Nykjær bryder med sit team
19/06/03 - Tappernøje-køreren har opsagt samarbejdet med folkene bag Seats DTC-indsats Efter blot to kørte afdelinger i Danish Touringcar Championship tegnede konstellationen mellem debutanten Michel Nykjær, Tappernøje, og den spritnye Seat Toledo til at blive én af årets sensationer i serien. Hele to gange lykkedes det unge Nykjær at kvalificere sig til Super Pole, og selv om resultaterne ikke var tilsvarende gode i løbene, så var der bestemt et potentiale til stede.
Men nu er der tilsyneladende sat en stopper for Michel Nykjærs Seat-deltagelse i DTC. I hvert fald indtil videre.
Michel Nykjær har nemlig opsagt sin kontrakt med KN Motorsport, der står bag Seats DTC-indsats. KN Motorsport består af Per Nymann og Jens-Ole Kristensen, og det er bl.a. den indsats, de har leveret omkring DTC-programmet, som Michel Nykjær er utilfreds med.
Hvad der nu skal ske med Michel Nykjær og Seat Toledoen er uvist. Michel Nykjær vil gerne sammen med sin far - den tidligere dobbelte Danmarksmester Jens Nykjær - drive projektet videre i eget regi sammen med hovedsponsoren Valvoline, mens det er KN Motorsport, som p.t. råder over bilen.

Copyright 2001-2004, Michel Nykjær og Motorsporten.dk.
|