Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Alt klar til en ny god årgang

Clio Cup - DK 
27/04/05 

Clio CupDanmarks nye mærkeklasse tager hul på sin anden sæson på racerbanerne
Da Fleggaard Renault Clio Cup sidste forår entrerede de danske racerbaner, var den et hit med det samme. Lige fra første løb talte dansk banesports nye mærkeklasse mere end 20 deltagere, og den tendens fortsætter i den nye årgang, hvor stort set alle deltagere kan drage fordel af de erfaringer, de høstede i premiereudgaven.
 

For selv om de små Renault Sport Clioer i deres ydre ligner de modeller, der kan opleves på gader og veje, så er der i racertrim tale om en bil, der ikke bare er lynende hurtig, men som også stiller store krav til manden - eller kvinden - bag rattet. Adskillige gange kunne man opleve kørere holdende i sandkassen eller ved banekanten efter en snurretur, når de kiksede i et forsøg på at levere én af de hurtige omgange, der også i weekendens løb på FDM Jyllandsringen vil være mindre end fire sekunder fra det, der præsteres i Danish Touringcar Championship!


Fire af de unge navne i Fleggaard Renault Clio Cup (f.v.) Rune Simoni, Tom Pedersen, Camilla Stephansen og Kasper Jensen.
(Foto: Torsten Palrum)

Netop at Fleggaard Renault Clio Cup præstationsmæssigt er så tæt på køretøjerne i bilsportens superliga, er et afgørende argument for mange af de kørere, som har valgt at satse på klassen. Den giver således værdifuld træning og god forberedelse for mange af de unge kørere, der fra en baggrund i karting stræber efter en karriere og levevej i standardvognsracing. Men samtidig tæller klassen også mange rutinerede kørere med bl.a. DTC-erfaring, der dermed udgør en god målestok.

Pro-Four Racing er ét af seriens teams, der satser på at udvikle unge talenter. Det østjyske team indsætter biler til bl.a. feltets enlige kvinde, Camilla Stephansen, Horsens, Kasper Jensen, Aalborg, og Rune Simoni, København S, og specielt sidstnævnte forventes at blive særdeles skarp i den nye sæson. Ved forårssæsonens sidste store træning i den forgangne weekend formåede han således bl.a. at lægge de to erfarne Team Automester-kørere, Per Poulsen, Årup, og Henrik Larsen, Gudbjerg, bag sig, og Rune Simoni blev på stopuret kun overgået af én konkurrent.

Det var Tom Pedersen, Christiansfeld, der sidste efterår havde nogle enkelte, men ganske succesfulde løb i Fleggaard Renault Clio Cup. I år er den unge sønderjyde skiftet til klassesponsorens eget team, hvor han vil udgøre et stærkt makkerpar med klassens regerende mester, Jesper Davidsen, Søborg, der efter at have vundet premieresæsonen som 'selvstændig' nu også får teamkammerater omkring sig. Og det stopper ikke med Tom Pedersen.

Ligesom i sidste sæson vil Fleggaard-teamet også indsætte en gæstebil, der skal styres af enten en garvet racerkører eller en kendt dansker fra mediebilledet. Ved weekendens Åbningsløb på FDM Jyllandsringen bliver chaufføren Mick Østergaard, Risskov, der er kendt fra programmet Motor-TV på Kanal 5.

Korte fakta:

  • Fleggaard Renault Clio Cup køres over otte løbsweekender som fast supportklasse til Danish Touringcar Championship.
  • Der køres løb både lørdag og søndag. Startopstillingen til lørdagens løb bestemmes af bedste tid fra tidtagningen, mens startopstillingen til søndagens løb bestemmes af tidtagningens næstbedste tid.
  • I Fleggaard Renault Clio Cup kæmpes der om en kontakt præmiepulje på 200.000 kr.
  • Vinderen af serien får efter sæsonafslutningen endvidere mulighed for at teste en Renault Megane Trophy-racer med 300 hk under motorhjelmen.
Fleggaard Renault Clio Cup

Læs mere om:
  • 01/05/05 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK
  •