgik Webber med sort røg væltende ud af bilen. Det bragte Safety Car på banen, og mens den cirkulerede, led Raikkonen samme skæbne. Mens Webber tydeligt var rasende virkede Raikkonen resignerende, han har tydeligvis opgivet alt håb for denne sæson.

Juan Pablo Montoya arvede på den måde 2. pladsen i løbet, men var for langt fra Alonso - og havde for mange biler imellem dem - til at han kunne gøre noget. I stedet kørte han placeringen og de otte point hjem.

Ny mand på 3. pladsen var Jarno Trulli. Men også han måtte udgå med motorproblemer. Det betød at David Coulthard til sidst fik den sidste podieplads, og på den måde fik lejlighed til at lufte sin Superman kappe! Pladsen kunne iøvrigt været gået til Christian Klien, der lå foran Coulthard, da han udgik.

Rubens Barrichello blev med 4. pladsen bedste Honda mand. Brasilianeren er ved at få sat sig i førersædet i det team, mens Jenson Button virker en anelse svag. Michael Schumacher gav løbet lidt spænding på sidste omgang da han kom med et enkelt angreb på Barrichello, men forbi kom han ikke.

De sidste placeringer gik til Fisichella foran Heidfeld og Ralf Schumacher. Ingen af disse imponerede i nævneværdig grad.

Tidligt i løbet var der en del intensitet, men alle de frafald der kom i toppen ødelagde løbet en del. Der var ikke længere nogen trussel mod Alonso's sejr, dertil var der for meget trafik for Montoya.

De to runder af pitstop ødelagde også det gode flow der var i starten af løbet, så det hele endte i et antiklimaks, ærgeligt når der var så gode takter i starten af løbet.

Med 21 points forspring ligner Fernando Alonso allerede nu en verdensmester i indeværende sæson. At der skulle blive vendt ret meget op og ned på styrkeforholdet i Formel 1 er der ikke meget der tyder på. Og med kun to points forskel på en sejr og en 2. plads, kan Alonso tillade sig mange 2. pladser resten af sæsonen med det forspring han har.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 28/05/06 - Monte Carlo - Formel 1 - FIA F1
  •