Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Debutanter med ambitioner

Historisk Rally 
28/01/04 

Tre danske hold debuterer i det historiske Monte-Carlo Rally.
Og de har alle høje ambitioner.

Når Rallye Monte-Carlo Historique starter på fredag fra Rådhuspladsen i København, er tre danske rallyhold med for første gang. Og de har alle som mål ikke blot at gennemføre, men også at få en pæn placering i det krævende rally, som køres på snedækkede bjergveje i de franske alper.
 

En af de allermest spændende biler af samtlige 351, der starter fra fem europæiske storbyer, er den Ferrari 275 GTB fra 1965, som Kaj Bertelsen fra Viborg stiller op med. For knapt fyrre år siden var den med sine 280 HK og en topfart på 260 km/t noget af det vildeste, der fandtes; i dag har den kultstatus som en af de smukkeste Ferrarier, der er bygget. Kaj Bertelsen driver et kaffefirma og handler desuden med eksklusive biler.


Kaj Bertelsen (t.h.) og Erik Rasmussen stiller op med denne smukke og forrygende hurtige Ferrari 275 GTB fra 1965.

Han er meget erfaren inden for historisk motorsport og har tidligere brugt sin Ferrari til baneløb samt i det historiske Mille Miglia løb i Italien. Nu stiller han for første gang op i et historisk rally. Hans medkører er Erik Rasmussen fra Havdrup, som har to tredjepladser fra danmarksmesterskabet i rally, og desuden - hvad der kan få stor betydning - har gennemført Monte-Carlo løbet som næstbedste amatør i 1996.

Forventningerne til det sydjyske hold Lars Bækkelund og Arne Pagh er til at tage og føle på. Bækkelund var en af landets mest erfarne rallykørere i perioden 1975-90, hvor han vandt fem danmarksmesterskaber, heraf de fire i Fiat biler. Han stiller da også op med en flot Fiat 128 Coupé fra 1972.


Lars Bækkelund og Arne Pagh for fuld fart gennem et sving i deres sjældne Fiat 128 Coupé fra 1972.

Lars Bækkelund er en dygtig og meget stabil kører. Ved siden af sig har han Arne Pagh, en erfaren navigatør, der har været danmarksmester tre gange. Desuden har Pagh deltaget i det moderne Monte-Carlo løb to gange, dog uden at gennemføre. Men han er i hvert fald godt bekendt med betingelserne for rally i Frankrig. Lars Bækkelund og Arne Pagh vurderes at have gode chancer for at blive bedste debuterende danske hold.

Et entusiasthold med en fantastisk grundig forberedelse. Sådan lyder en vurdering af det tredje nye hold, Henrik Clausen fra Stenløse og Preben Sunke fra Brabrand. De kørte deres første rally sammen i 1980 og har gennemført 10 historiske rallies. Bilen, de stiller op med, kan eget vel blive kæledæggen blandt de danske deltagere: En sød Triumph Spitfire fra 1969.


Denne smukke Triumph Spitfire fra 1969 kommer ud på sit livs hårdeste opgave, når Henrik Clausen og Preben Sunke tager den med til det historiske Monte-Carlo løb.

Selv om holdet kører med kalechen lukket, er bilen kold at køre i. Er temperaturen på frysepunktet udenfor, kan man holde 18 grader inde i bilen, falder temperaturen yderligere, må mandskabet tage mere tøj på. Men Clausen og Sunke er godt forberedt, blandt andet ved træning på svenske vinterveje.

Eksperter vurderer, at det vil være en flot præstation, hvis de tre danske debutanter i Rallye Monte-Carlo Historique blot kan gennemføre det krævende løb. Selv har de endnu større ambitioner, når kulturborgmester Martin Geertsen på fredag eftermiddag flager dem af sted mod sneen og kulden i de franske alper.


Læs mere om:
  • 05/02/04 - Monte Carlo - Historisk Rally
  •