Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Padborg Open preview

Special Saloon 
18/05/06 

-spændende løb i vente
Efter tre ugers pause er det atter tid til løb for Special Saloon Car, men tiden har langt fra stået stille for klassens deltagere. Reparationer, testkørsler og langdistanceløb er nogen af de ting, der har stået på programmet inden det går løs til weekendens Padborg Open.
 

Der er måske kun lidt over 10 km mellem Hjørring og fiskerbyen Hirtshals, men d'herrer Niels Christian "Nille" Christiansen og Gunnar Larsen har ikke haft meget tid til visit hos hinanden siden Jyllands-Ringens åbningsløb i slutningen af april. De to endte med et par af feltets mest tilredte biler efter startsammenstødet i søndagens løb og siden da har der været arbejdet i de respektive værksteder.


"Nille's" Renault Clio fik et skævt look ud af uheldet, mens Per Madsen passerer.
(Foto: Motorsporten.dk)

"Nille's" Clio viste sig at være skadet på både for- og bagbro, bærearme, samt karosseridele som skærme og kofangere. Efter diverse reparationer og udskiftninger er bilen nu tilbage i samme tilstand som før åbningsløbet. Der har ikke været tid til test, så holdet kan først begynde at indstille undervognen på Padborg, men "Nille" har lovet "at gi den gas!"


Starten på mange timers arbejde er netop startet for nummer 203 Gunnar Larsen i den sorte Ford.
(Foto: Motorsporten.dk)

For Gunnar Larsen er arbejdet på Ford Sierra Cosworth'en endnu ikke færdigt, men ud over de omfattende reparationer, er der også fulgt en række forbedringer, der alt sammen har taget tid. Hele næsepartiet er således udskiftet fra inderst til yderst, ligesom en skadet ladeluftkøler og køler. Ved den lejlighed blev det besluttet også at udskifte selve turboladeren med en større model - et skifte der var tiltænkt til senere på året. Også bilens for- og bagklap blev skadet og er nu erstattet af glasfiberkopier, der hver især sparer omkring 10 kg. Med diverse andre lettelser er bilen blevet ca. 40 kg lettere end på Jyllands-Ringen, så al arbejdet ser ud til at have givet Gunnar en mere konkurrencedygtig bil.


Jens Ole Mathiesen får mulighed for at tage dysten op med gruppe 2's andre BMW'er. På Jyllands-Ringen måtte han opgive at komme til start, med ødelagt motor.
(Foto: Motorsporten.dk)

Førende kører i pointstillingen, Jens Hansen i BMW M3 GTR med V8-motor, får nok at se til. Ved den nylige testdag på Ring Djursland, kørte Jørgen Hansen og Jens Ole Mathiesen næsten lige op i deres 6-cylindrede BMW'er, der ligesom Jens Hansen kører i gruppe 2.


Gruppe 1 biler var med helt fremme ved åbningsløbet. Her starter Peter Vesti foran Johnny Vejlebo. Henrik Møller Sørensen stikker næsen frem fra anden række i den gule Nissen og kun Jens Hansen blander sig fra den store gruppe 2.
(Foto: Motorsporten.dk)

Blandt gruppe 1-bilerne må Johnny Vejlebo og Peter Vesti's Peugeot 306'ere, samt Nissan Primeraen med Henrik Møller Sørensen regnes som favoritter, men i motorsport kan meget ske og andre kan blande sig på gode dage.

Som ved Jyllands-Ringens åbningsløb starter SSC-feltet i fælles start med deltagerne i den nye Gruppe N National 2 Yokohama Cup, så der kan ventes trafik og overhalinger banen rundt. Der er træning lørdag formiddag 10:30-10:50, tidtagning først på eftermiddagen kl. 13:40-14:00, afsluttende med første af to løb kl. 16:25. Anden afdeling følger søndag formiddag fra kl. 10:30.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 21/05/06 - Padborg Park - Special Saloon
  •