Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Flot afslutning for Lars Bækkelund og Arne Pagh

Historisk Rally 
02/02/06 

Tidligt onsdag morgen sluttede den niende udgave af Rallye Monte-Carlo Historique, og det blev en flot afslutning for Lars Bækkelund, Horsens, og Arne Pagh.
 

De var i løbets indledende fase blevet sat alvorligt tilbage af tekniske problemer, men topplaceringer i de tre afsluttende pålidelighedsetaper under de lange knives nat betød, at holdet rykkede fra en 259. til en 220. plads.

"Det viste, at det var helt rigtigt, da vi i fredags besluttede os for at fortsætte frem for at opgive på grund af den defekte gearkasse," siger en glad Arne Pagh fra Fyrstendømmet, hvor han sammen med Lars Bækkelund for første gang har fået lejlighed til at nærlæse resultaterne for de 350 mandskaber, som har startet løbet.


Lars Bækkelund og Arne Pagh opnåede intet mindre end otte top 20-placeringer på de tretten pålidelighedsetaper, som udgjorde årets Rallye Monte-Carlo Historique.

I otte af løbets tretten pålidelighedsetaper sluttede parret i top 20. I fire af dem var de tillige i top 10, og så var der højdepunktet, nemlig etapesejren på løbets syvende etape. Men at deres samlede score nåede op på 133.862, skyldtes de 110.000 strafpoints, som holdet fik for at misse en række kontroller fredag og lørdag, samt en god del af de 20.000 strafpoints, de måtte indkassere på den kaotiske Sisteronetape.

"Inden vi tog herned, var jeg selv ret forbeholden for mulighederne for en god placering, men med det, vi har vist, er det absolut realistisk," indrømmer Arne Pagh. "Resultatet er simpelthen kanon. Det er mere end til at vinde, for bare man kan holde sig i top 30, så ligger man til en placering i top 10. Det kan vi kun være rigtigt godt tilfredse med, og vi er glade for, at vi har kæmpet os igennem."

"Jeg synes, at det er gået rigtig godt, men det irriterer mig, at sådanne nogle fjolser kører fast," siger Lars Bækkelund med henvisning til tirsdagens Sisteronetape. "Vi kunne sagtens have kommet igennem, men vi kunne nu engang ikke køre hen oven over dem, som holdt stille. Alt andet end at slette prøven, havde været uretfærdigt. Men ellers synes jeg, at løbet er gået rigtig godt for os, og det kan faktisk ikke blive bedre."

Netop i nat leverede Lars Bækkelund og Arne Pagh nogle af deres bedste resultater. Det startede med en 16. plads på nattens første pålidelighedsetape, hvor de måtte overhale mange konkurrenter, som ikke kunne holde tempoet. På den anden pålidelighedsetape blev det til deres næstbedste resultat med en tredjeplads og 15 strafpoints svarende til 1,5 sekunds tidsafvigelse.

"Den sidste etape var den berømte etape Col de Turini, hvor vi kørte alt det, vi kunne, men alligevel kniber det at være med. Der er mange steder, der er isglat på grund af smeltevand, som er frosset igen, og på et tidspunkt var vi 1.100 meter bagud, hvilket svarer til næsten to minutter, men det lykkedes os da at få kørt det meste ind igen," fortæller Arne Pagh om den sidste pålidelighedsetape, der alligevel resulterede i en niendeplads. Specielt afslutningen på løbet var en stor prøvelse for Lars Bækkelund.

"Det var meget glat i nat," forklarer manden bag rattet, "og der var flere steder, hvor smeltevandet havde revet sten og klippestykker ned på vejen. Vi sagde hjemmefra, at sne og dårligt vejr ville være vores chance, og det har vi også bevist. Vi kørte ikke på grænsen, men vi gjorde det nok mere spændende end de fleste turister i løbet."

Lige nu er Lars Bækkelund og Arne Pagh turister i Monaco, hvor de kikker på byen og nyder det gode vejr, men i aften går det løs igen. Så skal de have fundet smokingen frem, så de sammen med løbets andre deltagere kan være med i den afsluttende gallafest i Salles des Etoiles i Sporting Monte-Carlo.

Korte fakta:

  • Otto og Britta Kristensen, begge Roskilde, blev bedste danske hold i Rallye Monte-Carlo Historique. De sluttede på en 29. plads.
  • Debutanterne Henning Hjorth, Bagenkop, og Roar Eriksen, Hørsholm, slap med en 98. plads blandt de 100 bedste hold.
  • Efter at gearkassen natten til lørdag blev skiftet på Lars Bækkelunds og Arne Paghs røde Fiat 128 SL Coupé har den ingen problemer været med bilen, som efter en vask og en polering vil være klar igen.

    Morten Alstrup


    Læs mere om:
  • 22/01/06 - Monte Carlo - WRC
  •