Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Mange nye rekorder

Danish
Touringcar
Challenge 

24/07/04 

Ring Knutstorps Grand Prix set med statistiske briller
Som bekendt kunne Pontus Mörth, Sverige, og Volvo vinde deres første pre-finale-sejre nogensinde i Danish Touringcar Championship.
 

Men det var faktisk ikke de eneste førstegangspræstationer, som Volvo Motorsport Danmark leverede på Ring Knutstorp.

Det var nemlig også første gang, at en bil med startnummer 10 sejrede, mens føringen i pre-finalen ligeledes blev den første for Pontus Mörth og Volvo. Det samme gjaldt den banerekord, som kombinationen blev noteret for efter pre-finalen, men allerede en halv time senere var den banerekord historie. For Ring Knutstorp Grand Prix resulterede også i andre rekorder og statistiske usædvanligheder.


I finalen satte Kurt Thiim, Luxembourg, nemlig en ny banerekord, og da det skete bag rattet af en Renault Megane II Sports Hatch, var der ligeledes tale om den første banerekord for det franske mærke. For chaufføren selv var der dog ikke tale om en ny foreteelse, selv om man skal helt tilbage til Forårsløbet i 2002 på Ring Djursland, før vi finder den forrige Kurt Thiim-banerekord.


Selv om Michael Schröter, Grindsted, måtte udgå med uheld i pre-finalen, så satte hans Volkswagen Golf GTI ny rekord for det tidsrum, som en bilmodel har deltaget i Danish Touringcar Championship. 1.904 dage er der gået siden modellens første start.


Peugeot Statoil Motorsport indsatte for første gang en 5-dørs udgave af Peugeot 307 GTI-modellen for Jan Magnussen, England. Det er dermed blot den tredje 5-dørs bilmodel, som har deltaget i Danish Touringcar Championship. De to foregående var henholdsvis Stationcar- og Hatchback-udgaverne af Renault Megane I-versionen.


Med andenpladsen i pre-finalen til Jens Edman, Sverige, satte Toyota Corolla T-Sport en usædvanlig rekord. Fire gange i træk har den japanske racermodel besat andenpladser i pre-finaler, og det er ny rekord, efter at modellen hidtil har haft rekorden sammen med Peugeot 307 GTI-modellen med tre andenpladser i træk.


Da Pontus Mörth og Jens Edman linede op på gridden til pre-finalen, var der to svensker i front. Det var dermed første gang nogensinde, at der ikke var dansk deltagelse i første startrække til et DTC-heat.


Med sejren i finalen blev John Nielsen, England, den første kører, og BMW 320i E46 den første bilmodel, som har vundet to finaler på Ring Knutstorp.


John Nielsens finale-sejr var samtidig hans femte som Team Essex Invest-chauffør, og den betød samtidig, at han er den DTC-kører, som har opnået det fleste antal sejre indenfor et koncentreret antal DTC-afdelinger. John Nielsens første sejr som BMW-kører kom nemlig ved sidste års løb på Ring Knutstorp, og han har dermed vundet fem af de seneste ni afdelinger.
Den næststørste koncentration af fem sejre, stod Michael Carlsen, Vissenbjerg, for, da han i 1999-2000 vandt fem sejre over elleve DTC-afdelinger. Inden weekendens sejr på Ring Knutstorp var John Nielsens bedste præstation fire sejre over syv DTC-afdelinger, hvilket er det samme Jan Magnussen, England, præsterede i 2002.


Både Martin Jensen, Albertslund, og Casper Elgaard, Århus, nåede runde tal i løbet af weekenden. I finalen deltog Peugeot-køreren i sin 25. finale, mens BMW-chaufføren dagen forinden var med i sin 20. Super Pole-konkurrence, hvilket samtidig er ny rekord.


I både pre-finalen og finalen måtte der gøres brug af safety car. Sidste gang det har været nødvendig at gøre det i begge løb, var helt tilbage i Juniløbet i 2001 på FDM Jyllands-Ringen.


John Nielsen blev søndag blot den tredje DTC-kører nogensinde, som har tilbagelagt mere end 1.000 km i finalerne. Da hele Team Essex Invest-kørerens finale blev tilbragt i front, overhalede han samtidig Jan Magnussen på alle tiders rangliste over DTC-føringer, men han har endnu et stykke vej, inden han kan passere Michael Carlsen, Vissenbjerg.


Sidste gang der var en første-gangs-vinder af en pre-finale var ved Juniløbet på FDM Jyllands-Ringen i 2003. Også dengang var det en svensker, som vandt, nemlig Jens Edman.


Jørgen Weinreich, Hammel, blev første gang bedste mand blandt privatkørerne, og dermed er han den tiende kører, som har scoret maximumpoints i et løb i DTC Cuppen.


Selv om Philip Andersen, Risskov, valgte at køre i pit på næstsidste omgang i finalen, så var det første gang i år, at han er blevet klassificeret i både pre-finalen og finalen ved en DTC-afdeling.


Læs mere om:
  • 18/07/04 - Ring Knutstorp - DTC weekend
  •