Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Masser af rekorder

Danish
Touringcar
Challenge 

16/10/05 

DM-Finalen set med statistiske briller
Det er nu halvanden måned siden, at Danish Touringcar Championship fandt sin afgørelse på FDM Jyllandsringen, og det har givet os tid til atter at stå på hovedet i arkiverne og finde nogle af de specielle statistiske finurligheder, som DM-Finalen resulterede i.
 

Casper Elgaard, Århus, kunne som bekendt genvinde sit mesterskab, og dermed blev han blot den anden kører, som gjorde det, da Michael Carlsen, Vissenbjerg, leverede præstationen i 2000 og 2001-sæsonen. Køreren fra Team Essex Invest lagde sig i front af tabellen allerede efter Åbningsløbet, og dermed er han den fjerde kører, som har ført mesterskab efter første afdeling, og som efterfølgende har vundet titlen. Men i modsætning til Michael Carlsen (2000 og 2001) og Jan Magnussen (2003), England, førte han ikke mesterskabet hele sæsonen igennem.

DM-Finalen blev også en triumf for John Nielsen, England. Han vandt finaleløbet, og dermed udbyggede han sin rekord som den kører, der har vundet flest finaler, nemlig 12. BMW-køreren blev i øvrigt også den første kører nogensinde, der har vundet finaleløbet mere end en gang ved en DM-Finale. Samtidig var sejren også nummer 17 til BMW 320i E46-modellen, og dermed har den nu passeret Peugeot 306 som den model, der har vundet flest finaler. 306-modellen har vundet 16 finaler, mens 307-modellen er den tredjemest vindende bilmodel med otte finalesejre.

I DTC Cuppen gik mesterskabet til Michael Carlsen, og dermed har de tre udgaver af DTC Cuppen haft tre forskellige vindere. Ikke bare på kørerniveau, men også på mærkeniveau.

Men i løbene var Martin Pedersen, Køge, den store triumfator i DTC Cuppen. Han scorede maximumpoints i både pre-finalen og finalen, og dermed har han været den bedst placerede privatkører i de seneste seks heats. Dette gør ham også til eneindehaver af den rekord for flest private maximumscorer i træk, som han indtil DM-Finalen delte med Michael Carlsen, Mike Legarth, Vamdrup, og Jesper Sylvest, Jægerspris. Herudover har den sjællandske Peugeot 307-kører tidligere på året vundet tre sejre i DTC Cuppen, og han har derfor været bedst placerede privatkører i halvdelen af årets løb. Med sine ni DTC Cup-sejre slår han også den rekord for flest sejre i en sæson, som Mike Legarth satte sit år med otte maximumscorer.

Michael Carlsen endte sæson som den eneste kører, der har scoret points i samtlige årets pre-finaler og finaler. Næstbedste kører i denne kategori blev Henrik Lundgaard, Hedensted, som har scoret point i 17 af sine 18 starter, mens Casper Elgaard, Jan Magnussen og Jens Edman, Sverige, alle scorede points 16 gange.

Af alle pointscorende kørere har Jens Edman været den mest effektive i slutningen af sæsonen. Hvis årets DTC-titel var blevet afgjort udelukkende ved hjælp af årets tre sidste DTC-afdelinger, så havde svenskeren vundet titel med 106 points og et solidt forspring til Henrik Lundgaard, Hedensted, som ville have taget andenpladsen med 87 points.

DM-Finalen endte med runde jubilæer til fire kørere. Udover den nykårede mester deltog Mike Legarth, Gunnar Kristensen, Klampenborg, og Carsten Leveau, København, i deres DTC-afdeling nummer 50. I den anden ende af skalaen gav DM-Finalen også debut til flere kørere. Mikael Mårthen, Sverige, og Kent Iversen, Lysabild, blev således kørere nummer 73 og 74 i DTCs historie, mens den nye Peugeot 407 blev bilmodel nummer 26, som er blevet set i serien.

Den nye bil blev kørt af Kurt Thiim, Luxembourg, som dermed har deltaget med fem forskellige bilmærker i Danish Touringcar Championship, hvilket er ny rekord. Tidligere har den populære veteran kørt Volkswagen, Toyota, Renault og Honda.

Samtidig blev Kurt Thiim også blot den anden kører i seriens historie, som har kørt for to teams (Hartmann Racing og Peugeot Sport Danmark) i samme sæson. Kent Bo Lauridsen, Hørning, har hidtil været ene om dette, efter at han i 2001 kørte får både High Class Racing og Team Autoforum Motorsport.

Peugeot Sport Danmarks beslutning om at indsætte Kurt Thiim som tredjekører samt yderligere to debutanter gjorde, at antallet af anmeldte kørere nåede op på 27. Det er en tangering af den rekord, som blev sat ved Åbningsløbet i 2001.

Dengang var det dog ikke alle anmeldte kørere, som formåede at komme til start i pre-finalen, men de gjorde de denne gang, hvorfor der blev sat ny rekord med 27 startende. I finalen var der 24 startende, hvilket var en tangering af den hidtidige rekord

Fotograf: Birger Vilén.


Læs mere om:
  • 02/10/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •