Michel Nykjær i DTC med Seat
28/03/03 - Yokohama Cup-mesteren rykker op i DTC med en Seat Toledo Med et Danmarksmesterskab, et amerikansk olieselskab og et spansk bilmærke i ryggen rykker sidste års Danmarksmester i den store Yokohama Cup, Michel Nykjær, Tappernøje, op i Danish Touringcar Championship, hvor hans team, Valvoline-Seat Racing, indsætter en helt ny Seat Toledo, som kommer direkte fra Seat Sport S.A. i Spanien.
Valvoline Danmark har igennem længere tid arbejdet med opbygningen af et helt nyt team, som kom til at hedde Valvoline-Seat Racing. Herefter startede forhandlinger så med forskellige kørere til DTC-projektet. Mange fik hurtig kendskab til bestillingen af den nye Seat Toledo-racer, hvorfor mange kørere henvendte sig til teamet.
 (Foto: Morten Alstrup)
"Jeg tror vi havde en 6-7 dygtige kørere at vælge imellem, både danske og svenske," fortæller Ole Kristensen fra Valvoline-Seat Racing. "Det har været en svær beslutning. Ingen skal dog være i tvivl om, at Michel Nykjær hele tiden var et meget varmt emne, og at vi nu er utrolig glade for, at vi endnu en sæson har ham som kører hos os."
Den 23-årige Tappernøje-kører glæder sig til at være den første, der får fornøjelsen i Valvoline-Seat Racings Seat Toledo. Det bliver hans fjerde år under Valvoline og Seats vinger, hvor han sidste år opnåede sit bedste resultat ved at vinde Danmarksmesterskabet i den store gruppe N klasse, også kaldet Yokohama Cuppen. Ikke mindre interessant var Michel Nykjærs indsats i 2001, hvor en dommerfejl fratog ham DM-guldet i en Seat Ibiza Turbo Diesel. Som et lille plaster på såret blev Michel Nykjær samme år kåret som årets motorsports talent på bane af Dansk Automobil Sports Union.

Copyright 2001-2004, Michel Nykjær og Motorsporten.dk.
|