Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Sæsonstart med dramatik

Special Saloon 
02/05/06 

-Jyllands-Ringens åbningsløb
27 Special Saloon Car-kørere var mødt op til årets første løbsweekend. Tilsat yderligere 9 gruppe N2-biler, var der derfor fra start kamp om pladsen på asfalten, hvilket kom til at sætte sit præg på resultaterne. Johnny Vejlebo og Jens Hansen blev fortjente vindere af de to løb, men andre navne kunne med mere held have endt weekenden øverst på skammelen.
 


"Feuer und Flamme" ville de sige i den tyske STT-serie, hvor Johannes Graversen normalt kører.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ikke overraskende var gruppe 1 størst med 16 deltagere, men gruppe 2 havde samlet hele 11 biler, så der var udsigt fra start til maksimale point til begge gruppevindere. Jens Ole Mathiesen i den forsvarende Challenge-vindende BMW M3 fra 2005, måtte definitivt trække sig fra legen allerede efter lørdagens formiddagstræning med ødelagt motor. De øvrige deltagere sloges med en meget kold asfalt og de sidste rester af vand fra nattens regn, i en session, der blev domineret af Johannes Graversen i overlegen stil.

Til eftermiddagens tidtagning var temperaturerne steget og tiderne faldt da også med flere sekunder for de fleste deltagere. Imidlertid gjorde en række uheld at næsten 2/3 af de 20 minutter blev kørt med gule flagzoner delvist eller hele banen rundt. I én af dem blev hurtigste mand, Johannes Graversen, fanget med udelukkelse til følge og dermed en startplacering bagerst i feltet.
Nu kunne Jørgen Hansen fejre sin Special Saloon-debut som hurtigste mand og i gruppe 2, efterfulgt af de to Peugeot'er med Peter Vesti og Johnny Vejlebo, som hurtigste gruppe 1-kørere.


Special Saloon Cars anno 2006 - biler så langt linsen rækker. Johnny Vejlebo (t.v.) og Jørgen Hansen fører an.
(Foto: Motorsporten.dk)

1. løb
Et hektisk løb, der vindes af Johnny Vejlebo, mens konkurrenter bliver fanget på det forkerte ben. Stop & go-straffe til nærmeste konkurrenter Jørgen Hansen (tyvstart) og Peter Vesti (overhaling i gul flagzone), mens feltets absolut hurtigste mand, Johannes Graversen, udgår med en slange til turboen der springer af. Det levner plads til Henrik Møller Sørensen og gruppe 2-vinder Jens Hansen på de næste pladser.

Kørt før startsignalet bliver givet kryber Jørgen Hansen en anelse og inde længe får han signal om sin stop & go-straf. Han holder dog en kneben førsteplads foran Johnny Vejlebo og Peter Vesti over de første omgange. Jens Hansen følger efter, men allerede på fjerde omgang må han se Henrik Møller Sørensens Nissan passere. På samme tid soner Jørgen Hansen sin straf og falder tilbage på sjettepladsen mellem Jakob Borum og Erik Byrgesen.
Selvom Vejlebo/Vesti-duoen fører midtvejs er Henrik Møller Sørensen nu hurtigste mand på banen og på starten af ottende omgang kan han udbremse Peter Vesti for enden af langsiden. Sidstnævnte har på dette tidspunkt fået besked om sin straf, der koster yderligere en placering før han kan køre i mål på løbets samlede fjerdeplads efter gruppe 2-vinderen Jens Hansen.
Johnny Vejlebo og Henrik Møller Sørensen har nu indledt kampen om førstepladsen over de sidste omgange. Til tider er trafikken af langsommere biler tæt, mens de to førende snor sig ind og ud gennem trafikken. På et tidspunkt ser det ud til at Nissan-køreren skal ende som vinder, da den hvide Peugeot bliver fanget bag to langsommere kørere. Vejlebo tager imidlertid græsrabatten på publikumslangsiden i brug og får akkurat næsen foran Møller Sørensen. Rækkefølgen holder til mål i en af weekendens tætteste opgør.

2. løb

Startuheldet i en række billeder.
(Foto: Motorsporten.dk)



(Foto: Motorsporten.dk)


Her er Henrik Møller Sørensen og Jakob Borum allerede afsted igen, mens Peter Vesti stadig holder stille.
(Foto: Motorsporten.dk)


Niels Christian "Nille" Christensen (t.v.) var blandt de mere uheldige og fik ødelagt baghjulsophænget på sin ellers pletfrie Renault Clio.
(Foto: Motorsporten.dk)

En ualmindelig rodet oplining af bilerne, gør bremser og dæk kolde og resultatet bliver en massesammenstød i startsvinget. Johnny Vejlebo og Jens Hansen slipper uhindret forbi, men få hundrede meter sætter Vejlebo sig selv af for enden af publikumslangsiden. Nu ligger vejen åben for Jens Hansen og hans første samlede SSC-sejr. Kim Morgan Jensen bliver samlet toer og vinder dermed gruppe 1, mens Johannes Graversen endnu engang kører sig op fra bunden af feltet til den samlede tredjeplads.

23 SSC-biler er klar til søndagens løb, men en ualmindelig rodet oplining forsinker starten betragteligt. Det foregående DTC-løb bliver flaget af cirka 16:35 og først 16:55 kan SSC-feltet sendt af sted. I mellemtiden er gridden linet op to gange i forskellige rækkefølger, der i sidste ende lyder Vejlebo, Vesti i første række, en manglende Jørgen Hansen i anden række med Henrik Møller Sørensen i yderbanen, mens Jens Hansen og Erik Byrgesen udgør tredje række.

Johnny Vejlebo laver en kopi af lørdagens start og belønnes denne gang med førstepladsen, mens Jens Hansen bruger løs af BMW's kræfter og indtager andenpladsen. Bagved har Peter Vesti fået en dårlig start, hvilket bringer Henrik Møller Sørensen og Jakob Borum meget tæt på hinanden i startsvinget. Alt for tæt for meget snart står alle tre biler på tværs med de resterende 28 biler i hælene. Resultat bliver yderligere buler til en lang række vogne. Alt i alt må 9 biler stoppe deres videre deltagelse hvoraf størstedelen kan køre fra uheldsstedet ved egen kraft, imens banens safety car er begyndt at samle feltet bag sig.

På tredje omgang slippes de tilbageværende 22 biler løs, men den førende Jens Hansen et halvt minut foran bunden af feltet, hvor Peter Vesti og Johannes Graversen cirkulerer, da startstregen krydses!
Jens Hansen kan uden problemer trække fra feltet, der anføres af Mikkel Holch i Honda Civic fulgt af Morten Schmidt, Kim Morgan Jensen, Jakob Borum, Henrik Møller Sørensen og Erik Byrgesen. Da bolcheposen er rystet gevaldigt, begynder der snart at blive byttet placeringer. Mikkel Holck må hurtigt lade en håndfuld kørere forbi, da materiellet trods alt ikke er til topplaceringer i gruppe 1. Andenpladsen bliver nu en kort dyst mellem Morten Schmidt og Kim Morgan, mens Henrik Møller Sørensen er lidt længere i optrækket denne gang, men også han når forbi Schmidt før målflaget kommer ud.


Gruppe 2-vinder Jens Hansen og treer Frederik Holm og en manglende Johannes Graversen. Sidstnævnte udeblev fra præmieoverrækkelsen i protest.
(Foto: Motorsporten.dk)

Mod slutningen taber Jens Hansens nye BMW kræfter og Kim Morgan Jensen trækker hastigt snøren ind, men for sent til at blive samlet vinder. Johannes Graversen slutter på tredjepladsen og også han kunne let have vundet med yderligere en omgang, men der skal timing til at være hurtigst over 11 omgange og Jens Hansen klarede den opgave bedst.

Gruppe 1


VestiVejlebo Racing satte sit præg på weekenden. Her holder Johnny Vejlebo forrest, med Peter Vesti på yderbanen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Johnny Vejlebo vandt knebent første løb foran Henrik Møller Sørensen, der kørte et rigtig godt løb. Møller gentog resultatet søndag, mens Vejlebo satte sig selv af i et solouheld.


Henrik Møller Sørensen i den gule Nissan var blandt weekendens hurtigste kørere. Her presser han Jakob Borum, mens Erik Byrgesen, i baggrunden, kørte sit hidtil bedste SSC-løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Nu blev det i stedet Kim Morgan Jensen, der løb af med sejren efter en femteplads i første runde. Peter Vesti var nok den der fik mindst ud af indsatsen. I første løb måtte han en tur forbi pitten og et strafsekund for overhaling i gul flagzone, mens han om søndagen var en af hovedaktørerne i startuheldet, der kostede ham meget tid.



(Foto: Motorsporten.dk)

Gruppen har i år fået tilgang af Honda-kvartetten Jakob Borum, Mikkel Holch, Chris Poulsen og Erik Skovbjerg, der alle kommer fra Super Cuppen. Borum kørte en flot fjerdeplads hjem i første løb, men måtte udgå af andet. Hér førte Holch gruppe 1 indtil mere potente biler tog over, men det blev alligevel til en flot fjerdeplads i løbet. Poulsen sloges med elektronikken hele weekenden og hans ottendeplads om søndagen blev eneste resultat. For Skovbjerg blev det til to udgåelser, men der er absolut kommet fart i Accord'en.
Niels Christian Christensen sloges i begge løb med dårlige startplaceringer, men kørte sig godt op til sjettepladsen i første løb, blot for at blive sat af i andet løbs startuheld.
Erik Byrgesen havde også en blandet weekend, der bød på en utidig straf i første afdeling og en femteplads i sit hidtil bedste SSC-løb. Morten Schmidt er ene Golf 2'er i årets felt, men med tidligere Golf-kører Tom Rørvig som sponsor og det rakte til stabile omgangstider og en flot tredjeplads i søndagens løb. Også om lørdagen var han fremme, men måtte her nøjes med sjettepladsen.
BMW-kørerne Claus Klostermann og Niels Høiby fik kun bundplaceringer ud af lørdagens løb og måtte udgå med henholdsvis gearkasseproblemer og skader om søndagen, men der skal nok komme mere fra specielt Klostermanns 325i.
Morten Troelsen og Per Madsen fik ikke ret mange omgange til at vise noget og må vente til Padborg Park om tre uger til at komme igen.
Den konstante rosin i pølseenden var absolut tyske Marc Schubert og hans usædvanlige racerbil af en VW Jetta.


Der er desværre ikke lyd på billeder, så kom og oplev det selv næste gang Jens Hansen lufter sin BMW M3 GTR med V8-motor.
(Foto: Motorsporten.dk)

Gruppe 2
Jens Hansen vandt gruppen i begge løb takket være stor stabilitet Det var imidlertid Jørgen Hansen der viste vejen i første løb, mens Johannes Graversen fik vist potentialet i sin Fiat X1/9 Turbo i andet løb. Imidlertid måtte de begge nøjes med andenpladsen i de respektive løb.
Hans Elnegaard fik sin Lotus Elise på podiet i første løb, men måtte overgive sig til modstanderne i andet løb. Hér var det Frederik Holm der indtog tredjepladsen, efter en fjerdeplads i første løb. Dermed blev han også uofficiel vinder af Renault Clio Trophy, da Andreas Kjærgaard måtte springe lørdagens løb over og se sig overhalet af Frederik i søndagens løb.


Frederik Holm var blandt weekendens mest stabile kørere og kom hjem med 2 x 12 point i en bil "der er lige så bred, som den er lang".
(Foto: Motorsporten.dk)

Gunnar Larsen og Kenneth Jensen blev begge ofre i søndagens "stormøde" i startsvinget, men de to havde allerede dystet tæt om lørdagen, hvor Gunnar kom forbi på sidste omgang og dermed ind på femtepladsen. Ronnie Brandt blev sidste pointscorer med en syvendeplads i første løb.
Nicolai Sørensen måtte nøjes med bare 9 omgange hele weekenden før Ford'en ødelagde et stempel på første omgang af første løb. Endnu kortere blev Jens Ole Mathiesens løb, der allerede fik motorproblemer i træningen.

En vellykket premiere på årets Special Saloon Car Challenge, med mange flotte biler og spændende oplevelser til følge, men også et par men'er. Løbsdommeren ødelagde Erik Byrgesens løb om lørdagen, med en dom der ikke burde være dømt, startopstillingen til søndagens løb var en langtrukket farce, der indirekte førte til startuheldet og den til tider store fartforskel mellem deltagerne øgede flere køreres puls. Tillæg her at mange af Special Saloon Car og den nye gruppe N2 er enten forholdsvis nye kørere, eller kørere som ikke tidligere har kørt mod hinanden og derfor ikke kender hinandens kørervaner. Det er til alle tider en farlig cocktail, men generelt blev der passet på hinanden.

Næste gang Special Saloon Car Challenge 2006 kører er ved Padborg Open den 20.-21. maj, men allerede weekenden forinden kan en række af bilerne opleves ved Ring Djurslands testweekend.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 30/04/06 - Jyllandsringen - Special Saloon
  •