| "Prøv en SyverRacer" - så enkel var invitationen fra SyverRace-klubben. Jeg har haft fornøjelsen af at se de små hidsige racere i aktion flere gange på de danske asfaltbaner, så jeg var ikke sen til at tage imod invitationen - ligesom 25 andre, der også troppede op den 30. november på Køreteknisk anlæg i Randers.
2 af racerne var DM-seriens nr. 3 og 4 fra Fruergaard Racing - bilen i midten er Henrik Bollerslevs DM-vinder.
(Foto: Ebberfeld)
Vejrforholdene var ikke ideelle, for asfalten og luften var både kold og våd. Det glemte man, da bilerne blev rullet ud på asfalten, og ikke mindst da deres 1000 kubiks motorcykelmotorer blev startet: 160 arbejdsglade heste, 6 sekventielle gear, cirka 450 kilo tørvægt - lyder det som en effektiv cocktail? Det ér effektivt - på Ring Djursland er de hurtigste Syvere kun et par sekunder langsommere end de hurtigste DTC biler.
Kørsel i Syveren har en positiv indvirkning på kropsvarmen - det var ikke spor koldt i køredragt og 5 graders "varme". Morten Fruergaard er på vej ned i bilen før en testkørsel.
(Foto: Ebberfeld)
Men er det så ikke det glade vanvid at slippe 17 uprøvede personer løs i sådan nogle biler? Nej, arrangørerne havde sørget for ordnede forhold: Alle fik en grundig instruktion om bilen før kørsel, kegler markerede tilskuer-, "pit"-område og kurver - og bilerne viste sig at være ligeså begyndervenlige som priserne på dem.
Og hvordan var det så? Jeg fik fornøjelsen af at få stillet Carsten Fruergaards bil til rådighed, og lad os tage adgangsforholdene først: At stige ned i en Syver i racetrim er som en blanding af øvelser på olympisk barre og at entre en ubåd. Først op på tårnet, så hænderne på styrtbøjlen, dernæst et let underkropssving og så ned at stå på den glasfiberskal, de kalder et sæde. Så ubådsdelen, hvor man skal have resten af kroppen med ned i hullet mellem hoved og tværbøjle, hvorefter man glider ned i skallen - og så kan nybegynderen opleve at sidde på 3 ud af de 5 seler, uden mulighed for at få fat i dem, for der er temmelig trangt dernede. Men først på plads, så sidder man godt, og der er luftigt: Ingen døre, intet tag, ingen rigtig forrude - godt regnen holdt inde.
Cockpittet er så trangt, at man skal have selerne placeret rigtigt fra starten - ellers skal man op af sædet igen.
(Foto: Ebberfeld)
Gearskiftet på alle 3 biler var af motorcykeltypen, og jeg blev betydeligt mere forvirret af at høre forklaringen på brugen af det, end af rent faktisk at bruge det. Intuitivt fungerede det simpelthen godt, at et ryk tilbage giver næste gear og et skub frem gearer et gear ned. Ind med første gear, bilen begyndte at "krybe"- dens signal til mig om at nu ville den gerne bruges: Jeg lavede lige et par kænguruhop pga. den superfølsomme speederpedal, så alle kunne se at jeg ikke har prøvet det før, og så rullede vi. Skift til andet gear, accelerér lidt mere og hov, hjulspin allerede? Ja, selv om jeg tog den med ro, så kunne kræfterne ikke komme ned på asfalten - utroligt. Op igennem gearene, og nyde hvordan gearene kunne tjattes lynhurtigt ind med et let greb. Efter det uvilkårlige hjulspin slappede jeg endnu mere af og prøvede at vurdere hvor glat det egentligt var. Bilen kunne sagtens bremse og dreje, så den fik lidt mere gas igen, og jeg nød hvordan Yamaha R1-motoren turbineagtigt snurrede op i omdrejninger - sådan en motorcykelmotor er altså lækker teknik.
Så kom man til bagsiden af banen på Randers Køreteknisk anlæg: Bagsiden er ikke alene meget smal, men asfalten er også indrammet mellem baner af halvstore sten, der bestemt så ud til at kunne gøre slemme ting ved en lav racer. Det var ikke stedet at udforske en ukendt racerbil ejet af en fremmed mand, så jeg kørte helt ligeud i kurverne her, og gav først gas igen på det følgende lige stykke. For enden var en 90-graders venstrekurve, der straks efter mundede ud i en blød venstre, der førte tilbage til "publikumslangsiden". Indtil nu havde motoren slet ikke fået lov at strække ud, og trods det var der hjulspin flere steder.
Alligevel gav bilen en fornemmelse af kontrol: Den superdirekte styring virkede som om den kunne fange en hvilken som helst udskridning, og motoren reagerede på det mindste vrik. Kun bremsepedalen virkede lidt "længere" og noget tungere end jeg havde forventet i så let en bil. Ikke at det var noget problem overhovedet: Den tunge pedal gav rigtig god kontrol over bremserne på den glatte vejbane - jeg blokerede dem kun for at se om den kunne: Selvfølgelig kunne den det.
Men tilbage til motoren, som var lidt af en øjenåbner for mig: Som mange andre Syvere i den danske serie kørte de 3 testbiler med motorcykelmotorer. Fruergaard'erne forklarede, at de ikke alene var billigere (man køber dem typisk brugte i Tyskland), men også mere stabile, hurtigere og i tilfælde af uheld nemmere at skifte. Stabiliteten skyldes, at disse motorer er optimeret til sportsbrug på et helt andet niveau end selv den skrappeste gadebilsmotor. Bilfolk synes en litereffekt på 100 er flot for en standardmotor, men her taler vi 160 hk fra en liters slagvolumen. Omdrejninger langt på den anden side af 10.000-mærket er barnemad - det lød bestemt som om den kunne lide det. Og på trods af alt dette havde den også moment ved meget lavere omdrejninger. Den leverede virkelig varen.
Claus på vej op til "pit"-området efter testen, der blev midlertidigt afbrudt af en løs elforbindelse.
(Foto: Ebberfeld)
Men da kræfterne ikke kunne komme ned i den glatte asfalt, så mærkede jeg aldrig det pres i sædet, som jeg havde regnet med. Her bagefter testen er det stærkeste indtryk i stedet, at en Syver MÅ være den perfekte budgetracer: En brugt bil kan man være heldig at finde til 70.000 kroner og en helt ny, færdigsamlet og køreklar vogn kan fås til omkring 130.000 kroner. Hertil kommer en relativt billig vedligeholdelse som følge af den enkle og gennemprøvede teknik. Og ikke mindst, så er bilen både hurtig og "venlig": Selv om den virkelig leverer "Power to the people", så var den under de svære glatte forhold i Randers velafbalanceret og ikke spor ikke lumsk. Med sådan en bil er der mindre risiko for at ødelægge noget ved en afkørsel, og bedre muligheder for at koncentrere sig om at have sjov. Og sjov, det har SyverRacerne haft i den forgange sæson. De fortjener et stort skulderklap for med testdagen at have givet os deltagere mulighed for at opleve racerne på egen krop, og jeg håber at testdagen giver pote i form af nye deltagere i klassen. Og måske kan andre klasser lade sig inspirere af dette arrangement - ideen fortjener det.
Læs også:
21.11.2003 - Vil du ud og køre SyverRace? |
