Michel blander sig i mesterskabet
03/09/01 - Valvoline-køreren sikrede sig sin 3. sejr i år Michel Nykjær sikrede sig sin 3. sejr i år, da han i første heat tog en ny sejr, til trods for at han kørte med 80 kilos ballast. I det andet heat blev Michel nummer 4 og det betyder at han nu ligger på andenpladsen i mesterskabet hvor han er 16 point efter Brian Olsen. Der resterer to afdelinger og alt kan ske!
Ikke så overraskende var Michel meget godt tilfreds med søndagens to heat. "Det var en utrolig god sejr. Jeg starter som nummer 5 og kører mig alligevel frem til at tage sejren. Det er bare dejligt," siger Michel glad. I løbet der blev kørt i regnvejr sikrede Michel sig sejren efter at have fået en meget god start og tidligt i løbet overhalede han Lars Vendelbo og holdt derefter sig i front til mål. "Jeg satsede virkelig et par gange og det var da også ved at gå galt, men jeg fik da heldigvis reddet bilen. Men efter at jeg kom forbi handlede det blot om at hente sejren hjem," forklarer Nykjær.
I det andet heat blev det så 'kun' til en 4. plads i et heat som blev vundet af Niels Carl Nielsen. Ikke desto mindre er Michel også her ganske godt tilfreds. "Jeg er meget godt tilfreds med 4. pladsen. Det var et svært heat og vi lå meget tæt. Derudover var der lidt små sammenstød, hvor jeg blandt andet bliver ramt af Hans Henrik Møller Madsen i Skodaen. Så på den baggrund er det godt at jeg kommer hjem på 4. pladsen," siger han.  (Foto: Motorsporten.DK)
I mesterskabet betød det at Michel kom op på 2. pladsen foran Klaus Verner. "Brian Olsen var ikke så god her i regnvejret i dag, men jeg ved at han kører rigtig godt når det er tørt heroppe. Men vores racer kører rigtig godt i regnvejret og efter at vi havde lidt problemer med set-up´et, kørte den rigtig godt igen. Nu vil jeg gerne slutte sæsonen af med en enkelt sejr mere - eller to hvis det kan lade sig gøre," siger Michel og smiler. Om det også kan blive til et mesterskab er svært at sige. "Det hele vil komme til at afhænge af hvor Brian placerer sig, men jeg skal gøre mit til at være med," slutter Michel Nykjær.
De to sidste afdelinger køres på Jyllands-Ringen i weekenden 6. og 7. oktober.
Benji


Copyright 2001-2004, Michel Nykjær og Motorsporten.dk.
|