Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

4-timer

Lille fejl kostede sejren i Mini Le Mans

4-timer 
06/10/03 

Men Casper Elgaard håber på at få revanche i én-mod-én dysten i 2004
Den flotte 2003-sæson i dansk bilsport blev søndag eftermiddag afsluttet med et Mini Le Mans over 4 timer på Danmarks nye racerbane, Padborg Park. Team Essex Invest var største team i langdistanceløbet, hvor man indsatte tre biler, og selv om de bolchefarvede BMWer var hurtigst i løbet, så skulle en lille fejl vise sig at blive dyr i den sidste ende.
 

Casper Elgaard, Århus, havde sat BMW nummer 3 på pole position, og John Nielsen, England, forvaltede den bedste placering på fornemmeste vis, da han vandt accelerationsduellen i starten mod den nye DTC-mester, Jan Magnussen, England. Team Essex Invests veteran satte sit klare præg på den første tredjedel af løbet, hvor han fik opbygget et solidt forspring, inden bilen blev givet videre til først Casper Elgaard og siden prins Joachim.


(Foto: DTC-net.dk)

Hans Kongelige Højheds løbsdebut i den potente BMW skete på det værste tænkelige tidspunkt af løbet, hvor én af de to byger i det sønderjyske netop trak over Padborg Park. Men trods slicksdæk på BMWen kørte prins Joachim bilen sikkert rundt, men i forbindelse med et pitstop opstod der misforståelse, som senere kostede dyrt.

"Vi sender simpelthen bilen ud for tidligt, og så bliver det stop ikke registreret som et obligatorisk stop (som skal vare seks minutter, red.), fordi det bliver for kort, og det taber vi fem omgange på," forklarede John Nielsen bagefter.

"Det var en smutter, men vi er alle sammen mennesker, og en menneskelig fejl sker jo. Vi taber løber med fire omgange, men uden fejlen kunne vi have vundet løbet. Vi var også de hurtigste, og der var ingen tvivl om det, men vi laver en taktisk fejl, og det betaler vi for."

Selv om Team Essex Invests bedste mandskab med prins Joachim, John Nielsen og Casper Elgaard derfor måtte slutte løbet på en tredjeplads efter to biler fra Peugeot Statoil Motorsport, var der glade miner i BMW-lejren. Også hos Casper Elgaard, der atter måtte se sig slået af vinderbilen med bl.a. Jan Magnussen, England, og derfor ikke fik den DTC-revanche, som løbet ellers havde haft som undertitel.

"Det har jeg det egentlig fint nok med. Jeg synes, at vi havde et godt løb, men vi lavede en enkelt fejl, som kostede sejren, og hvis vi kikker på resultatet, så ville vi have vundet løbet, hvis vi ikke havde haft det ekstra pitstop," tilstod Casper Elgaard.

"Men jeg vil hellere tage revanchen til næste år, hvor vi er én mod én igen. Dette her var et løb, der var sjovt, og jeg håber, at vi også skal køre det én gang til, så jeg kan få to revancher. Vi har i hvert fald haft et rigtigt sjovt løb og en rigtig sjov weekend, men desværre smed vi selv sejren væk, og det var selvfølgelig lidt ærgerligt."

Af teamets to øvrige biler lykkedes det vogn nummer 4 med TV2-kommentatoren Jens Winther jr., Roskilde, og teamejer Peter Halvorsen, Risskov, at komme i mål på en samlet tiendeplads, selv om specielt teamejeren fandt det meget vanskeligt at styre den effektfulde BMW på slicksdæk rundt på Padborg Park under bygerne midt i løbet. Men bilen blev holdt på asfalten, og et resultat var i hus for motorsportsdebutanten.

Derimod kom Team Essex Invests tredje og sidste vogn ikke i mål. Bilen med de to unge talenter Tom Pedersen, Christiansfeld, og Robert Schlünssen, Berlin, havde farten og viljen til at blande sig i opgøret om top 3, men allerede indenfor de første tre kvarter af løbet opstod der en differentialefejl på BMWen, som derfor måtte udgå.


Læs mere om:
  • 05/10/03 - Padborg Park - 4-timer
  •