Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk motorsport

Tæt race og hygge på én gang

Historisk 
10/06/04 

Ganløse Hill Climb
Én af nyskabelserne i historisk motorsport denne sæson er HMS mesterskabet om Bakkeløbspokalen. Det bør blive en succes, for det har aldrig været nemmere at komme ud at køre konkurrencemotorløb i historiske biler.
 

Det første løb i HMS mesterskabet var Ganløse Hillclimb, og jeg ville benytte lejligheden til at se hvordan min trofaste Spitfire ville klare denne disciplin. Så en uge efter baneløbene på Ring Djursland var det tidligt op og af sted fra Århus kl. 5.30. Efter opsamling og afsætning af en yderst tolerant passager og en i øvrigt kedelig (men til gengæld støjende pga. kalechen) 300 km's motorvejstur ankom jeg lettere døv til Ganløse - og det lignede sig selv, som jeg huskede det fra min deltagelse i 2001. Dengang var det nærmest en introduktion til motorsport, denne gang gjaldt det altså et mesterskab. Stemningen var dog den samme: Afslappet, hyggelig og kammeratlig.


(Foto: Ebberfeld)

Førermødet afslørede en lille ændring i klassesammensætningen, så de 27 biler blev grupperet i 4 klasser frem for de 9, som mesterskabet køres efter. Det skulle sikre tættere kamp om pokalerne, og det kom til at holde stik - eksempelvis ville jeg have været alene i min oprindelige klasse! Nu blev jeg sat i klasse med min konkurrent fra banen Arne Jakobsen i Jaguar XK 140, Fiat Abarth 1000, Austin Healey 100-6, Porsche 912, Morgan 4/4 og en MGB. Jeg kendte Jaguarens potentiale, og vidste at den var udenfor min rækkevidde, men jeg ville naturligvis køre mit bedste, og se hvad det kunne række til.

Efter en træningstur uden tidtagning nåede vi så til den første timede start - den talte ikke endnu, men ville give et indtryk af bilerne potentiale. Det startede dog meget skidt for Spitfiren, der hér for første gang siden jeg begyndte at køre race med den måtte stoppe med et teknisk problem: Ved skiftet fra første til andet gear sprang begge speederkabler, og jeg rullede i tomgang ind til siden. Jeg holdt dog dårligt nok stille før tililende medlemmer af min mærkeklub Dansk Triumph Automobil Klub havde kigget på problemet. Og efter en bugsering om til deres pitområde havde de fundet værktøjet frem og af det resterende kabel fået skabt speederforbindelse igen. Tak til Peter, Nikolaj og Morten. For lige at understrege hvor kammeratlig konkurrencen var, så overrakte Citroën 11-køreren René Christensen mig i pausen et spritnyt speederkabel - for at sikre at jeg kom ud at køre.


(Foto: Ebberfeld)

Derefter gik det så også pænt rent sportsligt. Spitfirens accelerationsevne skræmmer næppe nogen, og jeg kunne efter bare ét forsøg konstatere, at jeg ikke behøvede lette på gassen i det første sving. Det var bare at holde på i 3. gear gennem det første højresving. Før venstrekurven skulle der dog bremses, og så forsøge at ramme det helt rigtige punkt at dreje ind i kurven - ikke for tidligt, for det var vigtigt at komme godt ud af kurven, for herefter gik det pænt op af bakke. Det er i sagens natur ikke en 1,1 liters motors livret. Kurven hér var sådan set dagens udfordring, men jeg fandt efterhånden en god linie og fik en god fart på i kurven og ud af den. Den efterfølgende svage højrekurve og turen over bakketoppen var intet problem - igen var det bare at holde på i 3. gear. I de første gennemkørsler holdt jeg bilen i 3. gear helt til mål, men som farten ud af den vigtige venstrekurve steg, så begyndte jeg at skifte til 4. gear på bakketoppen.

Og der var masser af forsøg på at køre endnu stærkere, for alle bilerne fik 6 timede gennemkørsler, hvoraf de 4 bedste talte til det samlede resultat. Ved dagens slutning havde bilerne inkl. træning således overstået 8 stående starter og efterfølgende gennemkørsel af de 3 kurver med maksimal fart - og kun én bil udgik.


(Foto: Anders Molin)

I min egen klasse løb Arne Jakobsen i Jaguar XK 140 med 1. præmien foran en meget flot Fiat Abarth 1000. Arne havde nu også knoklet for sejren, for både han og hustru havde arbejdet med bilens kobling og gearkasse til kl. 2 om natten, for derefter at skulle op igen kl. 4. Og ikke nok med det, men kl. 4 ville Jaguaren så ikke starte! Jeg er sikker på at de fleste ville have givet op dér, men Arne kæmpede videre, så sejren kun godt et halvt sekund foran Abarthen var en sej jydes velfortjente bonus. Jeg selv fik med bare 5 hundrededele af et sekund en 3. plads foran en meget flot Austin Healey 100-6, så jeg var overmåde tilfreds, især i betragtning af den uheldige start. Det gjorde Spitfiren dog godt igen med 3. pladsen, og yderligere 450 kilometers fornøjelig rundtur på Sjælland og tilbage til Århus om søndagen genskabte min tillid til bilen.


(Foto: Anders Molin)

I klasse 1 vandt Kurt Mejer i sin Volvo 142 en knusende sejr foran på papiret meget mere hillclimb-egnede biler, mens Lotus 7 sad tungt på klasse 2. Selve HMS Mesterskabet om bakkeløbspokalen bliver fortsat afviklet efter de 9 oprindelige klasser, og heri er de førende følgende:

Klasse A: ClubRace 2 biler (over 6 kg/HK)
Bo Johansen, Lotus Seven

Klasse B: ClubRace Standard (min. 7,5 kg/HK)
Ingen deltagere endnu

Klasse C: Debutanter (min. 8,2 kg/HK)
Evan Jørgensen, Fiat Abarth 850 TC

Klasse D: Førkrigs og andre historiske op til og med 31/12 1945
Jørgen Witting, MG TC Roaster

Klasse E: Historiske op til og med 31/12 1960
Arne Jakobsen , Jaguar XK 140

Klasse F: Historiske op til og med 31/12 1964
Otto Reedtz-Thott, AC Cobra

Klasse G: Historiske op til og med 31/12 1970
Kurt Mejer, Volvo 142

Klasse H: Historiske op til og med 31/12 1975
Ib Vølding, Lotus Europa

Klasse I: Historiske op til og med 31/12 1980
Frank Johansen, Opel Kadett

Reglementet til mesterskabet kræver at de deltagende biler skal være indregistrerede, og dem var der dukket 27 op af på den solrige grundlovsdag i Ganløse. Det er egentligt ikke ret mange, når der nu findes tusindvis af lignende biler spredt ud over Danmark. Hvis deres ejere har bare den mindste smule motorsport i blodet, så kan jeg bestemt anbefale dem at deltage i ét eller flere løb i hillclimbserien. Det er præcist det der er HMS's hensigt med serien. Det er race, javist, men det er også hyggeligt, sjovt, billigt og utroligt begyndervenligt. Tag en rallylicens eller deltag på en éndagslicens, og få så luftet din klassiker og dine egne motorsportsdrømme.

Næste løb er Munkebjerg Hillclimb den 27. juni, og du kan finde tilmeldingsblanketten i HMS's seneste nyhedsbrev på www.hms.dk.

Claus Ebberfeld
ViaRETRO.com