Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Danish Touringcar Challenge

Stadig uafgjort i kampen mellem Lundgaard og Elgaard

Danish
Touringcar
Challenge 

19/09/04 

Toyota vandt begge løb på Padborg Park, men Casper Elgaard hentede terræn. Kampen om årets Danish Touringcar Championship afgøres først i sidste afdeling på FDM Jyllands-Ringen den 3. oktober.
 

Det ligger fast efter weekendens løb på Padborg Park, hvor Toyota Castrol Racing vandt både pre-finalen og finalen. Men da sejrherren ikke var den samme i begge løb, kunne Casper Elgaard, Århus, i stedet reducere det forspring, som Henrik Lundgaard, Hedensted, havde inden løbet, så det nu kun udgør 10 points!

I pre-finalen var det ellers Toyota-esset, der lavede den bedste start og kontrollerede løbet trods pres fra Martin Jensen, Albertslund, på andenpladsen. Casper Elgaard havde også lavet en god start og var skudt fra syvende- til tredjepladsen, men en påkørsel fra Jens Edman, Sverige, sendte ham ned på en femteplads, som han holdt til mål. Men den betød også, at han skulle starte finalen fra pole position, mens rivalen Henrik Lundgaard holdt tre rækker længere tilbage.

I finalen lavede Casper Elgaard atter en kanonstart og formåede faktisk at opbygge et mindre forspring til Jens Edman, da de to kørere pludselig byttede pladser i banens fjerne ende.

"I Big Mag Corner bremser jeg en lille smule for sent," fortalte Casper Elgaard bagefter. "Jeg havde problemer med at få temperatur på mine dæk, jeg ved ikke, om det var banen, der havde ændret sig efter, at vi fik regn, men den passede bare slet ikke til vores bil. Fordækkene var simpelthen så kolde, og da Edman pressede på, og jeg lavede en lille bremsefejl, så valgte jeg at lade ham gå forbi, for jeg skulle ikke risikere noget."


Jens Edman (7) vandt Padborg Super Prix, mens Henrik Lundgaard (8) stadig fører mesterskabet
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

For Jens Edman var det vigtigt at slå til, så snart muligheden var der.
"BMWerne er altid gode i starten, men det tager nogle omgange, inden vi får temperatur i dækkene, og så var min taktik at sætte pres på, for vi mister pace mod slutningen af løbet," sagde finalens senere vinder. "Jeg satte pres på Casper, han gjorde en lille fejl, og så kunne jeg komme forbi. Men ud over den sidste omgang, så kørte jeg alt hvad jeg kunne hele vejen."

Mens Jens Edman proklamerede sig som den lykkeligste svensker i Danmark, så var Henrik Lundgaard den uheldigste Toyota-kører på Padborg Park, da han måtte udgå på fjerde omgang efter en række kollisioner.

"Weekenden har været rigtig god med pole position, og jeg fik også en fornuftig start i finalen," sagde den mesterskabsførende, som kæmpede for at tage fjerdepladsen fra Martin Jensen. "Jeg prøver at finde det rigtige tidspunkt, men allerbedst som jeg ligger bag Martin Jensen, bliver jeg påkørt på min bagaksel af Kurt Thiim, som blev skubbet af Jason Watt, så det var ikke hans skyld."

Henrik Lundgaard kunne i første omgang fortsætte løbet, men bilen var blevet så ustabil, at han omgangen efter ramte ind i Michel Nykjær, så begge måtte udgå.

Blandt privatkørerne var det denne gang nye folk, som scorede maximumpoints til DTC Cuppen. Mike Legarth, Vamdrup, var handicappet af motorproblemer, mens Michael Carlsen, Vissenbjerg, kun nåede få hundrede meter af pre-finalen, inden han blev sendt af banen. I pre-finalen blev Jens Møller, Ikast, derfor bedste privatkører, men i finalen kunne han ikke modstå presset fra Jesper Sylvest, Jægerspris, der endelig havde fundet den fart, som sidste år sikrede ham DTC Cuppen. Tredjepladsen blandt de private lå Michael Schröter, Grindsted, længe til at tage, men en kollision med Philip Andersen, Risskov, sendte begge ud af løbet og betød, at Jørgen Weinreich, Hammel, kom på skamlen som sidste mand.

Korte fakta
- Jan Magnussen, England, lavede finalens bedste avancement, da han startede fra pitten, men sluttede løbet på en femteplads.
- Michael Klostermann, Gørløse, fik en flot debut, og selv om han på første omgang måtte af banen sammen med Carsten Leveau, København, blev det til points for den nye DTC-kører.
- I alle tre mesterskaber - kørernes, privatkørernes og teamenes - er intet afgjort før finalen.
- Mesterskabsstillingerne er stadig med forbehold grundet de verserende appelsager omkring støjstraffene til Casper Elgaard og Michel Nykjær efter Grand Prix Danmark.
- Finalen i Danish Touringcar Championship køres den 3. oktober på FDM Jyllands-Ringen.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 19/09/04 - Padborg Park - DTC weekend
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her



    ASETEK SIMSPORTS