Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Tom fik den syvende sejr!

Le Mans 
20/06/05 

Le MansTom Kristensen vandt søndag sin syvende sejr på Le Mans, for femte gang i den succesrige Audi R8-model. Begge er rekord for verdens mest berømte motorsportsløb, så der gik en del champagne til, da dobbelt-triumfen skulle fejres efter alle kunstens regler i det franske.
 

Forinden havde Tom K sammen med sine medkørere Marco Werner og JJ Lehto haft en forrygende fight med først søsterbilen i Champion Audi-teamet, dernæst med Pescarolo-teamets bil nummer 16. For første gang fik danskeren æren af selv at køre sin Audi R8 i mål, og det var der en meget stor symbolik i. Kristensen sad også i bilen i den første sejr på Sebring i marts 2000, og nu fik han lov til at afslutte R8'erens optræden på den skrå asfalt med den ultimative sejr.

"Der er imidlertid ingen formel bag sejrene. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Audi i fem år, og jeg har været tilsmilet af heldet, fordi jeg har fået chancen for at stille op for blandt andre et japansk og nu et amerikansk privatteam, der begge har ønsket at køre med en Audi R8 med velorganiseret stab i ryggen. Jeg har haft fantastiske kørere med mig på vejen, og jeg må slå fast, at jeg aldrig havde vundet syv gange uden denne baggrund. På bundlinien kan man faktisk godt tilføje, at hvis ikke jeg havde vundet mit debutløb i 1997, havde jeg aldrig fået de andre sejre. Den første triumf vil derfor altid være noget specielt, men lige nu er det denne sejr, jeg husker bedst," sagde Tom Kristensen med et smil, da han blev bestormet af medier fra hele verden.

Trods en startplacering som nummer otte viste danskeren, at strategien med at satse på at finde et godt race-setup var vigtigere end jagten på en lidt bedre placering i kvalifikationen. Fra start lagde JJ Lehto forsigtigt ud, og det gav overraskende hurtigt pote. De lynhurtige Pescarolo'er fik begge problemer i de første timer, og en periode bag safety car betød, at Marco Werner kunne hente det tabte ind. Champions søsterbil lå forrest, da løbet blev givet frit igen, men Emanuele Pirro lavede en kostbar fejl ved at køre for hurtigt igennem banens langsomste sving, Arnage, med sine kolde dæk. Italieneren snittede barrieren, og det udnyttede Werner til at køre Kristensen-bilen i front på omgang 48, og der blev den så de følgende 21 timer og 322 omgange.

"Men derfor var det ikke ligefrem en badebillet at komme i mål. Le Mans har det med altid at smide noget i hovedet på dig, når du føler dig lidt for sikker, i dette tilfælde i form af tre sivepunkteringer til Werner og Lehto. Det betød, at Pecarolo nummer 16 hentede ind på os, fordi de med deres lettere bil og flere hestekræfter kunne køre fem sekunder hurtigere pr. omgang. Da Werner små fire timer før afslutningen fik sin sidste punktering, regnede vores ingeniør Jo Hausner ud, at hvis vi mistede fire sekunder i snit, ville vi tabe løbet. Herefter kom jeg hurtigere end planlagt i bilen med besked om at lægge pres på med gennemsnitstider på 3:43 minutter, og det var lige ved at tage magten fra mig. På de første omgange sad jeg og lagde til og trak fra, alt efter om jeg var hurtigere eller langsommere end idealtiden, og så valgte jeg i stedet bare at gå til stålet. Heldigvis fik Pescarolo'en problemer med kølingen og måtte en ekstra tur i pit. Derpå var det bare med at få R8'eren helskindet hjem, og det var ikke den store udfordring. Den bil har været fantastisk og er nu den mest succesrige gennem tiderne på Le Mans. Vi har haft så mange store triumfer sammen, og motorsportschef Dr. Ullrich har hvisket mig i øret, at jeg nok får lov til at køre den på museet," afslører en glad vinder.

Siden sit første løb i 2000 er Le Mans-Audi'en blevet gjort langsommere og langsommere gennem nye reglementer. Men end ikke dette års specielt skrappe restriktioner med 50 kilo ekstravægt og færre hestekræfter kunne altså forhindre R8'eren i at blive en legende - ligesom danske Tom Kristensen!

Resultat:
1: Tom Kristensen/JJ Lehto/Marco Werner, Audi R8 370 omgange
2: Emanuel Collard/Jean-Christophe Boullion/Eric Comas, Pescarolo Judd + 2 omgange
3: Frank Biela/Allan McNish/Emanuele Pirro, Audi R8 + 6 omgange
4: Franck Montagny/Jean Marc Gounon/Stéphane Ortelli, Audi R8 + 8 omgange

TomKristensen.com
Nils Finderup



Klik på plakaten herunder for at læse alt om Le Mans 2005


Læs mere om:
  • 19/06/05 - Le Mans - Le Mans
  •