Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Peugeot i front på Ring Djursland

Danish
Touringcar
Challenge 

06/08/05 

Martin Jensen kom hjem til ny succesoplevelse
Det var Peugeot, som var hurtigst, da tidtagningen forud for søndagens femte afdeling af Danish Touringcar Championship blev kørt på Ring Djursland.
 

En målrettet indsats mod afslutningen af den 25 minutter lange tidtagning bragte Martin Jensen, Albertslund, foran de førende kørere fra Team Essex Invest og Team Den Blå Avis, John Nielsen, England, og Henrik Lundgaard, Hedensted.


Martin Jensen var hurtigst på Ring Djursland
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

"Det er et resultat, jeg har det godt med, og det er dejligt at rejse fra USA med en succesoplevelse og komme hjem til en anden," siger Peugeot- køreren, som i sidste weekend opnåede sit bedste internationale resultat med en andenplads i GT-klassen i American Le Mans Series. Men ved 40 års Jubilæumsløbet gælder det DTC-kampen, hvor han sidste år tog bronze.
"Vi har hele tiden vidst fra testen, at vi ville være rigtig godt kørende på Ring Djursland, men at vi er så godt kørende allerede fra start af, er bare dejligt. Men alle mekanikerne har lagt et stort arbejde i det, for min bil er bare blevet gået igennem fra A til Z siden det sidste løb på Sturup." Lørdagens tidtagning er blandt andet afgørende for, hvilke tolv kørere der søndag middag tørner ud og kæmper om den endelige rækkefølge blandt den forreste del af feltet. Derfor går der ofte spekulationer om, hvorvidt kørerne vælger at køre taktisk og spare på materiellet.

"Men der er jo aldrig nogen, som slækker på speederen i tidtagningen," siger Martin Jensen, og maner dermed den teori i jorden. "Tidtagningen var første gang, hvor vi havde mulighed for at prøve banen i helt tørt vejr, og det kunne man også godt se på tiderne og konkurrencen. Men vores styrke er, at vi er et par tiendedele hurtigere på nye dæk, og så har vi endda kun brugt to dæk og har seks nye tilbage, så vi har rigeligt til resten af weekenden."

At der ikke bliver sparet på krudtet i tidtagningen, var Martin Jensen ikke alene om at bevise. Michel Nykjær, Tappernøje, tog således eksemplets magt i brug, selv om det dog var ganske ufrivilligt, at han røg af banen på en af de første omgange.

"Jeg skulle have min flyvende omgang, men da jeg kommer ned at Trapperne og bremser, så blokerer bilen," fortæller Seat-køreren om sit uheld. "Jeg prøvede at slippe bremsen og undgå det største crash, og jeg ryger udenfor banen med to hjul. Men heldigvis er der spær på racerbilen, så det ene par hjul hang stadig på asfalten, så jeg kunne selv komme fri."

Episoden gik dog ikke ubemærket hen over sydsjællænderens gule Seat Toledo. I hast måtte mekanikerne fra Seat Racing Team skifte både den forreste kofanger og montere en ny køler. Men de nåede at blive færdig med operationen, så Michel Nykjær kunne komme tilbage på asfalten og avancere fra tyvende- til tiendepladsen.

"Det er godt nok. Vi er med i Super Pole, og nu må vi gøre bilen klar til i morgen," konstaterede Michel Nykjær, der gemte sig i teamets telt for at skjule sin ærgrelse.

Korte fakta
- Michel Nykjær var ikke den eneste kører, som endte udenfor banen. Jens Enemark, Kruså, måtte således trækkes fri, efter at han havde fået et mindre puf fra Jens Møller, Ikast.
- Michael Carlsen, Vissenbjerg, var bedste privatkører, da han i sin Peugeot 307 CC blev noteret for sjettebedste tid.
- Jævnbyrdigheden i feltet blev ikke blot understreget af, at de tolv kørere, som kvalificerede sig til Super Pole, var indenfor seks tiendedele af et sekund. Således var de atten bedste kørere i feltet adskilt af bare et sekund!

Morten Alstrup


Se også:
Tider fra tidtagningen
Læs mere om:
  • 07/08/05 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her