Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

DTC-premiere med gigantisk startkarambolage

Danish
Touringcar
Challenge 

02/05/04 

Michel Nykjær vandt sin anden DTC-finale og fører mesterskabet
2004-sæsonen i Danish Touringcar Championship startede søndag eftermiddag bogstaveligt talt med et brag. Pre-finalen på FDM Jyllands-Ringen var ikke mange sekunder gammel, før størstedelen af bilerne i feltet holdt filtret ind i hinanden i en gigantisk startkarambolage, der tvang en omstart frem. Manden på pole position, Pontus Mörth, Sverige, fik en middelmådig start og blev hurtigt omkranset af Team Essex Invest-duoen Casper Elgaard, Århus, og John Nielsen, England, hvorefter en kædereaktion sendte størstedelen af feltet på tværs.
 

"Som sædvanligt var BMWerne meget hurtige i starten, og både Casper og John gik op på siden af mig, og så kørte John Nielsen bare lige ind i siden på mig, mens Casper kom på indersiden," sagde Pontus Mörth, som havde sikret Volvo-mærket sin anden DTC-pole position overhovedet. "Jeg kunne ikke gøre så meget, og når man ser det på TV, så ser man, at min bil kører lige ud hele tiden."

Hos Team Essex Invest havde man en anden udlægning af startkollisionen, som skadede teamets to hurtigste biler.

"Jeg har ikke set det på TV, men jeg føler, at Mörth rører mig, så jeg kommer lidt på tværs, og det udløser hele tumulten," vurderede John Nielsen. "Det er en kædereaktion. En lille ting, der bliver til en stor ting, men det er nok den sorteste weekend, vi har haft nogensinde, men det er motorsport, og der er dagen ikke omme, før lyset er slukket."

I pre-finalens omstart var feltets to Toyota Corollaer urørlige, og det blev til en 1-2-sejr til mærket takket være Jens Edman, Sverige, og Henrik Lundgaard, Hedensted. I finalen var der også udsigt til, at de japanske biler ville blande sig i toppen, men med få omgange igen måtte Jens Edman forlade løbet fra en andenplads med flammer fra udstødningen.

"Det var noget med motoren og maskineriet, som stoppede," forklarede svenskeren. "Vi ved ikke, hvad fejlen er. Det er meget irriterende nu, for det så fint ud med en andenplads, og jeg kørte bare for at få points, da Casper, John og de andre var væk."

Sejren gik i stedet til unge Michel Nykjær, Tappernøje, som dermed for anden gang i sin korte DTC-karriere sikrede sig en sejr i en DTC-finale. Og ligesom med premieresejren ved sidste års Grand Prix måtte sydsjællænderen kæmpe for den største pokal. Midtvejs i finalen lavede han således en imponerende overhaling, hvor han på én gang dykkede indenom både Mike Legarth, Vamdrup, og Martin Jensen, Albertslund, for enden af langsiden.

"Man ser chancen og muligheden, og jeg kører aldrig for at banke ind i nogen," genfortalte Michel Nykjær episoden. "Jeg kunne se hullet, og jeg kunne se, at Martin bremsede Mike ud, så jeg tog chancen og prøvede. Det er kanon. Det gik godt i regnvejr, men jeg har ikke lavet et god resultat i tørvejr. Og dette her er kanon bare at vinde. Jeg er glad for at holde Lundgaard og Edman bag mig, og det synes jeg er en stærk sejr for mig.

Korte fakta: Tre af mesterskabsfavoriterne forlod FDM Jyllands-Ringen uden points. Foruden Casper Elgaard og John Nielsen var det Jason Watt, Herlev, som måtte udgå af en følgeskade af startuheldet.

Mike Legarth, Vamdrup, lagde sig i front i privatkørernes DTC Cup med sejr i både pre-finale og finale.

Antal fuldførende var det laveste for en DTC-finale siden 13. august 2000.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 02/05/04 - Jyllandsringen - DTC weekend
  •  
     
     
    Undgå billetkøen - Køb dine billetter her