For første gang siden, tja, så langt som denne hukommelse rækker, blev alle afdelinger kørt på dansk grund, af den årsag at der nu var endnu en dansk bane at køre på i Padborg Park. Med udvidelsen af Jyllands-Ringen blev det nærmest 1½ ny bane i denne sæson.
Inden sæsonstarten stod det klart at klassen ville få en ny vinder, idet Peter Faaborg skiftede til en Peugeot 307 og den store Yokohama Cup-klasse. Hans gamle bil skulle i stedet køres af 2002-debutant Dennis Barth. Også Martin Sally Pedersen skiftede til den større klasse, mens en af dansk motorsports veteraner, Per Carlsen, stoppede. Det samme gjorde Per Rosenkilde Hansen og Niels Kjær, og efterlod således kun 5 af sidste års top-10 kørere tilbage i 1600-klassen.
Som sådan måtte Steffen Larsen, der akkurat mistede titlen i 2002, regnes for at være forhåndsfavorit i 2003, mens der samtidig burde blive plads til en række nye, spændende navne - og det var præcis hvad der skete.
Steffen Larsen blev mester, men han fik kamp til stregen fra første færd. Med en tredjeplads som bedste løbsresultat og en samlet fjerdeplads kom Steffen gennem sæsonens åbningsløb. Sæsonens første sejr, to uger senere på Ring Djursland, rettede op på sæsonpremieren og han delte nu mesterskabsføringen med Kim Lund Johansen.
Steffen Larsen forrest på Ring Djursland. (Foto: Motorsporten.dk)
Resten af sæsonen førte Steffen Larsen som regel an i pointregnskabet og var ellers aldrig længere end 6 point fra føringen. Den skærpede konkurrence gjorde at Steffen Larsen snart droppede et dobbeltprogram, der i bogstaveligste forstand så ham springe mellem sin Peugeot 106 og dén Seat Ibiza, som han deltog med i den store Yokohama-klasse.
Det var først og fremmest på stabile top-6 placeringer denne føring blev holdt gennem foråret, men ved årets tredje besøg på Ring Djursland i august vandt Steffen Larsen to overbevisende start-til-mål sejre og fik skabt den nødvendige luft i pointregnskabet før sæsonens traditionelle hovedbegivenhed, Jyllands-Ringens Grand Prix. Med to tiendepladser skulle det blive Steffens dårligste og kostede samtidig føringen til Kim Lund Johansen.
Nu er der som bekendt intet der er så skidt, så det ikke er godt for noget! Efter løbet blev bilen gennemgået fra A-Z og efter et tip fra en konkurrent fandt man bl.a. en skæv bagbro. Med nye dele på bilen vandt Steffen Larsen årets fjerde sejr, sin første på Padborg Park, i september og med yderligere to andenpladser og en fjerdeplads i finalen, blev mesterskabet sikret uden problemer, trods de maksimale 80 kg succesballast. Steffen Larsen kørte ganske enkelt bukserne ned om hælene på tilsvarende tyngede Peugeot-kolleger, hvilket gav anledning til en protest mod bilen. Der gik en uge med neglebideri før den tekniske undersøgelse kunne meddele at der ikke var noget at meddele.
I sin anden sæson i Peugeot 106 GTI var Kim Lund Johansen sæsonen igennem den største udfordrer til Steffen Larsen. Den aggresive kørestil fra tidligere var bibeholdt, men da der i år var længere imellem konkurrenter der lå foran, gav det ganske enkelt ikke så mange buler som tidligere.
Kim Lund Johansen. (Foto: Motorsporten.dk)
I tilgift gjorde det den tidligere Road Racer til årets mest vindende kører med 5 sejre - de fire i forårssæsonen. Årets tre første løbsweekender bød på hver én sejr for Kim Lund, men tilsvarende dårligere resultater gjorde at han aldrig for alvor fik overtaget i det samlede pointregnskab.
Her havde han dog også held i uheld, såsom da han blev involveret i et startsammenstød på Ring Djurslands maj-løb. Trods store skader på bilen, blev den klar til dagens næste løb, som han vandt!
Hele efterårssæsonen var Kim Lund Johansen tynget af 80 kg ballast og det blev i denne periode kun til en enkelt sejr, som til gengæld faldt på Jyllands-Ringens GP-weekend. Helt frem til finaleweekenden bevarede han en endda særdeles god chance for titlen, men klasseforskel på bilerne gjorde udslaget.
Der var langt i pointene til de næste. Tilsammen vandt Steffen Larsen og Kim Lund Johansen halvdelen af årets 18 løb, mens de øvrige kørere vandt 1-2 sejre hver, med Bruno Rasmussens tre som det bedste.
Én sejr og en evne til at gennemføre samtlige løb gjorde udslaget i kampen om tredjepladsen. Efter en 2002-sæson på lavt blus vendte Jesper Leen Jensen tilbage i år. Hele sæsonen holdt han sig i nærheden af toppen, både i de individuelle løb og i mesterskabssammenhæng, med sejren på Ring Djursland i juni som årets højdepunkt. Det var også i denne del af sæsonen han var mest konkurrencedygtig, mens succesballasten gjorde det svært at toppe i den sidste del af sæsonen. Dette faktum og en stærk slutspurt af Bruno Rasmussen, var tæt ved at koste Jesper Leen Jensen den sidste medaljeplads.
Bruno vandt årets første afdeling på Jyllands-Ringen og gjorde ganske enkelt rent bord ved finaleløbene samme sted. Alligevel manglede der sølle 2 point da medaljerne skulle fordeles. Ind imellem disse yderpunkter var der en solid sæson med gode top-10 placeringer, men bremseproblemer på Padborg Park i september kom til at koste dyrt.
18-årige Martin Sally Pedersen og 20-årige Bjørn Smedegaard Laursen fik for alvor deres gennembrud i 2003. Sally vandt ved Jyllands-Ringens juniløb og kunne holde sommerferie som klassens nummer tre, mens Smedegaard vandt løb på begge sider af sommerferien.
Martin Sally. (Foto: Motorsporten.dk)
Fælles for dem begge var at de ydermere sluttede på podieplaceringer pænt ofte, men også havde deres andel af dyre nuller i pointregnskabet. En samlet femteplads blev slutresultatet for Martin Sally Pedersen, mens Bjørn Smedegaard Laursen sluttede sæsonen som syver.
De to lå sæsonen igennem i tæt kamp med to af 2002-sæsonens top-10 kørere, Per Madsen og Henrik Mikkelsen. Begge kørere var gode for solide placeringer i den bedste tredjedel sæsonen igennem - og så var der lige Per Madsen og Padborg Park. Hér så han ud til at føle sig hjemme fra første færd og vandt sin første sejr ved banens åbningsløb i juni og gentog bedriften, da feltet udfordrede hinanden på samme bane i september. På dette tidspunkt havde han i øvrigt udskiftet sin ellers unikke Peugeot 206 ud med dusinbilen 106.
Per Madsen med sin nye 106'er. (Foto: Motorsporten.dk)
På den samlede ottendeplads sluttede Henrik Mikkelsen som bedste ikke-vinder. Taget i betragtning at han vandt 3 løb året før må det siges at være skuffende, selvom forsøgene ikke manglede.
Årets nummer ni blev Toyota Corolla-køreren Jesper Meldahl Nielsen. Hans AE92-model var året igennem bedste Toyota og ved Padborg Parks åbningsløb var det godt nok til en samlet andenplads!
Han kom aldrig i nærheden af en gentagelse af dette flotte resultat, men en solid sæson med mere end halvdelen af løbene i top-10, gav den et flot slutresultat.
Tiende og sidst blev Henrik Thomsen i Peugeot 106 GTI. Hans bedste resultat blev en fjerdeplads ved Jyllands-Ringens GP, men hans mest oplagte chance for et topresultat var på Djursland i maj. Her startede han første løb fra pole, men blev elimineret i et startsammenstød i første heats første sving. Hardy Nyhuus kørte denne bil til 2 point på Padborg i september.
De øvrige Peugeotkørere
Numerisk dominerede 106-modellen. Som tidligere nævnt havde Dennis Barth overtaget den forsvarende DM-vinderbil. Barth var dog plaget af sin andel af hvad mange regner for Peugeot'ernes akilleshæl, gearkassen.
Dennis Barth. (Foto: Motorsporten.dk)
Højdepunktet indtraf ved Jyllands-Ringens GP og Padborg Park to uger senere, hvor han sluttede i top-10 i tre af fire løb. Samlet set blev til en 14. plads.
Peter Clausen kørte en række lovende resultater ind omkring top-10 i første halvdel af sæsonen, men skiftede siden, med held, til Special Saloon.
Jens Kristoffersen var ved at få gang i pointscoringen, da han slog koldbøtter ved Jyllands-Ringens juniløb. Michael Carlsens gamle 106'er blev først set igen på samme bane tre måneder senere, hvor det blev til yderligere point.
Anders Nielsen lå det meste af sæsonen uden for pointene, men guderne forbarmede sig mod slutningen og det blev til en hæderlig tiendeplads ved Jyllands-Ringens finaleløb.
Karsten Roland Hansen var nok den kører, der slap gennem sæsonen med færrest skrammer - han lå ganske enkelt sidst det meste af tiden.
Anders Mortensen, alias Anders "Motorsen", havde æren af at konkurrere i feltets ældste model - en Peugeot 205 GTI 1,6.
Anders 'Motorsen' Mortensen. (Foto: Motorsporten.dk)
I 1984 var det modellen der satte Peugeot på det danske motorsportslandkort. 20 sæsoner senere beviste Anders, der stadig var liv i de gamle klude. Han kom i mål i 12 af 14 starter og var i pointene i de 10, hvilket rakte til en hæderlig 16. plads.
Honda-klubben
Den lille, frække CRX Coupé var absolut den foretrukne model. Ole Luton sluttede som næstbedste Honda, på 11. pladsen. Det blev en meget omskiftelig sæson, med op- og nedture mens de fleste var på det jævne. Årets højdepunkt var pole position på Jyllands-Ringen i juni, mens lavpunktet var at han havnede i sandkassen få omgange inde i samme løb. Finaleløbet på samme bane, gav endelig lidt oprejsning med en tredjeplads.
Så man på første sæsonhalvdel, kunne man meget nemt overse Christian Pedersen som endnu en CRX-kører. Det rettede hans kørsel afgjort op på efter sommerferien. Ved Ring Djurslands augustløb er han med helt fremme, men blev udelukket i en efterfølgende effektmåling (tidligere på sæsonen overgik samme skæbne ham, da han blev fundet kørende på offentlig vej i sin racer!). Med en anden- og tredjeplads i finaleløbet fik han dog en fortjent oprejsning for den øvrige sæsons fortrædeligheder.
Teamkammerat Dan Träger havde en nogenlunde tilsvarende sæson, men i og med han forsvandt i løbet af sommeren nåede han aldrig at indfri det potentielle talent.
Poul Erik Jensen og Klas Høj delte ligeledes telt i 2003 og det så ud til at smitte af på deres held, eller mangel på samme. Højs tredjeplads ved Jyllands-Ringens blev det samlede bedste resultat, mens Poul Eriks pole på Padborg i juni aldrig blev fuldbyrdet. Bilen var slået skæv i et uheld dagen før, hvilket resulterede i en syvendeplads - en tangering af hans hidtil bedste resultater fra 2003.
Dennis Nielsen havde også gode enkeltpræstationer i løbet af foråret, men forsvandt i løbet af sommeren.
Peter Christiansen forsøgte at få sin CRX til at køre hele sæsonen uden større held, mens Jan Petersen og Ole M. Christensen deltog i enkelte løb.
En af klassens tidligere topkørere Chris Poulsen havde ikke én, men to Civic Hatch Back-VTI'ere til rådighed (Benny S. Nichelsen kørte den gamle i to afdelinger uden sønderlige resultater). Poulsen formåede ikke at svinge sig op til noget større i den halve sæson han kørte, men blev dog stadig en samlet nummer tretten.
Thomas Lundstrøm Christiansen og Ole Schou delte en tilsvarende Hatch Back, men begge endte uden for pointene i deres få forsøg.
Toyotaerne og de resterende
Denne "katagori" blev vundet af Ejnar Rosenhøj og hans Toyota Corolla AE92, der fandt melodien midt på sæsonen og siden da var regelmæssig pointscorer.
Ejnar Rosenhøj. (Foto: Motorsporten.dk)
Lars Blom kørte en tilsvarende model, men som regel lidt langsommere. Hans niendeplads på Padborg i september var dog et bedre enkeltresultat end hvad Rosenhøjs tiende.
Jesper Rebsdorf og Peter Juhl Jensen delte en AE82'er, der konkurrerede med "Motorsens" 205'er som feltets ældste. Rebsdorf kom i pointene en enkelt gang og det er nok hvad man kan forvente af modellen, der dannede basis for Corolla-Cup'en.
Carsten Rasmussen var alene om at forsvare Citroën-farverne i denne klasse. Det varede indtil efterårssæsonen før han og Saxo VTS'en kom i pointene, men dér blev kombinationen som regel siden da.
Hyundai var årets femte og sidste mærke. Torben Ålykke forsøgte sig i årets første fire afdelinger uden held og forsvandt, som flere andre, med en skygge på størrelse af middagssolen omkring Sankt Hans.
2003 var præget af Peugeot 106 GTI-modellen, men den store udskiftning i toppen henover sidste vinter gav plads til at en række nye navne kunne udfolde sig i år. Det i sig selv var i høj grad med til at gøre sæsonen spændende.
|
Afd. | dato | bane | # | kører | bilmærke | km/t | diff. | grid |
|
DM01 | 26-04-2003 | Jyllands-Ringen | 7 | Bruno Rasmussen | Honda CRX | 98,041 | 0:00,252 | 1 |
DM02 | 27-04-2003 | Jyllands-Ringen | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 98,711 | 0:01,205 | 1 |
DM03 | 11-05-2003 | Ring Djursland | 2 | Steffen Larsen | Peugeot 106 GTI | 94,152 | 0:01,658 | 2 |
|
DM04 | 11-05-2003 | Ring Djursland | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 101,600 | 0:00,869 | 1 |
DM05 | 01-06-2003 | Jyllands-Ringen | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 98,857 | 0:01,985 | 1 |
DM06 | 01-06-2003 | Jyllands-Ringen | 12 | Martin Sally Pedersen | Peugeot 106 GTI | 87,806 | 0:01,482 | 6 |
|
DM07 | 15-06-2003 | Ring Djursland | 11 | Bjørn Smedegaard Laursen | Peugeot 106 GTI | 101,451 | 0:01,012 | 2 |
DM08 | 15-06-2003 | Ring Djursland | 21 | Jesper Leen Jensen | Peugeot 106 GTI | 100,733 | 0:01,312 | 3 |
DM09 | 21-06-2003 | Padborg Park | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 102,580 | 0:03,534 | 1 |
|
DM10 | 22-06-2003 | Padborg Park | 6 | Per Madsen | Peugeot 206 S16 | 102,777 | 0:02,901 | 2 |
DM11 | 10-08-2003 | Ring Djursland | 2 | Steffen Larsen | Peugeot 106 GTI | 101,140 | 0:02,071 | 1 |
DM12 | 10-08-2003 | Ring Djursland | 2 | Steffen Larsen | Peugeot 106 GTI | 100,805 | 0:04,283 | 1 |
|
DM13 | 30-08-2003 | Jyllands-Ringen | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 90,751 | 0:02,095 | 3 |
DM14 | 31-08-2003 | Jyllands-Ringen | 11 | Bjørn Smedegaard Laursen | Peugeot 106 GTI | 92,043 | 0:01,183 | 4 |
DM15 | 14-09-2003 | Padborg Park | 6 | Per Madsen | Peugeot 106 GTI | 101,733 | 0:02,813 | 1 |
|
DM16 | 14-09-2003 | Padborg Park | 2 | Steffen Larsen | Peugeot 106 GTI | 102,088 | 0:00,320 | 3 |
DM17 | 28-09-2003 | Jyllands-Ringen | 7 | Bruno Rasmussen | Honda CRX | 101,271 | 0:00,968 | 1 |
DM18 | 28-09-2003 | Jyllands-Ringen | 7 | Bruno Rasmussen | Honda CRX | 88,962 | 0:00,188 | 1 |
|
|
pos. | # | Kører | Bil | bruttopoint | Sum af de to dårligste resultater | nettopoint | bedste resultat | antal starter |
|
1 | 2 | Steffen Larsen | Peugeot 106 GTI | 307 | 12 | 295 | 1 | 18 |
2 | 4 | Kim Lund Johansen | Peugeot 106 GTI | 280 | 0 | 280 | 1 | 18 |
3 | 21 | Jesper Leen Jensen | Peugeot 106 GTI | 238 | 9 | 229 | 1 | 18 |
|
4 | 7 | Bruno Rasmussen | Honda CRX | 227 | 0 | 227 | 1 | 18 |
5 | 12 | Martin Sally Pedersen | Peugeot 106 GTI | 205 | 0 | 205 | 1 | 17 |
6 | 6 | Per Madsen | Peugeot 206 + 106 | 200 | 0 | 200 | 1 | 18 |
|
7 | 11 | Bjørn Smedegaard Laursen | Peugeot 106 GTI | 195 | 0 | 195 | 1 | 16 |
8 | 8 | Henrik Mikkelsen | Peugeot 106 GTI | 186 | 0 | 186 | 3 | 18 |
9 | 15 | Jesper Meldahl Nielsen | Toyota Corolla GTI | 119 | 0 | 119 | 2 | 16 |
|
10 | 51 | Henrik Thomsen | Peugeot 106 GTI | 92 | 0 | 92 | 4 | 14 |
11 | 22 | Ole Luton | Honda CRX | 68 | 0 | 68 | 3 | 18 |
12 | 56 | Christian Pedersen | Honda CRX | 63 | 0 | 63 | 2 | 12 |
|
13 | 28 | Chris Poulsen | Honda Civic VTI | 62 | 0 | 62 | 4 | 10 |
14 | 34 | Dennis Barth | Peugeot 106 GTI | 60 | 0 | 60 | 6 | 16 |
15 | 23 | Poul Erik Jensen | Honda CRX | 55 | 0 | 55 | 7 | 15 |
|
16 | 19 | Klas Høj | Honda CRX | 37 | 0 | 37 | 3 | 13 |
16 | 16 | Anders Mortensen | Peugeot 205 GTI | 38 | 0 | 38 | 10 | 14 |
18 | 14 | Dennis Nielsen | Honda CRX | 37 | 0 | 37 | 5 | 9 |
|
19 | 24 | Peter Clausen | Peugeot 106 | 35 | 0 | 35 | 9 | 12 |
20 | 47 | Ejnar Rosenhøj | Toyota Corolla GTI | 27 | 0 | 27 | 10 | 17 |
21 | 58 | Carsten Rasmussen | Citroën Saxo VTS | 23 | 0 | 23 | 8 | 17 |
|
22 | 48 | Jens Kristoffersen | Peugeot 106 Rally | 18 | 0 | 18 | 12 | 11 |
23 | 66 | Lars Blom | Toyota Corolla GTI | 11 | 0 | 11 | 10 | 12 |
24 | 52 | Anders Nielsen | Peugeot 106 XSI | 10 | 0 | 10 | 10 | 14 |
|
25 | 55 | Dan Träger | Honda CRX | 8 | 0 | 8 | 9 | 7 |
26 | 36 | Jan Petersen | Honda CRX | 6 | 0 | 6 | 12 | 7 |
27 | 51 | Hardy Nyhuus | Peugeot 106 | 2 | 0 | 2 | 14 | 2 |
|
28 | 42 | Jesper Rebsdorf | Toyota Corolla GTI | 1 | 0 | 1 | 15 | 2 |
NC | 26 | Thomas Lundstrøm Christiansen | Honda Civic VTI | 0 | 0 | 0 | 16 | 6 |
NC | 37 | Ole Schou | Honda Civic VTI | 0 | 0 | 0 | 17 | 2 |
|
NC | 88 | Benny S Nickelsen | Honda Civic VTI | 0 | 0 | 0 | 22 | 2 |
NC | 39 | Peter Christiansen | Honda CRX | 0 | 0 | 0 | 16 | 10 |
NC | 35 | Ole Meilgård Christensen | Honda CRX | 0 | 0 | 0 | 22 | 2 |
|
NC | 69 | Torben Ålykke | Hyundai Scoupe | 0 | 0 | 0 | 21 | 4 |
NC | 90 | Karsten Roland Hansen | Peugeot 106 Rally | 0 | 0 | 0 | 16 | 13 |
NC | 42 | Peter Juhl Jensen | Toyota Corolla GT | 0 | 0 | 0 | 16 | 4 |
|
Jesper O. Hansen |