Yokohama Cup på Lausitzring
24/06/02 - Denne weekend var Yokohama Cup kørerne på deres årlige udenlandsløb, og det foregik på Lausitzring i Tyskland.
Racerapport fra Valvoline Racing.
Hedebølge på Lausitzring Ved ankomsten til Nord Europas største racerbane Lausitzring 130 km. sydøst for Berlin blev de danske Yokohama Cup kørere mødt med 32 graders varme. Valvoline-Racings trailer ankom sidst på eftermiddagen torsdag.
Teamets 2 kørere Michel Nykjær Tappernøje og Søren B.Mortensen Låsby v/Skanderborg havde allerede været der fra onsdag morgen.
Alt var arrangeret så det var bare at bakke den store trailer på plads i et kæmpe depotområde.
Michel og Søren havde lejet en pit box hvor der var alle faciliteter, simpelthen perfekte forhold som man kunne lære meget af i Danmark
Begge kørere er meget tilfredse med de træningspas de har kørt indtil videre.
Varmen og den fugtige luft var dog næsten uudholdelig hele torsdagen.
 (Foto: Valvoline Racing)
Fredag morgen var luften renset efter en gang tordenvejr og 23 grader viste termometeret. Perfekt til motorløb.
Fredagens første tidtagning blev desværre en stor skuffelse for de danske kørere. For selvom det er et stort flot internationalt anlæg fungerede tidtageranlægget ikke da de danske Yokohama Cup kørere havde deres første tidtagning.
Hvad der skal ske er i skrivende stund endnu ikke afklaret, men mon ikke der findes en løsning. 2. tidtagning køres fredag eftermiddag kl. 16.15.
Noget nyt i forhold til afviklingen i Danmark er at begge klasser starter samtidig.
Det vil sige over 50 biler på banen af en gang. Men med en banelængde der er 3 gange så lang som på Jyllands-Ringen burde der vel være plads til alle.
Det bliver spændende at se.
Sidste nyt:
Er at Michel er 3. hurtigst i første tidtagning og Søren B er på en flot 9. plads.
Søren B var den store overraskelse i 2. tidtagning
I 2. tidtagning lykkedes det at få udstyret til at virke. Nogle få regndryp havde nær skabt panik og kørerne var ikke nemme at trække ud af boxene.
Alle fik dog en fair tidtagning og kørte hele tiden på slicks dæk.
Søren B. var meget overrasket over betydningen af den rigtige dæktemperatur: "Jeg lærer stadig meget og må erkende at det med den rigtige temperatur på dækkene er meget vigtig. Her på Lausitzring viser det sig at efter 4 omgange køres de bedste tider. Jeg var heldig at få lidt hjul på min teamkammerat Michel Nykjær som sluttede på en 2. plads og ud fra det er jeg meget meget godt tilfreds med min 5. plads. Jeg er ikke spor i tvivl om at jeg nok skal lære det" - slutter Søren B.
Resultaterne fra 2. tidtagning:
1: Hans Henrik Møller, Skoda 2.11.864
2: Michel Nykjær, SEAT 2.12.078
3: Klaus Elmiess, Skoda 2.12.855
4: B. Rasmussen, Peugeot 2.13.301
5: Søren B. Mortensen, SEAT 2.13.482
6: Niels C. Nielsen, Skoda 2.13.525
Første heat til det danske mesterskab køres i morgen lørdag kl. 13.25 og 2. heat søndag kl. 11.40.
Søren B. weekendens positive overraskelse
Weekendens første heat i Yokohama Cup på Lausitzring v/Berlin blev en stor succees for den tidligere motocross kører Søren B. Mortensen fra Låsby v/Skanderborg. I første halvdel af sæsonen som blev kørt på henholdsvis Jyllands Ringen og Ring Djursland kæmpede Søren hårdt for at være blandet de 20 første i det 35 biler store felt.
 Søren B. Mortensen (Foto: Valvoline Racing)
Derfor er hans flotte 5. plads på den Internationale bane i Tyskland et kæmpe spring frem blandt de forreste.
"Vi lå længe på en femteplads, men et par gearskifte kiks betød at 2 konkurrenter smuttede forbi. I min iver efter igen at komme forbi kunne jeg mærke at mine dæk blev for varme, hvorfor jeg slappede lidt af. Efter et par omgange var jeg igen klar til at angribe og kunne generobre min 5. plads. Nu glæder vi os meget til i morgen. For første gang skal vi have ekstra vægt i vores bil på grund af succes det bliver faktisk helt spændende" griner Søren.
Michel forsvarede sin førsteplads i mesterskabet
Michel Nykjær forsvarede endnu engang sin første plads i mesterskabet.
Efter kæmpe forvirring omkring første tidtagning startede Michel Nykjær i pole position.
Lige bag sig havde han de 2 Skoda'er kørt af Claus Elmiess og Hans Henrik Møller.
"De meget hurtige Skoda'er måtte jeg lade køre forbi" - fortæller Michel - " Jeg koncentrerede mig derfor hele tiden om at skygge dem så tæt som overhovedet muligt og håbede selvfølgelig på en kørerfejl, men de er begge dygtige chauffører så den chance kom aldrig" slutter Michel Nykjær.
I mesterskabet bevarer Michel Nykjær sin fører position idet de to vindende Skodaer i denne weekend starter fra 0 point efter udelukkelsen på Jyllands-Ringen i forrige løb.
Jørgen Ladefoged rykker op på 2. pladsen i mesterskabet med sin Audi efter at Klaus Verner i Peugeot forgæves forsøgte at forsvare sin 2. plads. Med store bremseproblemer parkerede han i sandkassen.
Et flot skue var det at se de mere end 50 biler på banen af en gang og der blev vist masser af flot ræs uden bulekørsel eller andre unoder.
En lille fejl fra organisationens side betød at der ikke i første omgang blev delt præmier ud til den lille klasse, hvilket er synd både for de der skulle have præmier og for de mange danske supportere.
Resultatet af 1. heat:
1 Klaus Elmiess, Skoda
2 Hans henrik Møller, Skoda
3 Michel Nykjær SEAT
4 Jørgen Ladefoged, Audi
5 Søren B. Mortensen, SEAT
 Vinderne af 1. heat. (Foto: Valvoline Racing)
Michel 55 point foran nummer 2 i klassen
Efter 2. heat søndag middag er Michel Nykjær nu så langt foran de nærmeste konkurrenter i kampen om DM at han rent faktisk kan udgå i 2 tællende heat.
"Weekenden har ganske vist ikke givet nogle 1. pladser, men begge gange var jeg på podiet som henholdsvis nummer 3 og 2. Mit materiel har været optimal alle i vores team har arbejdet godt sammen og ikke mindst så har vi fået Søren med op blandt de forreste. Desværre så udgik to af mine største konkurrenter i et heat hver, hvorfor pointforskellen nu er blevet rimelig stor." - udtalte Michel Nykjær efter 2. heat.
Michel Nykjær lå indtil halvvejs af de 12 omgange som hver var på 4,3 km på en 3. plads. For enden af langsiden svigtede Klaus Elmiess koncentration og en bremsefejl betød at Michel var på 2. pladsen.
2 omgange senere var Hans Henrik Møller tæt på samme fejl, men når dog at redde den så Michel ikke når at smutte forbi.
Søren B. sluttede på en flot 8. plads
I 2. heat startede Søren B. fra 4. position, men måtte senere lade sig overhale et par gange.
"Jeg lavede simpelthen 2 dumme fejl som betød et par placeringer" - fortalte Søren da han var kommet i mål - "Det der overrasker mig mest er at jeg efterfølgende kan konstatere at jeg slutter på en 8. plads selvom jeg længe troede jeg blev nr. 9. Først efter mål får jeg at vide at Danny Rasmussen kører med udenfor konkurrence p.g.a. for stor effekt i hans Peugeot. Det ærgrer mig lidt, at det er muligt på den måde at deltage og egentlig være med til at afgøre andres placeringer. Søren understreger dog at han ikke blev generet på nogen måde, men i motorløb kan der jo ske så mange ting."
I den samlede stilling rykker Søren B længere og længere op i mesterskabet og er nu på en 13. plads med 40 point.
Resultatet af 2. heat i Yokohama Cup 1601-2000 ccm.:
1. Hans Henrik Møller, Skoda 26.43.323
2. Michel Nykjær, SEAT 26.45.506
3. Klaus Elmiess, Skoda 26.50.811
8. Søren B. Mortensen, SEAT 27.07.874
 Vinderne blev kåret på formel 1 maner med nationalmelodi og tilhørende kindkys. (Foto: Valvoline Racing)
Stillingen i DM efter 10 afdelinger:
1. Michel Nykjær, Tappernøje i Valvoline SEAT 172 point
2. Klaus Verner, Silkeborg i Peugeot 118 point
3. Jørgen Ladefoged, Hjortshøj i Audi 110 point
13. Søren B. Mortensen, Låsby i Valvoline SEAT 40 point.
Næste løb som er Valvoline-Sibylla-DK sommerløb køres på Ring Djursland den 11. august, hvor der også afvikles en afd. af DTC.

Copyright 2001-2004, Michel Nykjær og Motorsporten.dk.
|