Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup 0-1600cc

Flotte finalesejre til Bruno Rasmussen

Yokohama Cup
0-1600cc 

02/10/03 
Yokohama

-løbsrapport fra Jyllands-Ringen, 28/9 2003
Efter den totale Peugeot-dominans på Padborg Park to uger tidligere, var det forfriskende at se klassens Honda-kørere dominere finaleløbet. Kun Steffen Larsen var i stand til at blande sig i kampen om førstepladsen.
 

1. heat
Bruno Rasmussen (Honda CRX) starter fra pole, men Steffen Larsen (Peugeot 106) kommer foran i første sving. Kim Lund Johansen (Peugeot 106) hægter sig på de to førende, men allerede på vej ud på publikumslangsiden kommer Christian Pedersen (Honda CRX) og Henrik Mikkelsen (Peugeot 106) forbi. Disse to bytter plads senere samme omgang og det er rækkefølgen frem til 6. omgang.
Her flyver Christian Pedersen forbi Henrik Mikkelsen på langsiden og næsten samtidig får Bruno Rasmussen kontakt til den førende Steffen Larsen. Med to omgange tilbage kommer det næsten uundgåelige. Bruno Rasmussen udbremser Peugeot-køreren og kan køre sæsonens anden sejr hjem, foran Steffen Larsen, Christian Pedersen, Henrik Mikkelsen og Kim Lund Johansen, der må sande hvor svært det er at køre med 80 kg ballast.
Ole Luton (Honda CRX) har på et tidspunkt kig på Kim Lunds femteplads, men Per Madsen (Peugeot 106) overhaler og afgør derved sjette- og syvendepladsen, mens ballasttyngede Bjørn Smedegaard Laursen (Peugeot 106) og Jesper Leen Jensen (Peugeot 106) må nøjes med, for dem, sekundære placeringer som ottende og niende. Anders Nielsen (Peugeot 106) slår Anders Mortensen (Peugeot 205) i kampen om tiendepladsen, men deres opgør er ikke overstået med det.

Den øjeblikkelige pointstilling er følgende: Steffen Larsen, 286 point, Kim Lund Johansen, 279 point. Når man tager højde for Steffen Larsen dårligste resultat, er forskellen blot 1 point! Larsen skal starte som firer, mens Kim Lund starter fra ottendepladsen i årets sidste, afgørende heat.

2. heat
Bruno Rasmussen starter atter fra pole, denne gang med Ole Luton ved siden af. Fra anden række skyder Steffen Larsen frem og kan på første omgang overhale både Christian Pedersen og Ole Luton. I hesteskoen bliver der delt buler ud i midtfeltet, hvilket kommer til at forsinke Kim Lund Johansen. Efter første omgang er han nede på tiendepladsen og langt fra guldmedaljen.
På starten af fjerde omgang udbremser Christian Pedersen Steffen Larsen for enden af langsiden. Da Anders Mortensen forsøger samme manøvre sekunder senere river han Anders Nielsen med sig ud i sandkassen. Det er blevet tid til en Safety car-periode. På dette tidspunkt bliver Kim Lund Johansen og Dennis Barth (Peugeot 106) set overhale Carsten Rasmussen (Citroën Saxo), hvilket takseres til en stop and go-straf. Det viser sig senere at det i virkeligheden er Carsten Rasmussen, der forbrød sig mod reglerne, men opdagede fadæsen og lod Kim Lund og Dennis Barth få deres placeringer tilbage. Resultatet bliver slutplaceringer som henholdsvis 15. og 16. foran klassens agterlanterne Karsten Roland Hansen.
Løbet genstartes på sjette omgang. Bruno Rasmussen er godt på vej mod endnu en sejr forrest i feltet, mens der kæmpes om andenpladsen. Det lykkes Steffen Larsen at gentage andenpladsen, men Christian Pedersen slår igen omgangen efter, for denne gang at beholde placeringen til mål. For Steffen Larsen er det derimod ikke slut. Ole Luton kører noget af det bedste han har vist i år og overhaler den vordende Danmarksmester på langsiden på ottende omgang. Og dermed bliver det. En Honda 1-2-3 på præmieskammelen for første gang i år, en fjerdeplads til Steffen Larsen, som bedste Peugeot-kører foran Per Madsen, Martin Sally Pedersen og Jesper Leen Jensen. Carsten Rasmussen scorer sit bedste årsresultat som otter, foran prominente navne som Henrik Mikkelsen og Bjørn Smedegaard Laursen.

Det var andet heat, men efterfølgende er der nedlagt protest af Kim Lund Johansen mod Steffen Larsens bil. Protesten går på effekten af Steffen Larsens bil, der var i stand til at kæmpe helt fremme i feltet med 80 kg ballast, på en dag hvor ikke alene Kim Lund Johansen, men også Jesper Leen Jensen og Bjørn Smedegaard Laursen havde problemer med at følge tempoet med de samme 80 kg ballast. En kedelig måde at slutte sæsonen på, men afgørelsen af protesten skulle rense luften for tvivl, når den endeligt er afgjort.

Guld til Steffen Larsen, der var konstant hele sæsonen. Sejrene kom i anden halvdel og det blev afgørende for udfaldet af mesterskabet.
Sølv til Kim Lund Johansen, der for alvor fandt formen i 2003. Specielt i starten dominerede han til tider stort, men udsvingene i resultater var større end Steffen Larsens.
Bronze til Jesper Leen Jensen der, i stil med mesteren, gennemførte alle løb. En enkelt sejr og yderligere fire podieplaceringer var højdepunkterne i hans sæson.

Den lille Yokohama-Cup bød på masser af action og spænding i 2003. Eneste minus er bare at for at være konkurrencedygtig, skal man tilsyneladende køre Peugeot. Hele otte kørere i top-10 kørte de Franske løver, med en Honda og en Toyota som de resterende mærker.

Jesper O. Hansen
 
 

Yokohama Cup 0-1600cc nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
 



Er din virksomhed klar til robotter?