Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Turkish Delight

Formel 1 
18/08/05 

Optakt til Det Tyrkiske Grand Prix
Efter en tre ugers pause, er Formel 1 cirkusset ved at komme i omdrejninger igen. Fra den snævre bane i Ungarn rykker feltet nu til den helt nye bane i Istanbul. Og hvis kørere og teamchefer får ret i alle de pæne ord de på forhånd har sagt, så har vi måske noget at glæde os til.
 

Banen ligger i kuperet terræn og vil byde på nogle op og nedture for Formel 1 feltet når de fredag starter den første træning. Flere kørerer er på forhånd kommet med de sædvanlige floskler om at "det ser spændende ud". Lad os håbe det bedste og fælde en dom på søndag.

Hvordan banen faktisk er at køre på er der endnu ingen der egentlig ved. Jenson Button kommer tættest på - han har nemlig kørt rundt i en personbil. Om det vil give ham nogen fordel i forhold til konkurrenterne er nok tvivlsomt.

At alle teams starter på bar bund kan tilgengæld blive en interessant faktor. Bevares de har alle indsamlet de data der er tilgængelige, men der er ingen der har praktisk erfaring med banen. Og når gummiet rammer asfalten kan det meget vel komme an på hvem der hurtigst får sporet sig ind på banen.

Det kunne give en lille fordel til Michael Schumacher. Tyskeren er ikke bare mangedobbelt mester, men også den mest erfarne kører i feltet. Hvis nogen må formodes at have et talent for at spore sig ind på en ny bane, må det være ham. I bilen ved siden af har han Rubens Barrichello, der er den næstmest erfarne kører i Formel 1. Så Ferrari kan stå stærkt i Tyrkiet, hvis altså alt det andet flasker sig for teamet.

I Ungarn startede det så lovende, med en pole-position til Schumacher. Men som løbet skred frem var det tydeligt at bilen alligevel ikke helt var god nok endnu. Michael Schumacher hentede en 2. plads hjem, og vil gerne forbedre den placering i Tyrkiet. Tilsyneladende fungerer det bedre for Ferrari end det gjorde et par løb tidligere. Men når det er sagt, har Hungaroring også en tilbøjelighed til at være venlig mod de lidt svagere biler. Så det skal blive spændende at se om Ferrari er på vej ind i en positiv udvikling, eller om Ungarn var en enlig svale der flaksede rundt.

Forhånds favoritter til sejr på søndag må være de to VM kandidater, Kimi Raikkonen og Fernando Alonso. Med sejren i Ungarn halede Raikkonen gevaldigt ind på Alonso, men opgaven er stadig svær for finnen. En gentagelse af Ungarn med sejr til Raikkonen og nul point til Alonso vil gøre VM kampen ganske åben. Gode placeringer til begge vil være til Alonsos fordel.

Juan Pablo Montoya skal heller ikke afskrives. Det kan godt være at hans VM chancer for længst er afgået ved døden, men columbianeren vil gerne have et par sejre til i år. Og han har alle muligheder. For Raikkonen og Alonso er mere eller mindre tvunget til at gå efter den store guldmedalje, mens Montoya er fri til at gå efter de enkelte sejre. Han har ikke nogen samlet stilling at tage hensyn til.

Resten af feltet kan så slås om resten af placeringerne. Giancarlo Fisichella i den anden Renault, Jarno Trulli og Ralf Schumacher fra Toyota, Jenson Button fra BAR er alle kandidater til en god placering. Alt efter hvordan det går med kørerne i front, kan de alle, sammen med Ferrari kørerne, gøre krav på podiepladser.

Red Bull, Sauber og den sidste BAR med Takuma Sato kan også alle gøre sig gældende i forhold til de bagerste pointgivende placeringer. Mens Minardi og Jordan som vanligt kan agere bundprop i feltet. At det indtil videre kun er Minardi der har skiftet en kører er faktiks overraskende. Begge Jordan kørere kunne også appelere til et spark i måsen og en fyreseddel. Det kan selvfølgelig nås endnu.

At komme til en ny bane er altid spændende - også for publikum. Måske er det lige præcis den bane der har manglet i kalenderen. Måske er det lige den bane der vil svinge sig op og blive den første moderne klassiker. Og hvem ved - måske er det Det Tyrkiske Grand Prix der om tyve år vil være den største begivenhed i kalenderen? På søndag bliver vi meget klogere.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 21/08/05 - Istanbul Park - Formel 1 - FIA F1
  •