Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroen SAXO Cup

Endnu en Kristensen i dansk motorsport.

Saxo Cup 
30/04/00 

Har man sagt: Kristensen i dansk motorsport, tænker alle entusiasterne straks på Tom K., og de ældre fans graver Carl Erik Kristensen - Tom's far - frem af hukommelsen.
 

Faktisk er der også en lillebror: Jacob i den motorsportsglade familie, der trods nogle go kart-år sammen med Tom - hellere ville spille fodbold og hygge sig sammen med vennerne i week-enden. - Jeg har naturligvis fulgt intenst med i Toms flotte karriere, forklarer Jacob Kristensen, som er bosiddende i Vejle. - Fra go kart-tiden er der selvfølgelig også sået nogle motorsports-frø, som jeg nu lader spire, inden jeg bliver for rusten og gammel til en debut. Da jeg således fik mulighed for at købe en Citroën Saxo på fornuftige vilkår, blev valget altså at deltage i Cuppen for denne racerbil, hvor jeg får ca. 16 drevne konkurrenter i år. I Citroën Saxo-Cuppen anvendes identiske racerbiler, som har en 1600 ccm. motor med 145 hestekræfter. Med en vægt uden chauffør på 830 kilo kan Saxo'en sagtens skyde en god fart på motorbanerne. - Vi har testet på begge de danske motorbaner: Ring Djursland og Jyllands-Ringen, fortsætter Jacob Kristensen. - Det har gået rigtig godt med nogle tider, som ikke ligger langt fra de skrappeste i klassen. Den tekniske forberedelse er lagt i hænderne på Ole Nielsen fra Langå Auto Service: - Det er ikke tilladt at ændre på motorens ydelse i Citroën Saxo-Cuppen. Derimod skal vi finde de sidste tiendedele sekunder i justeringen af undervognen. Her er vi meget langt fremme med at matche Jacob's kørestil. Under den sidste test på Jyllands-Ringen fandt vi dog nogle småting, som kan forbedres inden banesports-sæsonen bliver skudt i gang samme steds i maj. Sponsorerne står ikke i kø foran gadedøren, selv om man er i familie med en berømt storebror inden for motorsporten. Jacob Kristensen har derfor selv måttet skaffe aftaler med bl.a.: Stærk Reklamebureau og KCS Kattegat Container Service om økonomisk støtte. - Jeg deltager udelukkende i banesporten på amatørplan, afslutter Jacob Kristensen. - Jeg har naturligvis ingen ambitioner om at gå i Tom's fodspor, så der er altså ikke håb om et dansk sidestykke til de tyske Schumacher-brødre. Men når styrthjelmen er spændt på hovedet og motorløbet flages i gang, sker det med 110 pct. koncentration og fighter-vilje. Det kunne jo også være sjovt, såfremt Tom en enkelt gang blev kendt som Jacob K's storebror.. Jacobs øvrige sponsorer er: JJ Fisk, Ninco og 1st-Motorsport.net.
Læs mere om:
  • Jacob Kristensen
  •