Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Nu får Team Essex egen fanklub

Danish
Touringcar
Challenge 

21/04/06 

Når Team Essex i morgen ruller ind til den store DTC-præsentation på Store Torv i hjertet af Århus, er det ikke bare teamets kørere og nye biler, man kan præsentere.
Mesterskabsteamet har også en ægte nyhed i ærmet.
 

"Som det førende team i Danmark har vi fået mange forespørgsler på en fanklub, og sådan en har vi også været meget interesseret i at få," siger teamchef John Nielsen. "Vi har nemlig ikke lyst til kun at se blå røg og Magnussen-flag, når der bliver kørt DTC-løb, så vi vil også have vores fanklub, der kan støtte Team Essex."

Idémændene til den nye fanklub, der kommer til hedde Nitros, er fynboerne Daniel Schlytter og Lars Christian Hostrup-Schultz. De arbejder bl.a. med hjemmesider i det daglige, og det kommer også til at udgøre et centralt element i Nitros.


De to initiativtagere til Nitros: Lars Christian Hostrup-Schultz og Daniel Schlytter.
(Foto: Mikkel Wangsgaard)

"Vi er fans af Team Essex og er vilde med sports her på reklamebureauet, hvor vi arbejder, og derfor vil vi gerne kombinere det," fortæller Lars Christian Hostrup-Schultz. "Vi vil gerne give andre motorsportsfans mulighed for at være en del af Team Essex og føle den helt specielle stemning, der er, når Team Essex fyrer den af. Det er blevet lidt af en slags besættelse for os, og den vil vi gerne give videre til andre mennesker."

Om baggrunden for fanklubbens navn siger Daniel Schlytter: "Jeg har tænkt på mange forskellige forslag, og Nitros kom bare ud af den blå himmel. Nitros er noget, der bare eksploderer, og hvor der er fart over feltet, og da Team Essex jo er med i allerforreste række, var det et oplagt valg."

De to klubgrundlæggere har mange planer på tegnebrættet, lige fra Team Essex cheerleaders ved løbene, over møder og foredrag med kørerne til en hjemmeside, der skal gøre det nemmere for teamets mange fans at lære hinanden at kende.

"Det bliver en hjemmeside, hvor man ikke bare kan gå ind og oprette sig anonymt," forklarer Lars Christian Hostrup-Schultz. "Man skal oprettes som medlem, og man får først lov til at deltage i chatten på hjemmesiden, når man er blevet oprettet med foto, navn og andre oplysninger. Ideen er nemlig, at vi vil skabe en forening, hvor man kan stifte bekendtskab med hinanden, og det gør man jo blandt andet ved at sætte ansigter på folk. Vi skal skabe en hel lille familie."

De to fynske initiativtagere har gjort sig mange tanker om, hvad Nitros kan udvikle sig til. Men noget entydigt mål vil man ikke sætte på fanklubben.

"Vi går ikke efter mængde. Vi vil hellere have 30 aktive og seriøse medlemmer, som kommer til løbene, end at have 250 passive og useriøse medlemmer. Men lad os håbe, at det bliver til nogle flere," siger Lars Christian Hostrup-Schultz, der sammen med Daniel Schlytter naturligvis er med på Store Torv i Århus i morgen.

Rita Kløve Hansen


Læs mere om:
  • Team Essex
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her