Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

San Marinos GP - teams preview - top 5

Formel 1 
22/04/04 

Spændingen i Formel 1 er næsten så godt som ikke eksisterende, Ferrari har hidtil været for dominerende. Kan de andre teams rette op på det på Imola?
 

Ser man bort fra Ferraris alt for store dominans, så er det faktisk lidt spændende stadig at se Formel 1. Senest dokumenteret ved det seneste Grand Prix i Bahrain hvor der længere nede i rækkerne var masser af dueller, overhalingsforsøg osv. Noget vi har savnet i de første 2 GP'er i år. Men er det ved at komme nu? Det må vi håbe. Et endnu større håb er at Ferrari ikke vinder denne gang, selvom det er på en af de italienske hjemmebaner. Ugerne siden GP'et i Bahrain, er af alle blevet brugt til at videreudvikle og teste en hel del forskellige steder rundt om i Europa. Har Ferraris konkurrenter fundet så store forbedringer at de kan indhente de røde Maranello folk, eller har Ferrari også selv fundet på endnu flere genistreger?

Ferrari:
Ferrari har testet primært på Circuit de Catalunya og Fiorano, hvor man har udviklet videre for ikke at tabe terræn. Bridgestone er en vigtig partner for Ferrari, så testarbejdet har involveret Bridgestone i meget stor grad. Men også Shell, teamets olie og brændstofleverandør, er i tæt samarbejde med teamet. Det forventes at vejret bliver væsentligt køligere end ved især de to seneste GP'er. Shell vil levere de samme olier og det samme brændstof som ved de første GP'er. Ingenting er ændret på det område selvom at man ved at Imola kan være hård ved motorer og gearkasser. Kørerne er velmotiverede især fordi det er "hjemme" i Italien at der skal køres. Barrichello ser dog helst at det er han som er øverst på podiet når løbet er omme. Om end ikke andet så for at bryde Michael Schumachers sejrsrække. Eller er det egne ambitioner?

Renault:
Renault har ligesom Ferrari været flittige testere siden Bahrains GP. Renault har begået en ny motorevolution, som er blevet testet godt og grundigt igennem. Den nye B specifikation som Dennis Chevrier fra Renaults motordivision kalder den, har fået flere hestekræfter og et bedre drejningsmoment. Alt i alt skulle det give en motor der er mere smidig. Desuden har Renault fundet nogle aerodynamiske ændringer som vil blive brugt på Imola. Én ting som i hvert fald skal forbedres er Fernando Alonsos kvalifikationer, de har ikke just været imponerende hidtil i denne sæson. Han er startet godt tilbage i feltet hvilket betyder at han har brugt en masse tid og kræfter på at få sig kørt op i feltet, før han egentligt har været i stand til at udfordre de førende. Det har været en skuffelse fra hans side i år. Men mon ikke at Alonso vil forbedre dette?

Williams:
På trods af intern uenighed er målet for alle det samme, nemlig at blive verdensmestre. Men hvilken af kørerne det skal være, må der findes en løsning på. I forberedelserne til San Marinos GP har Williams testet flittigt og har brugt alle kørerne i teamet. Normalt har netop dette GP altid været et godt GP for teamet. Det er et af de få steder hvor Williams har kunnet true Ferrari. Der er lavet småændringer på motoren men ikke nok til at man kan tale om en ny evolution. Til gengæld har man lavet flere aerodynamiske ændringer som er blevet testet og afprøvet via de 6000 testkilometer teamet har tilbagelagt de seneste par uger. Kørerne er motiverede for at præstere det optimale på Imola. Ralf Schumacher fik sin første sejr i Formel 1 netop her for 3 år siden og er indstillet på at gentage denne sejr. Montoya vil gerne gøre det bedre end sidste års syvendeplads.

BAR:
Hos BAR er man topmotiveret. Tredjepladserne til Jenson Button har skabt en ny moral hos teamet. David Richards har dog haft travlt med at trække i håndbremsen og fortælle at VM ikke er vundet pga. nogle tredjepladser, så der arbejdes forsat hårdt i teamet. Udover at prøve at erobre endnu flere podieplaceringer, er næste delmål at fravriste Williams den tredjeplads man deler i øjeblikket, næste delmål er Renault på andenpladsen. Teamet har testet på 4 baner i Europa siden Grand Prixet i Bahrain og fået hentet værdifulde data. Honda har pillet i motorerne og fundet flere forbedringer. Det forlyder også at BAR vil komme med et nyt vingedesign på fronten. Hvorvidt det også sker for bagvingen er endnu ikke bekræftet, der var jo en sag med at et nyt design af bagvingen blev vraget af FIA's tekniske arbejdsgruppe. Jenson Button ved vi efterhånden hvor står, mens Takuma Sato endnu ikke helt har bevist at han kan være stabilt kørende. Han har dog fået mange roser for sin kørsel ved det seneste Grand Prix. Men kan han forsætte denne udvikling står BAR teamet med to stærke kørere, som kan gå ind og udfordre de andre for alvor.

McLaren:
McLaren holder sig med nød og næppe i top 5. Der har været mange problemer med bilen og teamet i år. En motortroldmand man havde hentet hos BMW-Williams, er blevet fyret, og der har været anden intern uro. Ikke noget der just virker befordrende for arbejdet i teamet. Men man har ikke opgivet endnu. Der arbejdes forsat videre. McLaren har testet i Barcelona og på Paul Ricard hvor man har tilstræbt at finde og løse så mange problemer som muligt. Noget især Kimi Raikkonen håber på at nyde godt af. Statistikken for i år fortæller at feltets mindste team, Minardi, har fuldført flere omgange under løb end McLaren. I de to førnævnte tests har kørerne sammenlagt kørt godt 4500 km, og der er fundet frem til adskillige ting der enten er blevet ændret eller skal ændres. Onde tunger siger at det har været en tung arv at løfte efter fiaskoen med MP4-18 som aldrig kom i løb.

Dons

Læs mere om:
  • 25/04/04 - Imola - Formel 1
  •