Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Le Mans - Vandvittigt race - 2. del

Le Mans 
28/06/01 

Tom Kristensen og Audi vandt godt nok det rigtige Le Mans. Men der var sandelig andre vindere - på helt andre områder end racet!
Beskrivelsen af årets Le Mans fortsætter her i sidste del - hvor der også kommer et par gode råd og oplysninger om Le Mans.
 

Efter showet i byen, var det tidligt op lørdag morgen - warm-up´en ventede forude. Folk er så småt ved at varme op til at blive klar til løbet, og de første indfinder sig allerede på det tidspunkt sig på pladserne langs hegnene. Jeg har en nummeret tribuneplads, så det bekymrer mig ikke det store - en tribuneplads koster i øvrigt godt 500 frank - det er godt givet ud! Op til starten indfinder folk sig på pladserne på tribunen. Her bliver racerne parkeret ved pitmuren - et flot skue. Op til klokken 16.00 er der hektisk aktivitet og racerne er ved at blive klar til starten - og endelig klokken 16.00 bliver de 48 racere sendt af sted. Lyden er virkelig overvældende og giver gåsehud - det er et inferno af larm, men føles som et sandt festfyrværkeri. Det kan ikke beskrives - det skal opleves!

Og så kom regnen. Man har været så genial at rive flere af de gamle tribuner ned, og så er der blevet opsat nogle nye midlertidige. De var godt nok overdækket, men hvad hjalp det når den kraftige vind gjorde at man fik regnen i nakken. TV-billederne afslører kun alt for godt hvordan der så ved start/mål på et tidspunkt - og sådan så der godt nok også ud. Regnen kom vandret ind!

Men det gav masser af race - og drama! Og det viste med al tydelighed hvem der var mand og hvem der var mus! Emanuele Pirro var virkelig en tøsedreng. Han slap gassen 100-150 meter før alle andre - og det var med til at den anden Audi-racer kunne hente ind på Tom Kristensens racer når det regnede. Efter talrige byger gruede jeg kun for hvordan teltet havde det.


Tom Kristensen under et pitstop
(Foto: Motorsporten.dk)

Ved midnatstid ville jeg gerne hjem til teltet - dels var det holdt op med at regne, og jeg ville gerne hjem for at bese skaderne. Heldigvis var der kun kommet lidt vand ind, og selvom soveposen havde fået lidt vand, så gik det. Taske med tøj var stadig tør. Men der var andre der var mindre heldige med teltet! Søndag morgen ved 8-tiden var den første tanke - 'skal vi ikke bare snart hjem?' Teltet blev pakket ned, mens jeg forsøgte at høre mig til hvordan det stod til ude på banen. 'Tom fører stort og de andre er langt bagefter' - var meldingen. Med ét var regnvejr og sure sokker glemt. Teltet blev pakket ned - tasken pakket og så var det ellers bare af sted for at se race!

Og herefter kender vi det kun alt for godt - det gik som det skulle. Tom Kristensen vandt igen! Oplevelsen havde dog været enorm. Stemningen omkring løbet kan ikke opleves på samme måde som det gengives ellers meget flot på TV2. Herefter stod det på en lang tur hjem til Danmark. Men den er der ikke så meget at skrive om - jeg sov stort set hele vejen hjem!

Le Mans er mere end blot race. Som det kunne læses i den første del af beskrivelsen, sker der meget udenfor banen og i Le Mans by. Der på banen også opstillet talrige boder der sælger modelbiler, tøj, kasketter osv. Men lad være med at købe første gang - efter en tur rundt i Village (der ligger bagved hovedtribunen) kan du spore dig frem til hvor du kan få modelbilen til den billigste pris. Flere teams har også deres eget salgssted placeret. MG blev de helt store vindere ved deres markedsføring, og deres stand blev rigtig godt besøgt. Deres kasketter blev der solgt talrige af - de gik som varmt brød! Audi var også repræsenteret. Ikke en prangende stand, men de havde nogle rigtig gode ting på hylderne. Blandt andet en enorm sportstaske - blot 300 franc. Virkelig et scoop. Panoz var der også, men ligesom deres præstation på banen, var det også faldet af på den i deres stand!


MG trak fulde huse - masser af promotion gjorde at man ikke kunne overse MG, og som det ses her var interessen enorm! Her vandt MG på Le Mans!
(Foto: Motorsporten.dk)

Hvad så til næste år? Nu har jeg oplevet hedebølge og regnvejr. Jeg talte med nogle der havde været med de sidste ti år. Jo - de to sidste år havde det været ekstremer. Nå ja - jeg overlevede da. Teltet stod sin prøve og oplevelsen blev jo ikke dårligere af det. Jo, teltet bliver helt sikkert slået op på La Sarthe næste år!

Her til sidst kommer der nogle gode råd og oplysninger om Le Mans:

Hvis du har mulighed for det - bestil en tribunebillet. Det er hårdt at skulle stå i sol eller regn nede ved hegnet i adskillige timer.

Badeforholdene er ikke optimale. Undgå den store morgenkø, der som regel er mellem 45 minutter og halvanden time, ved at bade sent om aftenen. Så er ventetiden mindre end 5 minutter!

Husk en rulle toiletpapir, med mindre du vil parlamentere med en fransk wc-mand/dame om det halve stykke toiletpapir du har taget på bordet. Toiletforholdene er ok - nogle er dog pænere end andre! Bliv heller ikke forskrækket hvis du som mandlig toiletbesøgende bliver anvist et toilet hos damerne!

Le Mans kan nemt blive forvirrende at følge - medbring lommeradio. Radio Le Mans holder dig orienteret 24 timer igennem løbet om hvad der sker på de 13 andre kilometer du ikke kan se fra hvor du står / sidder. Jeg glemte min i år, men sad ved en storskærm - det gik lige, men den kan ikke undværes!

Sørg for at købe sodavand og anden drikkelse med - eksempelvis på færgen til Tyskland eller den 'toldfri' butik. Priserne på øl og vand ligger på 10 franc for en dåse - det er i overkanten!

Maden og priserne på dette er faktisk meget rimelig. Der kan købes sandwich, burgere og andet mad der selvfølgelig ikke har det store næringsindhold. Priserne er rimelige - mellem 25-30 franc for sandwich.

Gå rundt ved banen så langt som det nu er muligt. S-svinget efter den legendariske Dunlop bro kan bestemt anbefales og en tur på volden ved Porsche kurverne giver et indtryk af hvor meget der bliver gået til den. Hvis du magter det, så er Tertre Roughe stedet at se bremseskiver!

Ses vi næste år?

Læs mere:
Le Mans - Vandvittigt race - 1. del

Hvis du ønsker flere oplysninger eller har spørgsmål er du velkommen til at skrive til Motorsporten.DK

Benji

Læs mere om:
  • 16/06/01 - Le Mans - Le Mans
  •