Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

DTC-kørerne måtte kæmpe mod en smuldrende asfalt

Danish
Touringcar
Challenge 

08/08/04 

Ring Djurslands nye asfalt kunne ikke klare presset fra varmen og racerbilerne
For kørerne i Danish Touringcar Championship har weekendens Sparekassen Kronjyllands Jubilæumsløb været ét af de løb, man har set hen til med glæde. En større renovering af Ring Djursland var blevet fuldendt med øget sikkerhed og helt ny asfalt. Men efter få timer kom der skår i glæden.
 

Den voldsomme sommervarme kombineret med racerbilernes enorme kræfter gjorde, at asfalten begyndte at bryde op midt under lørdagens tidtagninger. For kørerne i Danish Touringcar Championship betød det, at den normale 20 minutters tidtagning blev delt i to passager af hver syv minutter, så man ind imellem kunne feje banen ren for opkørte sten og asfaltstykker.

"Banen er brudt op forskellige steder, og der hvor den er brudt op, er den blevet ufattelig glat og ujævn," fortæller Jan Magnussen, England, der trods de svære forhold satte hurtigste tid i sin Peugeot 307 GTI.

"Jeg havde lige et par omgange til at sætte en tid, og det var det. Man tager en kæmpestor og dyb indånding, og så lader man være med at overkøre bilen. Men det er irriterende. Klubben har lavet sådan et flot stykke arbejde, og banen er bare så god at køre på. Det er rigtig ærgerligt for os alle sammen."

Femte afdeling af Danish Touringcar Championship bliver dog afviklet i morgen, og der er klare forventninger til, at man kan undgå en gentagelse af problemerne, som opstod i specielt tre af banens meget skarpe sving.

"Når de sidste klasser har kørt træning og løb ved 17-tiden i dag, rykker asfaltfirmaet ind på banen," forklarer løbsleder Bent Rasmussen. "Asfaltfirmaet vurderer, at de ved dels at fræse den nye asfalt op, dels at fræse dybere ned i det underliggende lag, kan lægge noget ny asfalt, som vil kunne holde til løbet i morgen. Men det kræver, at de må arbejde i aften og nat!"

Trods de svære baneforhold var det stort set de samme kørere, som var med i top 10 i tidtagningen. Eneste undtagelse var Philip Andersen, Risskov, som scorede sæsonens hidtil bedste resultat med en fjerdeplads.

"Vi har fået bilen til at køre ordentligt nu, og den kører rigtig godt," fortæller køreren fra K-motorsport, der sidste år også gjorde det godt på Ring Djursland, hvor han var treer i tidtagningen.

"Nu er vi i stand til bare at lave de små ændringer, der skal til for at få bilen til at virke. Jeg kan køre bilen uden, at jeg skal presse den hele tiden, og det er godt, for nu har vi faktisk lidt overskud med det set-up, vi har fået lavet. På Ring Knutstorp (forrige afdeling af DTC, red.) havde vi store problemer med forenden, men det har vi fået lavet nu. Det har lige præcis været det, der skulle til."

Lørdagens tidtagning bruges primært til at afgøre, hvilke tolv kørere som kommer med i Super Pole-konkurrencen, der søndag middag skal afgøre den endelige fordeling af de tolv første startplaceringer. Her skal sendes kørerne af sted én for én, alene mod uret.

"I SuperPole vil jeg i hvert fald gå efter at være i top 5," siger Philip Andersen. "I pre-finalen og finalen bliver det vigtigt for mig at skulle have nogle points, men jeg er ikke lige så garvet som nogle af dem oppe foran, så jeg skal lige se, hvad de gør, og så prøver jeg måske at gøre det, som de gjorde, men bare bedre!"

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 08/08/04 - Ring Djursland - DTC weekend
  •