Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Flere rekorder for John Nielsen

Danish
Touringcar
Challenge 

29/05/04 

Padborg Open set med statistiske briller
De har tidligere på www.dtc-net.dk kunnet fortælle om den historiske rekord, som John Nielsen, England, satte, da han vandt finalen ved Padborg Open og dermed sejrede for ottende gang i en finale.
 

Men sejren fik også køreren fra Team Essex Invest til at skille sig ud på andre måder. For det første er hans team det eneste, som har vundet en Padborg Open-finale (to ud af to mulige). For det andet er han selv den eneste kører, som har vundet finalesejre i fem forskellige sæsoner. Siden DTC startede i 1999, har John Nielsen vundet finaler i hver sæson på nær i 2002.

Set med statistiske briller vil Padborg Open dog også blive husket for en lang række andre ting.


Da Mike Legarth, Vamdrup, gjorde rent bord blandt privatkørerne på Padborg Open, tangerede han samtidig den rekord, som Jesper Sylvest, Jægerspris, satte sidste år med fire maximumscorer i træk i DTC Cuppen.


Den nye banerekord, som Jens Edman, Sverige, blev noteret for i finalen, gav en gennemsnitsfart på 122,6 km/t, som er den højeste, en DTC-racer er blevet noteret for på en dansk bane. Banerekorden betyder også, at svenskeren nu har kørt på hurtigste løbsomgang i tre af de fire starter, DTC-feltet har haft i år.


Efter Padborg Open har Philip Andersen, Risskov, endnu årets første start i en DTC-finale til gode, mens Jason Watt, Herlev, heller ikke endnu er startet i en pre-finale.


Henrik Lundgaard, Hedensted, er for første gang ny mand i front for Danish Touringcar Championship, og det er dermed det fjerde store mesterskab, Toyota-køreren har ført. De tre hidtidige har været DM, EM og Teams Cuppen i rally, og dem vandt han alle. Da østjyden lagde sig i toppen af pointtabellen, var det samtidig også første gang, at kørermesterskabet blev ført af en chauffør for det samme team, som indtager førstepladsen i teammesterskabet, hvilket Toyota Castrol Racing har gjort hele året.


Søndagens tidstillæg til Casper Elgaard, Århus, var den anden sådanne straf til Team Essex Invest-køreren.


Efter årets to første afdelinger af Danish Touringcar Championship har alle 20 kørere, som har startet enten en pre-finale eller en finale, scoret points. Jørgen Weinreich, Hammel, er den eneste kører, som har deltaget i årets DTC-afdelinger uden at komme til start, og dermed tangerer han nu rekorden for at have deltaget i flest DTC-afdelinger, hvor han ikke er kommet til start.


Jens Møller, Ikast, kvalificerede sig for første gang til deltagelse i en Super Pole, og han blev dermed den 23. kører, som har deltaget i den del af en DTC-weekend.


Padborg Open gav de bedste resultater nogensinde for Volvo i Danish Touringcar Championship, da Pontus Mörth erobrede tredjepladser i både pre-finale og finale. Indtil det sønderjyske løb var det bedste finaleresultat for det svenske mærke en femteplads ved Åbningsløbet i 1999 og en sjetteplads i pre-finalen ved Grand Prixet i 2000, begge resultater sat af Jørgen Poulsen, Årup. Resultaterne fra Padborg Open gør samtidig også Pontus Mörth til blot den anden udlænding, som er sluttet i top 3 i et løb for Danish Touringcar Championship. Da han samtidig sluttede lige efter Jens Edman, Sverige, i finalen, blev Padborg Open det første løb, hvor to af de tre placeringer i top 3 er blevet besat af udlændinge.


Rækkefølgen på de seks første bilmodeller i både pre-finalen og finalen var identisk. I begge løb tog BMW 320i E46 sejren foran Toyota Corolla T-Sport, Volvo S60, BMW 320i E46, Toyota Corolla T-Sport og Peugeot 307 GTI.


Læs mere om:
  • 16/05/04 - Padborg Park - DTC weekend
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her