Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Rallyklassiker har fået et charmerende oldebarn

Historisk Rally 
01/02/04 

Lige siden 1911 har serpentinervejene i de sydfranske alper dannet kulisser for det berømte Int. Rallye Monte Carlo, som sammen med Le Mans 24 Hours og amerikanske Indy 500 benævnes motorsportens grand old ladies. To verdenskrige har imidlertid bevirket afbræk i afviklingen af det berømte rally, som i 2004 blev kørt for 72. gang.
 

I det nye årtusinde har det - stort set - kun været muligt for professionelle rallyteams at indskrive sig på startlisten i Monaco. Mange private rallykørere drømmer imidlertid om at køre de berømte hastighedsprøver med de utallige hårnålesving, hvilket har bevirket en kraftig opblomstring for oldebarnet: Int. Rallye Monte Carlo Historique - med en deltagerliste på 340 old timere i 2004-udgaven.

Som old timer betegnes biler med mindst 25 år på registreringsattesten.

Under stor mediebevågenhed startede nordeuropæerne ud fra Rådhuspladsen i København. En af rallyets rookies - førstegangsdeltagere - er sydjyderne: Lars Bækkelund og Arne Pagh i en Fiat 128 SL Coupé fra 1972.


Tre timers hektisk arbejde med gearkasseskift ventede for ude. Alligevel var humøret højt hos rookierne: Lars Bækkelund og Arne Pagh ved starten fra Rådhuspladsen i København.
(Foto: Kirketerp)

- Bad Hambourg i det sydlige Tyskland har tidligere været startsted for de danske mandskaber, konstaterer Arne Pagh. - Jeg har dog ladet mig fortælle, at de tyske arrangører ikke formåede at skabe den festivitas, som de spændende old timere virkelig fortjener. Jeg håber derfor, at København i fremtiden kan bibeholde sin status som startsted, selv om vi skal køre lidt over 1000 km. længere end konkurrenterne frem til opsamlingsstedet: Vals Les Bains.

Løbsledelsen havde bevilget nordeuropæerne en overnatning i Hamborg, hvilket skulle blive et held i uheld for rookierne.

- På vej til starten i København kom der lige pludselig yderst ubehagelige lyde fra gearkassen, oplyser Lars Bækkelund. - På forhånd havde jeg checket alt mekanikken i gennem, men en tand i femtegearet knækkede åbenbart af. Vi havde i hvert fald kun 1. og 4. gear til rådighed, hvilket blev krydret med en infernalsk larm.

- Heldigvis var tidskravene ikke skrappe mellem København og Hamborg, fortsætter Arne Pagh. - Derimod hænger 32 år gamle gearkasser på træerne, hvorfor vi måtte ty til hjælp fra rallyteamets trofaste service-duo: Per Troelsen og Oluf Albertsen, som ekspresleverede en reservegearkasse fra Horsens, og samtidig hjalp os med udskiftningen. Samtidig fik vi uvurderlig værksteds-assistance fra Citroën Amager, hvor startfeltet havde teknisk kontrol.

I det historiske rally er indlagt 13 bjergprøver, hvoraf 3 afvikles under den legendariske LANGE KNIVES NAT. På bjergprøverne er der ikke tid til svinkeærinder. Sammenlagt blev 2003-udgaven vundet med 816 strafpoint.

- Der gives strafpoint for hver tiendedel sekunds forsinkelse, forklarer Arne Pagh. - I gennemsnit var vinderne derfor kun 5 sekunder forsinket pr. bjergprøve. Med til historien hører, at vejret sidste år var yderst krævende med snefald og isglatte veje i Alperne.

Lars Bækkelund og Arne Pagh er på forhånd blevet udpeget som kvalificerede kandidater til bedst placerede rookie-mandskab generelt. Dette har baggrund i topresultater ved andre historiske rallies.

- Vi går efter et slutplacering blandt de 50 bedste i generalklassementet, afslutter Lars Bækkelund. - Samtidig satser vi på, at uheldet er brugt op! Så vi kan nyde de sportslige udfordringer uden flimmer i adrenalinet.

Meget tyder på, at sydjyderne havde rystet premiere-uheldet af sig. På rallyets allerførste bjergprøve blev de således andenbedst blandt mandskaberne, som var startet ud fra København.

Efter 5 dages strabadser slutter 7. Int. Rallye Monte Carlo onsdag d. 4. februar med en storslået præmiefest på det berømte Hotel Casino i Monaco.

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • 05/02/04 - Monte Carlo - Historisk Rally
  •  
     

    Historisk Rally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: