Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Japans GP - Set og sket - Top 5

Formel 1 
09/10/05 

Efter undertegnedes mening årets bedste GP. Afgørelsen faldt på sidste omgang, men undervejs blev man heller ikke snydt for alt det gode og spændende i Formel 1.
 

Årets næstsidste GP blev det mest underholdende der er kørt i år endnu. Der var dramatik, underholdning og spænding hele løbet igennem. Kørernes mesterskab blev afgjort i Brasilien, mens konstruktørernes endnu ikke er afgjort. Nu er det Renault der er i spidsen, men kun med 2 points.

Renault - 176 points:
Renault fik tilbageerobret førstepladsen i konstruktørmesterskabet, men spørgsmålet er om den placering holder efter det kinesiske GP om en uge. Fisichella udnyttede sin startplacering og var konstant i toppen hele løbet igennem. Han var den af topkørerne der havde det mindst dramatiske løb. Alonso måtte som de andre topkørere starte fra bunden af feltet. Han fik sig dog kæmpet ret hurtigt op til en placering omkring M. Schumacher. For øvrigt sammen med K. Raikkonen. Men først skulle M. Schumacher overhales hvilket alle fik bevis for ikke er den letteste sag i verden. Tyskerens kvaliteter blev igen udstillet. Men Alonso tog alligevel en chance og lagde sig på ydersiden af M. Schumacher hen mod 130R svinget. Det lykkedes at komme forbi tyskeren på dette sted, hvilket næsten strider mod alle naturlove. Senere skulle Alonso forbi en anden svær person, M. Webber, der havde kørt sig flot op. Det skete lidt hurtigere end tilfældet var med M. Schumacher. For enden af langsiden overhaler man normalt udenom, men ikke i Alonsos tilfælde. Det skal ske alternativt. Og så var Alonso på tredjepladsen og holdt den placering hjem. Men det kunne have været bedre. I første del af løbet havde han overhalet C. Klien og havde et forspring på godt 7 sekunder. Han blev af FIA bedt om at lade Klien overhale igen. Teamet forstod ikke en lyd, men rettede sig efter det. Teamet og især Briatore vil nu rette henvendelse til FIA for at få forklaret årsagen til denne mystiske "dom". Begge kørere var for så vidt tilfredse med løbet, men Alonso var meget forståeligt ikke helt tilfreds med at han skulle aflevere en placering til Klien.

McLaren - 174 points:
Man skulle tro at Ron Dennis er begyndt at arbejde med sin manglende medietække. I hvert fald så man ham smile som næsten aldrig før, først da han tog i mod Raikkonen i parc ferme, siden på podiet. Vi vælger at antage, at han var ovenud glad for sejren, som blev sikret i et flot GP, og også med Raikkonen som en flot vinder. Og med god grund. Desværre kunne McLaren ikke erobre mere i dag, da Montoya blev sendt ud af løbet allerede på første omgang. Montoya lå på ydersiden af Jacques Villeneuve, som kiksede alt ved chikanen. Han ramte derfor meget uheldigt Montoya og sendte ham temmelig hårdt ud af løbet. De fleste iagttagere var efter det japanske GP enige om at det nok var det bedste Raikkonen nogensinde havde kørt. Og man er vel tilbøjelig til at give dem ret. Flot, flot opkørsel gennem feltet, en rigtig god duel med M. Schumacher og så slutte på førstepladsen. Jo, iagttagerne har ganske ret.

Ferrari - 100 points:
Ferrari havde som sædvanligt ikke meget at glæde sig over. M. Schumacher fik dog kørt 2 vigtige points hjem, så tredjepladsen i konstruktørmesterskabet er på plads. For ham gælder det nu kun om at prøve at holde tredjepladsen i kørernes mesterskab. Jean Todt dedikerede med det samme de 2 points til en medarbejder i teamet, som ulykkeligvis døde i søndags. Barrichello var på fremmarch i starten og havde overhalet J. Villeneuve, men var lidt trængt mellem JV og Sato der allerede på det tidspunkt var på vej ud i sandkassen. Barrichello mistede downforce på bilen, og kørte samme vej som Sato ud i sandet. Det kostede en punktering og Barrichello var efter pitstoppet bagerst, men blev til dels reddet af safetycarperioden. Og så var der kun den triste lange vej op gennem feltet, hvilket ikke er nemt i en bil der i år ikke er optimal. M. Schumacher derimod var med i og medvirkede til en stor del af underholdningen i løbet. Flot opkørsel gennem feltet efterfulgt af de tætte dueller med Alonso og Raikkonen, der strakte sig over adskillige omgange. Det fornemmes dog hos Ferrari at denne sæson nu bare skal overstås, og så begynde på en frisk. Dog vil M. Schumacher nok gøre sit til at beholde tredjepladsen i kørernes mesterskab. Afgørelsen falder på søndag.

Toyota - 82 points:
Ikke en gang i teorien kan Toyota nå tredjepladsen mere. For teamet var det dog glædeligt at R. Schumacher havde sikret teamet pole, men efter første pitstop gik det baglæns for ham. Han nåede dog ikke længere bagud end at han sluttede på ottendepladsen. Trulli var hurtigt ude - på niende omgang - da Sato som er meget lidt populær i feltet, fik skubbet ham af i et temmelig håbløst overhalingsforsøg. Trulli er normalt ikke den der skælder allermest ud, men efter i dag, kommer Sato ikke med i aftenbønnen mere. R. Schumacher mente at 2 ting kostede ham én bedre placering. Først safetycarperioden, som var temmelig lang efter hans mening - den ødelagde teamets strategi - og så opstod der vibrationer i bilen i anden halvdel af løbet, som gjorde at han måtte sænke tempoet en anelse, og det koster. Det var derfor et team med blandede følelser der begyndte at pakke sammen for at tage til Kina. Selv den normalt afbalancerede teamchef Tsutomu Tomita, var ude med riven efter landsmanden Takuma Sato.

Williams - 64 points:
Williams havde en japansk eftermiddag der lignede Toyotas. En kører i pointene og en ret hurtigt ude. Men så hører sammenligningen for så vidt også op. Pizzonia sørgede selv for at komme hurtigt ud af løbet, da han ramte en kerb kant lidt for hårdt og sendte sig selv ud af løbet. Hvilket han da også straks indrømmede var hans fejl. Webber derimod gjorde det modsatte af R. Schumacher. Webber startede lidt tilbage, men kæmpede sig stille og roligt op den sluttende fjerdeplads. Han havde dog i den sidste del af løbet, en af de mange herlige dueller i løbet - med Alonso. Webber var selvfølgelig tilfreds med resultatet, men tilskrev en stor del af æren teamet for at pitstoppene var meget effektive og gav ham et par placeringer undervejs. Men for en gangs skyld et fornuftigt løb af Williams.

Dons

Læs mere om:
  • 09/10/05 - Suzuka - Formel 1 - FIA F1
  •