Marcus Grönholm lagde ud i et højt tempo og tog føringen allerede på rallyets første hastighedsprøve med sin røde Peugeot. Forspringet til forfølgerne blev udbygget i løbet af første etape og alt så ud til at gå efter planen.
Men på andendagen gik det galt for den dobbelte verdensmester:"Vi ramte nogle dybe huller og bilen gled på bundpladen. Det sendte os på en 360 graders snurretur og vi endte med at ramme et træ. Skaderne var begrænsede, men et eller andet trykkede på kileremmen, så motoren ikke ville starte. Da vi endelig fik den i gang igen var tiden overskredet," fortalte den uheldige kører.
Med Marcus Grönholm ude af spillet, var det op til Harri Rovanpera at sikre Peugeot teamet et topresultat. Heldigvis har Harri Rovanpera altid følt sig hjemme på den australske grusveje, og han leverede varen med et par prøvesejre og en velfortjent andenplads bag Citroëns nykårede verdensmester Sebastien Loeb.
Harri Rovanpera sluttede sæsonen af med en velfortjent andenplads. (Foto: Peugeot Sport)
"Det var et godt rally for os. Bilen var særdeles driftsikker gennem hele rallyet og det gav os den fornødne selvtillid til at blande os i topstriden. Vor eneste problemer var et par mindre kørefejl, der sammenlagt måske kostede omkring 20 sekunder. Den sidste dag var temmelig hård på grund af de høje temperaturer (over 30 grader) og vanskelige prøver, men jeg koncentrerede mig om at holde min placering. Andenpladsen var en god afslutning på et vanskeligt år," konstaterede Harri Rovanpera.
Resultatlisten vidnede om et hårdt rally. Kun fire biler fra fabriksteamene nåede i mål i finalen.
Motorsport Information fra Peugeot Læs mere om: 14/11/04 - Australien - WRC |