Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford 1800

Lån & Spar Bank Racing Experience

F1800 
27/10/05 

Under overskriften: Jan Magnussen - pas på! har journalist Jan Lang fra Bilmarkedet & Bilbasen skrevet om oplevelsen for en af de ti vindere af en dag på racerskole sammen med Lån & Spar Bank Racing. Vi har fået lov til her at gengive ord & billeder, der har været bragt i Bilmarkedet i fredags, og der vil være flere historier og billeder fra den spændende dag på Bilbasen,dk fra i morgen.
 

De ti deltagere i Lån & Spar Bank Racings formel-kursus fik prøvet kræfter med en ægte formelracer. Tonny Simonsen vandt Bil Markedet og Lån & Spar Banks læserkonkurrence, og fik en oplevelse for livet på Surup Raceway ved Malmø.

De ti deltagere ved Lån & Spar Bank Racings formel-kursus på Sturup Raceway havde store forventninger til dagen, hvor de skulle prøve kræfter med en rigtig formelracer. Med 145 hestekræfter til at trække føreren og 450 kilo racer rundt, er der rigeligt med kræfter, især når en formelracer er så direkte styrende og den reagerer på hver eneste lille påvirkning fra føreren.
"Jeg er meget spændt, man kommer utrolig tæt på asfalten, og det virker som om den er lidt gokart-agtig, men det er nok lidt vildere," siger Tonny Simonsen, der vandt Bil Markedet og Lån & Spar Banks læserkonkurrence. Først bliver deltagere briefet af kursusleder Peer Olander, der selv har fundet flere mesterskaber i Formel 1800-klassen. Der bliver lyttet med respekt til den erfarne racerkørers underholdende, men seriøse foredrag. Langsomt går det op for deltagerne, hvad de er på vej ind til. Peer Olander gennemgår alt fra køreteknik til hvad de forskellige flag betyder på en racerbane. Så er det tid til at prøve dragter, hjelme, handsker og køresko.

Ud at køre med teamchefen
Det strålende vejr på Sturup Raceway gjorde oplevelsen større. I år er banen udvidet til dobbelt længde, og de 2.300 meter racerbane har blandt andet været brugt til et DTC-Grand Prix i år. Deltagerne lærer først banen i en Alfa Romeo GTV, ført af rally-mesteren og teamchef Flemming Schleimann, der giver gode råd om hvordan banen skal skæres.
"Sturup Raceway er en vanskelig og teknisk krævende bane, fordi den er kuperet og har tre steder, hvor man kommer hen over en bakke, hvorefter banen drejer, så derfor ved føreren ikke hvor han skal hen," forklarer Flemming Schleimann deltagerne. Så er det tid til køre i en Lån & Spar Bank Formel 1800 racer.

Fire centimeter over asfalten
Deltagerne bliver guidet ned i raceren af Peer Olander, og han får teknisk assistance af Mr. Formel Racing, Elvin Nielsen, der ejer de fire Formel Racerne, som køres af Lån & Spar Bank Racing. Elvin Nielsen står også for den avancerede tidtagning, hvor tiden måles samlet, og desuden opdeles den i banens enkelte afsnit, så det afsløres hvor man taber og vinder tid. En efter en prøves raceren, typisk med en vis forsigtighed på de første omgange, hvorefter grænserne forsigtig afprøves, mens de andre deltagere nysgerrigt følger runderne fra paddocken. Nede i den trange siddebrønd går det for alvor op for Tonny Simonsen hvad det drejer sig om. Med begrænset udsigt til asfalten lige foran og to små sidespejle sidder han kun fire centimeter over banen.
"Det var fór fedt - den konkurrence vil jeg gerne vinde igen, så jeg kan prøve det her én gang til. Jeg kørte godt nok "kun" 130 km/t, men det føles meget hurtigere, når man sidder så tæt på asfalten - det var virkelig en stor oplevelse," siger Tonny Simonsen lige efter han er kommet ud af raceren.

Tips fra en professionel
I pauserne får deltagerne lejlighed til at følge den professionelle racerkører Ronnie Bodekjær, der tester udstyr i forbindelse med, at Lån & Spar Bank Racing skal til England for at køre om det uofficielle VM for Formel 1800 racere. Der bliver nikket anerkendende fra kursusdeltagerne, når Ronnie kommer forbi langsiden i høj fart, og bagefter giver han dem gode råd. Der er et stykke endnu, men Jan Magnussen og kollegaerne skal tage sig i agt - deltagerne får virkelig lyst til mere banerace efter en dag i selskab med Lån & Spar Bank Racing.


(Foto: Jan Lang)

Fakta om en Lån & Spar Bank formel 1800 racer
Formel Ford 1800 som den på billedet er bygget hos Van Diemen International i Norwich, England, på en moderne Chrome moly steel triangulated spaceframe, aluminium bund, composite næse box og detachable roll hoop og har en vægt på 450 kg.
Motor 1,8L 16v Zetec, 145 hk og elektronisk motorstyring. Hewland 4 trins gearkasse, med 13:36 C.W.P.
Hjul: Madin aluminium split fælge 6'' for fælge og 7'' bag fælge. Bremser: AP aluminium caliber.
Instrumenter: Pi C-dash, Hastigheder 0-100 på fire sekunder. Topfart 270 km/t.

Et succesfuldt racingteam
Lån & Spar Bank er landets mest succesfulde racingteam
"Da vi planlagde dette års ambitiøse deltagelse i hele tre mesterskaber, med i alt fem kørere, var det med rystende hånd, at jeg skrev målsætningen op for sæsonen. Mindst en mester, mindst top 5 resultat i de to andre mesterskaber, og rookie pokalen skulle for tredie år i træk tilfalde en kører i teamet." fortæller en meget glad Flemming Schleimann fra Lån & Spar Bank Racing til motorsporten.dk.
Lån & Spar Bank Racing har lige fra starten i 1999 været dominerende i Formel 1800 klassen, der regnes for den bedste "kravlegård" for landet talentfulde racerkørere. I ugen efter Lån & Spar Bank Racings formel-kursus tog teamet til England for at deltage i det uofficielle VM i formel 1800, så teamets kørere også får internationale erfaringer. Bil Markedet og BilBasen er stolte af at være sponsorer for Lån & Spar Bank Racing.

Tekst & Foto
Jan Lang
Bilmarkedet & Bilbasen

 
 
 
Undgå billetkøen - Køb dine billetter her