Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Fornem rookie-indsats

Historisk Rally 
05/02/04 

- i international rally-klassiker
340 old timere fra hele Europa deltog i 7. Int. Rallye Monte Carlo Historique på de sydfranske bjergveje. Det nyetablerede historiske motorløb oplever en popularitet og mediebevågenhed, der sagtens kan måle sig med oldemoderen: Int. Rallye Monte Carlo, som er blevet afviklet 72 gange siden 1911.
 

Som old timer betegnes automobiler med mindst 25 års slid på stelnummeret. I det 2.500 km. lange motorløb deltog som debutanter - rookier - det sammentømrede sydjyske rallypar: Lars Bækkelund og Arne Pagh i en Fiat 128 SL Coupé fra 1972.

- På bjergprøverne var der masser af tilskuere og fotografer, fortalte Arne Pagh ved målrampen på Havnen i Monaco. - De nød synet af rallyfeltet, som var fordelt på 30 forskellige bilmærker. Hver eneste bil er i realiteten unik, og burde derfor stå på museum frem for at køre gennem slud, ruskregn, sne og is midt i den europæiske vinter.

Lars Bækkekund er udlært automekaniker, og kender derfor hver eneste skrue og møtrik i sin Fiat 128 SL Coupé. Mekanikken blev derfor krydschecket flere gange inden starten, som for danskerne foregik fra Rådhuspladsen i København.

- På vej til start kom der lige pludselig høje mislyde fra gearkassen, konstaterer Lars Bækkelund. - Jeg vurderede umiddelbart, at en tand i femtegearet var blevet ramt af metaltræthed, og derfor svømmede rundt i gearkasseolien. Samtidig vinkede vi farvel til 2. og 3. gear.

Midt i den infernalske larm kunne rallyparret hurtigt blive enige om, at det var umuligt at gennemføre rallyet under disse vanskelige betingelser.

- I teorien kunne vi angribe opkørslerne i første gear og herefter trille ned i fjerde gear, fortsætter Arne Pagh. - Dog ville odds'ene for succes være tårnhøje, fordi de berømte hastighedsprøver på serpentinervejene skal gennemkøres med en forud bestemt hastighed omkring 50 km/t.

Med ekspresfart leverede rallyparrets trofaste service-duo: Oluf Albertsen og Per Troelsen en reservegearkasse fra Horsens. Efter velvillig værksteds-assistance fra Citroën på Amager kunne Lars Bækkelund og Arne Pagh herefter køre ud på den 1700 km. lange tilkørsels-etape til det sydlige Frankrig - med nogle timers forsinkelse.

Sydjyderne havde en hemmelig drøm om at slutte i TOP 50 generelt. Konkurrenterne advarede dog om, at man som rookier skulle være glade for blot at gennemføre det historiske rally. På ruten var der indlagt 13 bjergprøver - afsluttende med den berømte LANGE KNIVES NAT.

- Underlaget skiftede meget mellem tør asfalt, regnvåde veje og isglatte hårnålesving, forklarer Lars Bækkelund. - Vi var derfor utrolig glade for vores Good Year pigdæk, selv om rallybilen et par gange var ude at kysse snevolden i vejsiden.

- Vi brugte førstedagen til at fordampe premiere-nerverne, oplyser Arne Pagh. - Allerede efter den tredje bjergprøve var vi sensationelt fremme som nr. 41 generelt, men konkurrencen var uhyre hård blandt de garvede old timer-hold. Blot et enkelt vrik med ørerne kostede dyrebare sekunder, og man vinkede hurtigt farvel til 20-30 generalplaceringer.

Slutresultatet blev en flot 65. plads for Lars Bækkelund og Arne Pagh, som dermed kun var et lille minut fra TOP 50. Samtidig blev de af løbsledelsen rost for en af flotteste rookie-placeringer gennem de syv år, hvor arrangementet foreløbig er blevet afviklet. Sydjyderne placerede sig som det andenbedste danske mandskab, idet de kun blev slået af generalvinderne fra 2002: Otto og Britta Kruse Kristensen i en Lancia Fulvia Coupé fra 1970.

- Vi er meget godt tilfredse med indsatsen i 7. Int. Rallye Monte Carlo Historique, afslutter Arne Pagh. - Vi fandt efterhånden en knivskarp kørestil, som gjorde det sjovt og spændende at angribe konkurrenternes resultater. Samtidig ser vi frem til, at København kan bibeholde værdigheden som startsted i arrangementet. Med 340 startende biler samt omkring 200 afviste mandskaber er der basis for at gentage rallyet i årene frem over.

Ud over Good-Year havde Lars Bækkelund og Arne Pagh fået assistance fra Sparbank Vest samt Autoglans i Vejle.

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • 05/02/04 - Monte Carlo - Historisk Rally
  •  
     

    Historisk Rally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: