Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Sådan gik det for Troels i 2005

Rally 
20/11/05 

Hvis du nu tror, at jeg remser hvert eneste resultat og hastighedsprøve i diverse motorløb op, som Michael og jeg har kørt i 2005, så bare rolig. Det gør jeg ikke.
 

Næh, jeg vil hellere fortælle lidt i generelle vendinger om årets store oplevelser i historisk rally. Oplevelser som jeg har haft med min søn Michael og mine 2 pragtfulde venner fra Mini klubben, Jens og Roar Rasmussen, der passer Mini'en i servicepauserne. De har undervejs været beskidte, meget våde, varme og kolde, men altid smilende. Og så kører de Mini i samme farve som min egen!

Og den første store rallydag kom med turen til Hässleholm 30. april/1. maj, hvor vi skulle køre rallysprint på Svensk. En af gutterne i Lars Bækkelunds team har lige tilfældigvis en far og mor, som ejer en hamrende lækker ødegård 20 min. kørsel fra Hässleholm. Og vores team blev inviteret med til at bo der.

Jamen, så kunne jeg da lave aftensmad og morgenmad til gengæld for værtskabet. Det vil sige, Jean lavede det hele hjemmefra og jeg skulle blot varme/putte i ovnen. Perfekt! Vi havde det dejligt sammen med Lars og kompagni. Netop i de dage strålede solen som var det sommer lige midt i Skåne. Det var det eneste sted i Skandinavien solen skinnede i den weekend. 20 graders varme og mine Avon dæk var for bløde i første heat. Sådan kan det gå, når gassen brænder og det gjorde det i Hässleholm. Pragtfuldt motorløb, perfekte omgivelser og gode kammerater.

Når vi kører DM-rally med den historiske karavane, jo, jeg må efterhånden godt kalde det en karavane, så er det rigtig rally. Alle andre løb er gode hver for sig, men rallyprøver ude på landet, med hop, sving, alle mulige og umulige sving, det er dog det bedste. I Skive kørte vi DM2 og Per Nymann og hans team, havde skruet et hammerfedt motorløb sammen. Her fik vi det hele.

I Slagelse fik vi en nedtur. Midt i juni havde en håndfuld af os "unge" rallykørere med de lidt ældre biler, været på Sturup Raceway sammen med "Nyt Om Biler". Der skulle tages en masse billeder til en artikel i bladet og vi kunne bare race rundt og teste bil og dæk i flere timer. Alle løb tør for energi inden det blev mørkt. Michael og jeg løb tør for motor efter et par timer, så vel ankommet hjemme i Drøsselbjerg, skulle motoren ud, fejlen findes og gøres klar til Rally i Slagelse. Det var alvorligt. Mellemhjulet havde knækket sideakslen, smadret det øverste og nederste hjul, samt gearkassehuset.

Med god hjælp fra vennerne i Mini klubben blev stumperne skaffet hjem. Desuden ville jeg have en ny gearing, nu hvor det hele alligevel var skilt ad. Jeg nåede ikke at blive ordentlig klar til ralliet i Slagelse. Hastværk er lastværk, så vi kom ikke til start.

Næste store opgave blev deltagelse i 2-dages gruskursus i Hässleholm, med efterfølgende deltagelse i SnappHane Rally. Her fik jeg uvurderlig hjælp af lokale Karsten M Svensson fra Ringsted. Hva-b'har, forstod du ikke den? Forklaringen er, at Karsten har bosat sig i Hässleholm for nogle år siden. Besøg hans hjemmeside www.kmsvensson.com Så finder du måske netop den klassiske bil du altid har drømt om.

Karsten var 2-kører under hele kurset og i ralliet. Svenske noter klarer han som en leg, endda med evnen til at skrotte den del af noterne jeg alligevel ikke kunne nå at fatte! Og hans far passede servicen under kurset. Her i Hässleholm kom jeg i avisen med fint billede og alting, men det allerbedste var de svenske grusveje. Selvom det regnede alle 3 dage, så blev netop dette rally, det største af årets mange store oplevelser. Vi gennemførte min debut på grus i et meget anderledes, spændende og udfordrende motorløb.

Vi kørte Faxe Rally, med højdepunkterne i Faxe Kalkbrud. En lidt vild satsning nede i bruddet på forkerte dæk, sendte os sidelæns ud over vejkanten og ind på en overflade der mest kan sammenlignes med en pløjemark, bare af kalk. Michael gjorde sig klar til en rulletur, men en skytsengel holdt hånden over os og bilen blev på alle fire hjul, stadig med klampen i bund for at trække os ud af problemerne! Det kostede en punktering og en knækket trompet på højre baghjulsophæng. Men vi gennemførte motorløbet i en fin tid. Og så var familien kommet for at følge os, det giver ekstra energi og glæde.

BCA Rally i Vejle var også et højdepunkt i 2005. En Morris Cooper S fra 1970 med 87 hk. er rigtig sjov på de smalle, snoede og bakkede veje i Østjylland. Det går ikke stærkt, sammenlignet med mere moderne biler, men jeg kan garantere Jer, at det føles meget stærkt! Jens Erik Hansen, som er andenkører hos Kurt Mejer, havde inviteret os til at overnattet hjemme hos hans familie. Jeg bor langt ude på landet, men Jens Erik slår alt. Deres pragtfulde hjem ligger for enden af den sidste vej i Danmark, med den skønneste udsigt og fuldstændig fredfyldt.

Som rosinen i 2005-pølseenden skulle jeg lige have KOMO's rally2 med 12. november. Igen var der tale om en debut fra min side. Jeg havde aldrig selv kørt Kallerup Bakkevej eller Gammel/Ny Rand grusgrav, mens Michael næsten kunne noterne uden ad. Også her var det sjovt, sjovt, og atter sjovt. Det lykkedes endda at være hurtigere end 3 af de svenske deltagere i Gl. Rand.

Nu trænger den lille røde til en alvorlig overhaling. I de sidste løb er synchromesherne blevet dårligere og dårligere, for til sidst helt at holde op med at virke. Den skulle jo i gear, så det kom den, men sikken lyd! Bunden af bilen har været gennem en krig og topstykket trænger til en kærlig hånd. Gad vide hvad der yderligere dukker op, som skal renoveres, efter den bedste sæson jeg hidtil har oplevet i rally.

Troels