Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford 1800

Kamphaner i Ringen

F1800 
03/06/04 

-løbsrapport fra 5. og 6. afdeling på Ring Djursland
Nicki Thiim og Mats Franer delte sejrene mellem sig, da årets hidtil største danske Formel Ford 1800-felt mødtes på Ring Djursland. Ellers var løbene præget af gode dyster om topplaceringerne.
 

1. heat
Nicki Thiim kommer bedst fra start, med Mats Franer, fra pole, på andenposition. Efter en god start indtager Anders Ole Egebart tredjepladsen, men må gradvis vige for først Christian Jørgensen og siden for Kim Humborstad på vejen mod den endelige femteplads.


Starten er gået for de morgenduelige. Her Mats Franer, med rygende dæk, og Nicki Thiim.
(Foto: Motorsporten.dk)

På fjerde omgang overtager Mats Franer føringen, med Thiim på andenpladsen og Christian Jørgensen lige efter.
I en tæt klynge cirkulerer de tre omgang efter omgang. Med fem omgange tilbage lykkes det Nicki Thiim at generobre førstepladsen og tager Christian Jørgensen med sig foran Mats Franer. Thiim kan nu køre sæsonens tredje sejr hjem, mens Franer slår igen på sidste omgang og henviser Christian Jørgensen til tredjepladsen. Kim Humborstad benytter førerfeltets tætte kamp til at indhente dem mod slutningen, men uden at vinde placeringer. Anders Ole Egebart følger med på femtepladsen ikke langt efter.


Nicki Thiim på vej mod sin tredje sæsonsejr i første heat - og problemer i andet heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

Kampen om sjettepladsen står mellem Mark Kamstrup og Allan Berndt. Kamstrup kommer bedst fra start, men må på et tidspunkt overlade placeringen til den sæsondebuterende Berndt. På syvende omgang kommer Mark Kamstrup igen og begynder at trække fra, blot for at udgå mod slutningen. Med sin nyerhvervede Mygale, der bl.a. har en 3 måneders fortid på bunden af Themsen (!), kan Allan Berndt køre en sikker sjetteplads hjem.
Dermed rykker det øvrige felt en plads frem, således at Ronnie Andersen bliver syver, Dennis Holbæk, i tæt kamp med Jan Østerberg, bliver ottende, mens Nikolaj Johansen bliver tiende og sidst.


Christian Jørgensen er kommet forrest i andet heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

2. heat
Som i første heat starter Mats Franer på pole, men må igen se sig slået i starten. Denne gang er det teamkammeraten i Lån & Spar Bank-teamet, Christian Jørgensen, der er hurtigst af sted fra anden position. Nicki Thiim kan uden besvær indtage tredjepladsen foran Anders Ole Egebart, da Kim Humborstad totalt misser starten.
Disse fem holder positioner til midten af løbet, hvor Humborstad kommer forbi Egebart i depotsvinget. Forrest fører Christian Jørgensen knapt foran Mats Franer, mens Nicki Thiim ligger i en tilsvarende tæt fight med Kim Humborstad. Humborstad er for alvor manden på fremmarch, for på tolvte omgang udbremser han Thiim for enden af langsiden.

Få øjeblikke efter kolliderer de to førende i "hullet" hvilket koster Christian Jørgensen sin fortsatte deltagelse, mens Mats Franer kommer i front. I forvirringen kommer Nicki Thiim forbi Kim Humborstad, men bliver idømt 20 sekunders tidsstraf for overhaling i gul flagzone.


Forsvarende mester Anders Ole Egebart har fået noget at se til i år. På Ring Djursland blev det til henholdsvis en femte- og en tredjeplads.
(Foto: Motorsporten.dk)

Slutresultatet bliver at Mats Franer vinder sin første sejr, foran Kim Humborstad og Anders Ole Egebart. Mark Kamstrup, Dennis Holbæk og Ronnie Andersen får oprejsning for deres 1. heat som nummer 4, 5 og 6 i mål. Nicki Thiim må nøjes med syvendepladsen.
Allan Berndt bliver taget for tyvstart og må gennemføre en stop & go-straf i første del af løbet. Det sætter ham bagerst i feltet, men på sidste omgang indhenter og overhaler han Jan Østerberg i kampen om sidstepladsen.


Formel Ford-veteranen Allan Berndt og hans nye Mygale.
(Foto: Motorsporten.dk)

Mesterskabet
Som weekendens topscorer overtager Mats Franer føringen i danmarksmesterskabet i Formel Ford 1800, med 109 point mod Nicki Thiims 103. Kim Humborstad (87) og Christian Jørgensen (80) indtager tredje- og fjerdepladsen. Der er efterhånden lagt op til en Nicki Thiim mod de tre kørere fra Elvin Nielsens team i 2004-sæsonen

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 30/05/04 - Ring Djursland - F1800
  •