Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

HMS Sports-Cup

Historisk Sports Cup

HMS Sports-Cup 
26/08/04 

-løbsrapport fra Ring Djursland
For anden gang i år havde deltagerne i Historisk Sports Cup lejlighed til at lufte deres racere på dansk grund. Som på Padborg Park i juni blandede vejret sig i klassen for weekendens hurtigste biler. Flemming Bendixen var den der var mindst påvirket at vejret og vandt.
 

1. heat
Let regn falder over banen, da løbet bliver flaget i gang. Fra anden startrække skyder Flemming Bendixen suverænt i front, mens polesitter Svein Langholm bliver degraderet til fjerdepladsen på de første få hundrede meter. Kampen om andenpladsen bliver derfor hurtigt et opgør mellem Michael Sode og Søren Christensen.
I de lumske betingelser øger Flemming Bendixen støt afstanden til forfølgerne, der bytter rækkefølge på 3. omgang, da Søren Christensen udbremser Michael Sode i opløbssvinget. Svein Langholm holder fjerdepladsen, efter at have afvist John Nordgrens tilnærmelser på de første par omgange. Sjettepladsen er en kamp mellem Jan Strand og bedste Sport 2000-repræsentant Per Reimann. Reimann kommer bedst fra start, men bliver overhalet af Strand, der imidlertid parkerer i depotsvinget og udgår. På samme tidspunkt skaber Per Lundmark lettere forvirring i opløbssvinget, hvor han spinder rundt og staller i ideallinjen.


Michael Sode har overrumblet feltet. Flemming Bendixen følger på andenpladsen med Svein Langholm (skjult) og Søren Christensen på de næste pladser.
(Foto: Motorsporten.dk)

Mats Lundkvist kører syvendepladsen hjem, efter kamp med Mogens "Morgan" Christensen og hans Sport 2000-Lola. Jens Storm Nielsen slutter som sidste Mallock-racer foran Lotus 7-duoen Michael Olssen og Niels Klit Christensen - Olssen i noget så sjældent som en ægte syver, mens Klit kører i sin sædvanlige Syver Race Cup-bil.

2. heat
Denne gang skal deltagerne tage stilling til solskinsvejr, men en regnvåd bane. Om det er det pole-sitter Flemming Bendixens tanker er optaget af, vides ikke, men i hvert fald ikke på startflaget. Nu skyder Michael Sode i stedet i front fra anden startrække. Bendixens "lur" er hurtigt overstået, for allerede i depotsvinget udbremser han Sode.
Efter denne overraskelse ligger Bendixen hurtigt et par sekunder mellem sig og Sode. Hvad der kunne være en gentagelse af første heat, bliver dog vendt til det modsatte. På de sidste omgange begynder Michael Sode at reducere afstanden så meget, at de to krydser målstregen inden for 2/10. Om Bendixen legede eller Sode bare havde fodfæstet de sidste omgange er svært at sige.


Bedste Sport 2000-deltager blev Per Reimann
(Foto: Motorsporten.dk)

På tredjepladsen følger Søren Christensen Michael Sode i første halvdel af de 10 omgange, men må derefter køre sit eget løb. Svein Langholm bliver endnu engang firer, mens Per Reimann denne gang kører en flot femteplads hjem i det hidsige selskab. Jens Storm Nielsen er på vej mod sjettepladsen, da han spinder i opløbssvinget. Nu må han nøjes med ottendepladsen efter John Nordgren og Mats Lundkvist. Per Lundmark tager niendepladsen i arrangementets mest aparte apparat, mens Niels Klit Christensen bringer sin Syver racer i mål på tiende. Morgan-Mogens må tage til takke med sidstepladsen denne gang.

Samlet resultat
To sejre og samlet sejr til Flemming Bendixen. Trods et simpelt grundlag for beregning af de samlede løbsplaceringer, lykkedes det arrangørerne at kludre i det til præmieuddelingen for denne klasse. Som først fremkaldte mand ytrede Michael Sode tvivl om hvorvidt han nu var treer eller toer. Han fik plaquetten for tredjepladsen, hvor han ret beset burde have ventet lidt og fået den for andenpladsen på bekostning af Søren Christensen - men hvorfor skal kørerne selv være bedre til at læse tillægsreglementet end arrangørerne selv!?

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 22/08/04 - Ring Djursland - Historisk
  •